V. Rubow

V. Rubow, Viktor Rubow, 30.3.1871-21.10.1929, læge, sundhedsminister. Født i Kbh. (Johs.), død sst., urne sst. (Vestre). R. blev student 1889 fra Metropolitanskolen og medicinsk kandidat 1896. Efter nogen hospitalsvirksomhed bl.a. på Johannesstiftelsen, hvor han særlig beskæftigede sig med patologisk-anatomiske studier, praktiserede han i Hyllested i Jylland 1899–1901, men vendte derefter tilbage til Kbh., arbejdede først på Farmakologisk laboratorium og blev 1902 kandidat på Frederiks hospital. Han fortsatte dog sine studier på laboratoriet, og de resulterede 1903 i et arbejde for doktorgraden Undersøgelse over normale og fedt-degenererede Hjærter, 1903–05 var han reservelæge på Frbg. hospital og 1905–07 på Frederiks hospital afd. B. Tilskyndet af sin chef, professor Knud Fabers interesse for fordøjelsessygdommene publicerede R. adskillige arbejder på dette område. Særlig hans studier over ventriklens aciditet i forhold til dens motilitet og sekretion har været banebrydende i vor forståelse af hypersekretionen. Senere kastede han sig særlig over hjerte- og nyresygdomme, navnlig efter at han 1908 var blevet overlæge ved Finseninstituttets klinik for indre sygdomme. Her fik han lov til at se lysbiologien opstå og til at følge dens udvikling på nærmeste hold, og han blev en af dem der skulle anvende det teoretisk vundne i praksis og tyde det praktisk erfarede gennem videnskabelig iagttagelse. Iagttagelsen og klinikken var hans styrke. Han var klar, skarp og kold som iagttager, og hans tydning prægedes af tilbageholdende skepsis. Hans arbejder over respirationens forhold ved hjertesygdomme og respirationens påvirkning af det universelle lysbad gjorde hans navn kendt langt ud over Danmarks grænser, ligesom hans arbejder om saltstofskiftet ved hjertesygdomme og om digitalisbehandling var betydningsfulde.

R. var medredaktør af Hospitalstidende 1908–18, censor ved medicinsk eksamen 1909–15 og formand for Foreningen af læger ansatte ved private sygehuse og klinikker 1915–27. Skønt han tillige havde sin omfattende specialpraksis i hjerte- og nyresygdomme fik han dog tid til sociale hverv og blev 1921 borgerrepræsentant i Kbh., genvalgt 1925. 1923 foranledigede han dannelsen af Selskab for eksperimentel og anvendt terapi og ledede det til 1925. Hans voksende interesse for lægevidenskabens praktiske mål førte ham imidlertid ind på de lægevidenskaben nærstående sociale problemer og gjorde ham til politiker. Han var fra 1922 medlem af den liberale vælgerforenings hovedbestyrelse og opstilledes 1924, 1926 og 1929 af venstre til folketinget. Dec. 1926 modtog han posten som sundhedsminister i Madsen-Mygdals ministerium og forlod den praktiske lægegerning for at påbegynde udførelsen af sin store plan: samling af hele landets sundhedsvæsen i ét centrum under ledelse af fagmænd i stedet for den spredte administration, delvis under ikke lægeligt sagkyndige. På dette store bygningsværk satte R., der aldrig undte sig ro, bogstaveligt livet ind, men da venstreministeriet april 1929 gik af, blev sundhedsministeriet af hvilket lægeverdenen havde ventet sig meget ophævet og er ikke senere genoprettet. R. genoptog ganske vist sin lægegerning, men allerede et halvt år efter sin afgang som minister døde han pludselig af en hjerneblødning.