Erik Skinhøj

Erik Skinhøj, 18.3.1918-1.3.1983, universitetsrektor, læge. Født i Ålborg, død i Tårbæk, begravet sst. S. blev student fra Rungsted 1936 og cand.med. 1943 fra Kbh.s univ. Han tog 1941 initiativet til modstandsorganisationen De danske studenter som han ledede til krigens afslutning. Efter turnus på Rigshospitalet 1943–44 var han assistent ved Kbh.s univ.s biokemiske institut men blev 1945 ansat ved det af fysiurgen Svend Clemmesen og Landsforeningen for bekæmpelse af børnelammelse oprettede institut i Hellerup. Han gjorde her en betydningsfuld indsats for efterbehandlingen af polioramte, samtidig med at han udarbejdede disputatsen Some problems of acute anterior poliomyelitis and its sequelae, forsvaret 1949 ved Kbh.s univ. I denne tog S. bl.a. elektro-myografiske undersøgelser til hjælp – og kunne belyse disse og elektroterapeutiske metoders prognostiske effekt. Afhandlingen skabte også debat ved dens påvisning af de lammelserne påfølgende psykiske vanskeligheder. Efter supplerende ortopædisk og psykiatrisk uddannelse specialiserede S. sig i neurologi og blev efter reservelægestillinger på kommunehospitalet og Frbg. hospital 1960 overlæge ved Bispebjerg hospitals neuromedicinske afdeling. 1952–55 var S. speciallæge i neurologi for Mødrehjælpen, assisterende læge i Direktoratet for ulykkesforsikring samt bedriftslæge i A/S Illum og læge for den Hageske stiftelse. 1960–75 var han konsulent ved Blegdamshospitalet efter Mogens Fog og blev derefter 1975 overlæge ved Rigshospitalets neuromedicinske afdeling. Fra 1971 var han professor i neuromedicin ved Kbh.s univ.

Inspireret af sin forskning har S. publiceret en række arbejder dels om kliniske emner, men også om epidemiologiske og socialmedicinske problemer, og sammen med N. A. Lassen har S. gennemført grundstudier over hjernens blodgennemstrømning og tracerstudier over hjernedefekters placering og betydning for hjerneskaders fremtid. Han var en dygtig pædagog der tog ivrigt del i såvel præ- som postgraduat undervisning og blev herved ud fra sin politiske indstilling en førende skikkelse inden for studenternes særligt venstreorienterede kredse. Siden ungdommen var S. medlem af DKP. Hans socialpolitiske anskuelse har resulteret i en lang række artikler og kronikker om uddannelsesmæssige, universitetspolitiske og samfundsmæssige problemer. 1979 blev S. efter kampvalg rektor ved Kbh.s univ. efter Morten Lange i en særdeles vanskelig periode hvor økonomiske nedskæringer og lovbefalede studieadgangsbegrænsninger vanskeliggjorde hans ønsker om at virke for en mere socialpolitisk institution end universitetets lærerstab almindeligvis tilstræbte. Som rektor bebrejdedes det ham at han ikke greb ind mod studenternes "tag-det-selv"-aktioner i offentlige kantiner. Selv mente S. det var rimelige demonstrationer mod studenternes økonomiske utryghed og nødvendige samtidige erhvervsarbejde. Sygdom tvang ham til 1982 at undlade at søge forlængelse som rektor. Inden for sit speciale har S. gjort et stort arbejde for at neurologisk præget grundforskning vedrørende apopleksi, migræne, hovedpine, hvor hjerne-blodgennemstrømningens regulationsmekanismer ændres, bliver belyst nærmere ved nye metoder (scinti-scanning, -grafi) og har sammen med medarbejderne også optaget behandlingsproblematikken hos torturmishandlede mennesker således at neuromedicinsk afdeling er blevet en international foregangsinstitution. Allerede tidligere havde S. interesseret sig for visse idrætsgrenes alvorlige følger, boksning karakteriserede han som regulær vold, ikke som sport. S. søgte altid den medmenneskelige faktor i sit socialmedicinske virke – ligesom der stak lidt af en romantiker i ham; 1978 publicerede han en Poesibog. S. blev 1961 formand for Danske nervelægers organisation, 1963 for Selskabet for teor. og anvendt medicin og for Dansk neurologisk selskabs forskningsråd, 1979 formand for den Arnamagnæanske kommission, DIS-komiteen og Sonningkomiteen.