C.E. With

C.E. With, Carl Edvard With, 14.12.1826-13.6.1898, læge. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). W. blev student 1844 fra Randers og 1852 medicinsk kandidat. 1848 var han med i krigen som frivillig korporal, og i de følgende år fungerede han som militær underlæge. 1853 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling om ophthalmoblennorrhoe. 1853 virkede han som koleralæge i Kbh., 1854-57 var han reservemedicus på Almindelig hospital og 1857-58 kandidat på Fødselsstiftelsen. Under påvirkning af sine medicinskkliniske lærere C. E. Fenger og Mads Christensen kastede han sig særlig over den fysikalske brystundersøgelse hvis nye æra dengang netop havde nået sin fulde udvikling, og som en frugt heraf fremkom 1858 hans dygtige afhandling for den medicinske doktorgrad: Et Bidrag til den differentielle Diagnose af Klappesygdommene i Hjertet. Derefter studerede han i udlandet i tre år, særlig patologisk anatomi, var en tid prosektor hos R. Förster i Berlin, og afsluttede studierne på engelske hospitaler hvor han særlig dyrkede den kliniske medicin. 1862 konkurrerede han til lektoratet i klinisk medicin og besejrede konkurrenterne ved sine udstrakte kundskaber, sin overlegne, energiske personlighed og sine glimrende dialektiske evner. Samtidig blev han overlæge ved Frederiks hospital, en stilling han beklædte i 34 år, fra 1864 som professor ordinarius, og i hvilken han erhvervede sig fortjent anerkendelse og hævdede for sit fag den meget fremskudte plads og rang det fra gammel tid havde haft i medicinernes undervisning. Han viste sig i særlig grad at besidde de personlige egenskaber som kræves for at blive en klinisk lærer der kan fængsle sine elever. Han havde en fortrinlig iagttagelsesevne og mod til at lade sine egne iagttagelser være rettesnor for sin handlen, satte alle sine kræfter ind på de terapeutiske opgaver og trådte op mod den skepsis hvormed terapien på den tid omfattedes herhjemme. Laboratorieviden og fysikalsk diagnostik, som da stærkt beskæftigede sindene, vakte ikke hans interesse. Han bestræbte sig hovedsagelig for at samle sygdommene i terapeutisk afgrænselige grupper for hvilke der kunne fastholdes en bestemt skematisk terapi der kunne være lægens rettesnor i livet. For den stærke videnskabelige udvikling, der i Frankrig og Tyskland i en menneskealder havde revolutioneret sygdomslæren og også givet den kliniske medicin nyt indhold, stod han fremmed og følte sig mere i samklang med den engelske skole.

I sit betydeligste arbejde Peritonitis appendicularis eller den ved Ulceration og Perfor at ion af Appendix ileocoecalis fremkaldte Peritonitis der offentliggjordes 1879 i det lægevidenskabelige fakultets festskrift ved Kbh.s univ.s 400-års-fest fastslog W. med stor selvstændighed blindtarmens store betydning for perityflitens patogenese og hævdede den energisk gennemførte opiumkur som den eneste gavnlige behandling. April 1889, da W. var rektor ved universitetet, offentliggjorde han i indbydelsesskriftet til Kbh.s univ.s fest i anledning af kongens fødselsdag en afhandling om samme emne: Pathogenesen og Behandlingen af de i høire Fossa iliaca forekommende Betændelser, i hvilken han kunne fremlægge så udmærkede resultater af opiumbehandlingen at han – dengang med rette – hævdede dens overlegenhed over for det da opdukkede kirurgiske indgreb, og han fandt så mange tilhængere for sin behandling at operationen, da den senere toges op på et nyt, mere rationelt grundlag, havde svært ved at trænge igennem her. I sit andet store arbejde Mavesaarets kliniske Former, dets Diagnose og Behandling, 1881 tildelte han med rette mavesåret en langt større rolle end man tidligere havde villet indrømme det, og fastslog en vel begrundet og let udførlig behandling, den absolutte mælkediæt. Han erkendte at der måske ikke altid lå et udtalt kronisk sår til grund for patientens lidelse, ofte fx kun lette slimhindeerosioner o.l., men den strenge diæt var dog altid på rette plads. W. kendte kun tre mavesygdomme: katar, sår og kræft og interesserede sig ikke for de mange "nervøse mavelidelser", der særlig af tyske forskere opstilledes efter at mavesonden i udstrakt grad var taget i brug i diagnostisk øjemed. Man trak på smilebåndet ad hans hyppige mavesårdiagnoser som stilledes uden sikkert påviselige objektive tegn, men eftertiden der har taget røntgenundersøgelse og gastroskopi i sin tjeneste har set at W. havde ret, og at mavesåret (inclusive tolvfingertarmsår) er endnu hyppigere end W. formodede. - W. var ellers ikke produktiv, han virkede væsentlig gennem sin mundtlige undervisning og ved lægegerning.