Gunnar Lomholt, 25.2.1915-20.8.1993, læge. Gunnar Lomholt blev student fra Metropolitanskolen i 1932 og medicinsk kandidat fra Kbh.s univ. 1941. Ledet af såvel faglig som humanitær inspiration i hjemmet kastede Gunnar Lomholt sig straks over specialet hudsygdomme og opnåede speciallægeanerkendelse allerede 1950 efter uddannelse på Finsenhospitalet, Kommunehospitalet og Rigshospitalet. 1946 nåede han tillige at være chef for DRK's arbejde i Polen foruden leder af DRK's dermato-venerologiske klinikker i Gdansk. 1947-48 var Gunnar Lomholt reservelæge i Klaksvig, Færøerne og så her mulighederne for udarbejdelsen af sin i 1963 ved Kbh.s univ. forsvarede disputats Psoriasis. Prevalence, spontaneous course, and genelics. Ved sin census-undersøgelse af 2 341 husstande, ud af Færøernes 30 000 indbyggere, kunne Gunnar Lomholt give en skelsættende, internationalt anerkendt beskrivelse af denne stadig lidet forståelige sygdoms hyppighed, spontane forløb og dens "arvelige disposition".

Han nedsatte sig som speciallæge 1949 og drev sammen med svogeren Gunnar Auken en hudklinik i København. Men pga. sin store viden og praktiske sans blev Gunnar Lomholt 1958 og igen 1964 og 1965 af staten sendt til Grønland for dels at undersøge hudsygdommenes udbredelse, dels at lede bekæmpelsen af gonorré og syfilis dér. Efter studierejse 1968 til Asien og Afrika, hvor han særlig interesserede sig for spedalskhed og hudsygdomme i troperne, var Gunnar Lomholt 1969-73 rådgiver for den ugandiske regering i specialet samt overlæge ved Mulago hospital og lektor i sit fagområde ved Makerere University, Kampala. Efter anstrengende og betydningsfuld indsats dér flyttede Gunnar Lomholt 1973 til et professorat i hud- og kønssygdomme ved universitetet i Tromsø, Norge hvor han samtidig var overlæge ved regionssygehuset for endelig fra 1977 at blive overlæge ved den dermatologiske afdeling på Helsingborgsjukhuset, Sverige. Han var 1984-87 tilknyttet Kamuzu Central Hospital, Lilongwe, Malawi, og var endelig lektor ved Odense universitet fra 1990.

Selv om Gunnar Lomholt i særlig grad beskæftigede sig med den fortsat gådefulde hudsygdom psoriasis skrev han en lang række vidtfavnende arbejder inden for sit fag, foruden om epidemiologiske og arvebiologiske emner. Sammen med svogeren Gunnar Auken (1913-2002) skrev Gunnar Lomholt Kønssygdommene og deres behandling, 1952, og foruden medarbejderskabet ved en række internationale værker om hudsygdomme skrev Gunnar Lomholt 1960 skrevet om skab (favus) på Grønland. Han var medredaktør af East African Leprosy Bulletin og af Journal of Cutaneous Pathology samt medarbejder ved Acta dermatovenerologica, Psoriasis News of Pakistan Journal of skin and venereal Diseases. Foruden at være korresponderende og æresmedlem af en lang række udenlandske fagselskaber var Gunnar Lomholt 1970 præsident for East African Leprosy Conf., Makarere University, og 1979 vicepræsident for International Society of tropical Dermatology.

Gunnar Lomholt modtog 1962 Bangs legat for psoriasis-forskning, 1965 førsteprisen i Mr. and Mrs. J. N. Taub's internat. Memorial Award for Psoriasis Research, Baylor University, Huston, Texas, 1974 Norsk psoriasisforbunds hæderspris. Foruden gæsteforelæsninger i USA, Afrika, Pavia og Skandinavien ledede Gunnar Lomholt dermatologiske kurser i Reykjavik, 1975 og i Dar es Salam 1978. 1980 blev han æresdoktor ved Lund universitet og 1993 ved Odense universitet.

Ved siden af sit fag var Gunnar Lomholt en levende interesseret humanist, som faderen altid beredt til kamp mod uretfærdigheder begået over for andre, og hjælpsom hvor det var muligt. Han var administrator for Studiehjælp for unge læger, siden 1943 medlem af bestyrelsen for Edel Lisbergs børnehave (næstformand siden 1960), af bestyrelsen for Kristeligt socialt arbejde (næstformand 1960), af selskabet Philadelphia's bestyrelse fra 1949 og af arveprinsesse Carolines legat for sygeplejersker fra 1950.

Familie

Gunnar Lomholt blev født i Hellerup.

Forældre: læge Svend L. (1888-1949) og Marie K. Siegumfeldt Beck (1888-1920). Gift 24.6.1939 på Frbg. med Aase Lange, født 29.8.1915 i Kbh., d. af tandlæge, dr.chir.dent. Poul L. (1883-1958) og Carla Bonne (1881-1980).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1963 174.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig