Carl Otto, 20.5.1795-24.4.1879, læge. Født på St. Thomas, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). O. kom til Danmark 1800 og blev 1813 student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1817-18 var han medicinsk reservekandidat ved Frederiks hospital, vandt 1818 universitetets guldmedalje og tog s.å. medicinsk eksamen. Han disputerede 1819 først for licentiatgraden og derpå for doktorgraden i medicin (De actione hydrargyri medica). 1819-22 foretog han en studierejse som han beskrev i et tysk skrift (I-II, 1825) og delvis på dansk i det af ham og islændingen Thorleifur Gudmundsson Repp (1794-1857) grundede tidsskrift Ny Hygæa. Efter hjemkomsten var han privatdocent, docerede særlig nervesystemets fysiologi og den nye sensationelle lære, frenologien, som han havde fordybet sig i under sit ophold i Paris. Han fremstillede læren i et større skrift samt i Ny Hygæa og i et af ham udgivet Tidsskrift for Frenologien, 1827-29. Hans skrifter vakte røre og ret heftig opposition. Han skrev meget, var redaktør af Bibliothek for Læger 1828-46 og medarbejder ved mange udenlandske tidsskrifter. Han var læge ved tugt-, rasp- og forbedringshuset på Christianshavn 1825-43, blev 1831 konst. docent ved universitetet i farmakologi og forensisk medicin, 1832 prof. extraordinarius og 1840 prof. ordinarius og assessor i konsistorium. O.s alsidigt interesserede ånd og store virksomhedstrang gav sig mange udslag både i og uden for lægevirksomheden. Han var medlem af forskellige kommissioner, deltog i de politiske bevægelser og var stærkt optaget af frimureriet. - Han udgav Haandbog i Toxikologien, 1838, Haandbog i Pharmakognosien, 1840 og Ledetraad i Farmakodynamiken, 1847. Med hans virksomhed i lægevidenskabens og universitetets tjeneste gik det i øvrigt kun så som så. Han formåede ikke at følge sin tids hastige udvikling i stringent videnskabelig retning, hans undervisning og håndbøger blev snart ufyldestgørende, og de medicinske og farmaceutiske studerendes tiltagende utilfredshed gav sig så demonstrative udtryk at han 1862 måtte tage sin afsked, først fra universitetet, derefter fra sundhedskollegiet. Sin lægepraksis havde han for længst opgivet. I sit otium helligede han sig litterære sysler, bl.a. udarbejdelsen af de selvbiografiske arbejder Livserindringer fra mine Rejser, 1873 og Af mit Liv, min Tid og min Kreds, 1879 samt frimureriet.

Familie

Forældre: garnisonskirurg på St. Thomas, senere universitetskasserer, kammerråd Johan Traugott Lebrecht O. (1766-1827) og Albertine Vilhelmine Frederikke Conradi (1772-1844). Gift 8.3.1827 i Kbh. (Trin.) med Anna Elisabeth Friis, født 11.10.1799 i Kbh. (Nic), død 7.11.1875 sst. (Helligg.), d. af grosserer og deputeret borger i Kbh. Hans F. (ca. 1753-1828) og Lovise Haagensen (Hals) (ca. 1760-tidligst 1828, gift 1. gang 1780 med skibskaptajn Jens Nielsen Kornbech, ca. 1748-96).

Udnævnelser

Etatsråd 1860. – R. 1845.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1828. Stik af E. Bouchardy. To litografier af E. Fortling, det ene 1858. Litografi 1859 efter foto, efter dette træsnit 1874. Stik af Weger, 1869, litografi og to træsnit i samme type, begge 1879. Træsnit 1871, 1872 og af C. L. Sandberg, 1879. Mal. af Just Holm (frimurerlogen, Kbh.). Tegn. (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

C. O.: Livserindr. fra mine rejser, 1873 og Af mit liv, min tid og min kreds, 1879. Erindr. i Tilskueren XLVI, 1929 II 193-207 277-92 335-47. – Edgar Collin: Fremragende danske frimurere II, 1875 59-107. Samme i III. tid. 4.5.1879. Hospitalstid. 2. r. VII, 1880 6. Jul. Petersen i Ugeskr. for læger 4. r. XIX, 1889 488 495f 505f 519f. Sv. Aa. Gammeltoft: Den farmakologiske undervisn.s hist. ved Kbh.s univ., 1952 51-71. E. Snorrason i: Wien und die Weltmedizin. 4. Symp. der intern. Akad. für Gesch. der Medizin, udg. Erna Lesky, Wien 1974 146-58. Harald Gormsen i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979 479f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig