Thorvald Madsen, Thorvald Johannes Marius Madsen, 18.2.1870-14.4.1957, læge. Opvokset i et lykkeligt københavnsk borgerhjem, præget af en matematisk begavet, mekanisk talentfuld far og af en mild, nærmest selvudslettende mor, blev Thorvald Madsen student 1886 fra A. Hauchs skole. Allerede som 14-årig havde han oplevet den opsigt franskmanden Louis Pasteurs beretning om behandling af hundegalskab havde vakt på den internationale lægekongres i København (1884). Men inden sin medicinske embedseksamen 1893 kom to begivenheder til at influere på hans fremtidige løbebane. 1889 ramtes han selv og en yngre søster af difteri; Thorvald Madsen nåede selv at blive indlagt og helbredt på Blegdamshospitalet, mens søsteren døde hjemme, for svag til at kunne indlægges. Samme år fik Thorvald Madsen lejlighed til at deltage i et frivilligt kursus på det af den initiativrige professor C. J. Salomonsen nyoprettede laboratorium for medicinsk bakteriologi - og løfte om senere at komme tilbage som assistent.

Laboratoriet, der var i hastig udvikling, havde efter at franskmanden Emile Roux (1853-1933) og tyskeren Emil Behring (1854-1917) (sammen med japaneren Shibaraduro Kita Sato (1852-1931)) omkring 1890 havde fremstillet de første sera mod difteri og stivkrampe, selv taget problematikken ved immunisering op. Ved indgift af stigende mængder bakteriegift (toksin) fremstillet ved dyrkning i bouillonkolber, kunne der fremstilles tiltagende mængder af modstoffer (antitoksin) i blodet hos heste. Sådant antitoksinholdigt serum viste sig at kunne anvendes både som helbredende og forebyggende over for sygdomme som stivkrampe og difteri.

Efter sin embedseksamen 1893 tog Thorvald Madsen et år ud som praksisamanuensis i Hadsten, men fra 1894-1902 fik han den lovede stilling som assistent i det af Salomonsen oprettede seroterapeutiske laboratorium, hvis opgave skulle være - med statslig understøttelse - at fremstille difteriserum nok til, at landets sygehuse og læger vederlagsfrit kunne få deres behov dækket. Difteri hærgede endnu dengang epidemisk med talrige dødsfald som følge af croup (strubehoste). Under beskedne kår i to små portværelser i forbygningen til laboratoriet i Ny Vestergade tog Thorvald Madsen energisk opgaven op. Den var vanskelig fordi både toksiner og antitoksiner varierede i styrke, ligesom metoderne til styrkebestemmelse var primitive. Ved de eksperimentelle undersøgelser af de basale problemer var det særligt bindingen mellem gift og modgift der var det springende punkt, men Thorvald Madsen måtte efter sine studier mene, at Paul Ehrlichs tyske styrkemålingsmetode var den bedste.

Tre år senere forsvarede Thorvald Madsen 1896 sin disputats, Experimentelle Undersøgelser over Difterigiften, hvor han bl.a. fremhævede "betydningen af enighed om en international enhed for bestemmelsen af de antidifteriske serums styrke". Det blev udgangspunktet for hans fremtidige store livsvirke, ikke blot med difteriserums effekt, oprindelig tænkt som helbredende senere som forebyggende, men tillige med talrige andre seras kurative og forebyggende effekt, samt med standardisering ikke blot af sera, men også inden for hormonpræparaters, vitaminers og blodtypers virkeområde.

I årene efter disputatsen fortsatte Thorvald Madsen sine studier sammen med svenskeren Svante Arrhenius (1859-1927) som han kom i kontakt med 1900 efter en studierejse til Tyskland og Frankrig året inden. Tyskeren Ehrlich havde ment, at neutraliseringen mellem toksin og antitoksin fysisk skete ved en momentan og irreversibel binding (som mellem en stærk syre og en stærk base), men samarbejdet mellem Arrhenius, Thorvald Madsen og deres medarbejdere viste, at det modsatte måtte være tilfældet. Ved reagensglas-forsøg viste det sig, at neutraliseringen ikke skete momentant - og at der ved siden af det bundne kompleks altid fandtes en vis mængde frit toksin og antitoksin. Thorvald Madsen mente det derfor rigtigt, at der til difteripatienter burde gives store doser kraftigt virkende difteriserum tidligst muligt, for om muligt, da giftbindingen til celler var reversibel, at kunne påvirke det fra cellerne frigjorte toksin. Thorvald Madsen var med til sammen med Johannes Fibiger at gennemprøve teorien ved behandling af patienter på Blegdamshospitalet 1896-97. Patienter indlagt på ulige datoer fik serum, indlagt på lige datoer ikke; Thorvald Madsen syntes ikke der var slående effekt, men en statistisk undersøgelse syntes at bekræfte helbredende effekt af serum hos patienter med croup (strubehoste).

Senere statistisk bearbejdelse af materialet har dog vist at resultatet måtte være en følge af spontane ændringer i sygdommens karakter (Dan.Med. Bull. 1956, 112-21) og efterprøvning herhjemme og i udlandet de følgende år gav skiftende resultater behandlingsmæssigt. Dertil kom, at sygdommens hyppighed og dødelighed fulgte en faldende kurve, allerede før man var begyndt behandlingen med sera. Både under professorerne V. Bie og H. C. A. Lassen fortsattes med serumbehandling, men trods høje doser antitoksin kunne der stadig hos alvorligt angrebne findes baciller i blod og organer. Men Thorvald Madsen arbejdede ufortrødent videre, og sammen med sine medarbejdere fik han - inspireret af franskmanden G. Ramons (1886-1963) anatoxinfremstilling 1923 og ud fra Ehrlichs 30 år tidligere fundne formolsvækkede toxoid - udviklet fremstilling af en dansk vaccine der uden at forvolde nævneværdige gener gav god beskyttelse mod difteri.

Vaccination mod difteri indførtes i Danmark 1928 - først til børn og unge. 1941 tilbød Københavns kommune gratis profylaktisk vaccinering af alle mellem 1-15 år, og to år senere indførtes det ved lov for alle under 18 år. Thorvald Madsens initiativ og forudseenhed kom dermed til at spille en væsentlig rolle ved den store epidemi der ramte landet 1943-44 hvor talrige voksne uvaccinerede ramtes af denne børnesygdom, og hvor dødeligheden hos de voksne blev op mod 11 pct. trods optimal serumbehandling. Der var dog samtidig sket en ændring af baciltyperne. Ved gennem-vaccinering af befolkningen fortsat siden da er ingen fuldt vaccinerede døde af difteri. Sammen med sønnen, overlæge Sten Madsen (1917-2015) måtte Thorvald Madsen 1956 konkludere, at serumbehandlingens effekt 1895 og vaccinationens betydning under epidemien 1944 begge skete, mens der var naturligt fald i epidemibølgerne, men at sygdommen lod sig besejre ved vaccination, og landet har derved været sikret mod dødelige tilfælde siden 1945.

Det seroterapeutiske laboratorium måtte dog også tage andre, mere teoretiske opgaver op; studierejser 1898-99 til Tyskland og Frankrig og 1901 til USA inspirerede Thorvald Madsen og Salomonsen til opbygning af et selvstændigt institut hvis hovedformål nok skulle være fremstilling af terapeutiske sera, men som også skulle kunne tage opgaver op inden for bakteriologisk og serologisk diagnostik, såvel af praktisk som teoretisk karakter.

Marts 1901 vedtog rigsdagen oprettelse af Statens seruminstitut med Salomonsen som direktør og Thorvald Madsen som laboratorieforstander. Det indviedes 1902 og blev underlagt først justitsministeriet, senere indenrigsministeriet. 1910 trak Salomonsen sig helt tilbage, og Thorvald Madsen blev instituttets direktør, en stilling han bestred til 1940. Ved hans initiativ kom instituttet i disse år ind i en meget aktiv periode dels med fremstilling af vacciner mod tyfus, paratyfus, kolera, stivkrampe og kopper og dels med udvikling af serodiagnostiske metoder. Der måtte bygges nye laboratorier - bl.a. det lille "Pest og kolerahus" der som en moderkrystal fik de andre senere diagnostiske afdelinger til at vokse frem, dels laboratorier til serologiske bestemmelser af blod inficeret af smitsomme lidelser som syfilis og gonorré. Wassermann's komplementbindingsreaktion var lige dukket frem 1906. 1909 udnævntes Thorvald Madsen til sundhedsstyrelsens konsulent i epidemiologi og mikrobiologi, og instituttet indrettedes som centrallaboratorium for dansk epidemibekæmpelse.

Under første verdenskrig, hvor stivkrampe, tyfus, plettyfus, kolera, kopper og tuberkulose - sammen med sult og udmattelse - bredte sig voldsomt i fangelejrene både hos centralmagterne og i Rusland, ydede Thorvald Madsen i forbindelse med Dansk røde kors en meget betydelig indsats. Han besøgte 1916 russiske fangelejre, han nåede helt ud til Turkestan ved den kinesiske grænse og mod syd til Kaukasus, hvortil han medbragte store doser vacciner fra instituttet, og ved sit organisationstalent, sin diplomatiske takt og sin evne til at knytte indflydelsesrige forbindelser både embedsmandsmæssigt og på de højeste steder - såvel hos den russiske som den tyske kejserinde - lykkedes det Thorvald Madsen 1916-17 at fordele lægemidler og instrumenter i begge de kæmpende stormagters fangelejre, ligesom han mange steder fik bedret lejrenes sanitære tilstande. Han fik tilmed forhindret tyskerne i at indføre bakteriekrig med miltbrandbaciller i Rusland. Fra 1917 var Thorvald Madsen tillige virksom for oprettelsen af lejre i Danmark for såvel allierede som russiske fanger. Efter den russiske revolution lykkedes det Madsen og den norske polarforsker Fridtjof Nansen (1861-1930) at få evakueret godt en million civile og militære fanger fra Rusland - en indsats Folkeforbundet og amerikansk Røde kors fulgte yderligere op efter krigen.

Thorvald Madsen blev medlem af Folkeforbundets hygiejnekomité i Genève til forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme, som han hidtil havde været af det 1907 i Paris oprettede Office International d'hygiène publique, og blev omgående den upartiske og humorfyldte personlighed alle kunne samles om; fra 1921-37 var han præsident for både hugiejnekomité og det franske kontor. Da han efter adskillige treårsvalgperioder ikke kunne genopstilles, udnævntes han til ærespræsident, men havde da også ydet en fremstående indsats ikke blot inden for international epidemibekæmpelse; det var også lykkedes ham ikke blot at drage USA, men også senere Rusland med ind i arbejdet. Thorvald Madsen lagde vægt på, at komiteen tog praktisk tilgængelige og realistiske opgaver op og opnåede til det en meget væsentlig støtte hos den til medical director udnævnte polske læge Ludwik Rajchman (1881-1965), således at han selv fortsat kunne varetage seruminstituttets virke. Man fik nedsat en kommission for biologisk standardisering med Thorvald Madsen som formand fra 1924, hvor instituttet dels sammen med institutter i Paris, London (centralstationen under Sir Henry Dale (1875-1968)), Washington og Frankfurt kontrollerede terapeutiske sera, tuberkulin, hormoner og vitaminer og dels selv oprettede internationale laboratorier, bl.a. salmonellacentralen med den til Danmark emigrerede Fritz Kauffmann (1899-1978) som leder, og tuberkuloseafdelingen under senere professor K. A. Jensen (1894-1971).

Samtidig med standardiseringsarbejdet påtog hygiejnekomiteen sig i 1920ernes begyndelse bekæmpelse af epidemier af kopper, plettyfus og kolera i sydøsteuropa, Polen, Grækenland, hvor Thorvald Madsen var organisatoren af hjælpeaktioner, mens Rajchman forvandlede planerne til virkelighed. Dertil kom 1921-22 udbruddet af spansk syge der dræbte lige så mange mennesker som første verdenskrig havde kostet i soldaterliv. Man fremstillede vaccine ud fra tanken om en bakteriel årsag, men Thorvald Madsen var - med rette - skeptisk overfor tanken. Først ti år senere fandtes den rette årsag, et influenzavirus.

Foruden sit internationale virke kæmpede Thorvald Madsen videre med udviklingen af seruminstituttet. Ikke blot blev det et centralt serodiagnostisk laboratorium for både Danmarks læger og hospitaler, men det tog også direkte del i epidemibekæmpelse gennem udsendelse af sagkyndige, der på stedet kunne sætte hensigtsmæssige forholdsregler i system. Dets medarbejderstab der ved åbningen kun havde bestået af en enkelt assistent, en staldmester, en vagtmester og en kvindelig ueksamineret medhjælper var ved Thorvald Madsens afgang 1940 vokset til 379 personer. Afdelinger for hormoner, blodtyper, standardisering, serodiagnostik og vacciner udvikledes selvstændigt - og under disses inspirerende ledere medførte arbejdet ikke blot praktiske resultater, men et væld af teoretiske studier i form af disputatser og artikler. Samtidig udvidedes serumfremstillingens område; 1931 henlagdes den vederlagsfri kokoppe-vaccination der hidtil havde været underlagt en selvstændig statsanstalt til instituttet. Dertil kom senere oprettelse af en forsøgsstation (Hvidesten) i Nordsjælland og fra 1938 oprettelsen af laboratoriet på øen Lindholm for vaccinefremstilling mod mund- og klovsyge. Alle disse udvidelser måtte naturligt, ligesom den videnskabelige produktion, koste mange penge. Indenrigsministeriet våndede sig. Men Thorvald Madsens og instituttets internationale ry skabte økonomiske muligheder udefra. Efter en Amerikarejse 1924 opnåedes et bidrag på 200.000 dollars fra Rockefeiler foundation i New York, hvorved det blev muligt med nye tilbygninger, men der kom også andre bidrag fra USA til mere specielle opgaver som tuberkuloseundersøgelser og -bekæmpelse i Danmark. Under K. A. Jensens ledelse kunne dermed gennemføres vaccination af danske tuberkulinnegative - et væsentligt grundlag for den verdensomspændende tuberkulosekampagne der efter anden verdenskrig toges op af UNICEF og WHO. Et andet initiativ Thorvald Madsen tog op efter USA-besøget var oprettelsen af sundhedsplejerskeinstitutionen, hvortil han først fik Rockefeller-bevilling; senere overtoges det af sundhedsstyrelsen som et værdifuldt led inden for sundhedssektoren.

I årene 1927-37 var Thorvald Madsen engageret i rejsevirksomhed kloden rundt (Frankrig, Sydamerika, Indien, Kina og Japan, Nordafrika) og bragte impulser ikke blot til de besøgte steder, men også til sit eget instituts medarbejdere, og alligevel nåede han selv og sammen med medarbejderne at fortsætte det med difteriserum påbegyndte videnskabelige arbejde. Han publicerede arbejder om eksakte kvantitative metoder til vurdering af forholdene mellem antigener og antistoffer og af disses svækkelse ved forskellige temperaturer, og viste at reaktionerne fulgte de samme love som er kendt fra den fysiske kemi. Han foretog epidemiologiske undersøgelser angående infektionssygdommes sæsonsvingninger specielt indenfor tuberkulose, børnelammelse, skarlagensfeber (hvor hans indsats kom til at betyde nærmest en forsvinden af gigtfeberen ved effektiv pasteurisering af streptokokinficeret mælk), lungebetændelse (hvor fremstilling af serum kort før den antibiotiske æra førte til givende resultater) og mund- og klovsyge. Sammen med M. Kristensen og Kauffmann fik Thorvald Madsen udført betydningsfuld serologisk systematik af bakterier hørende til tyfus, paratyfus, salmonellagruppen og vedrørende svingefeberen fremkaldt af den B. Bangske abortbacil. Endnu kort før sin død fik han sammen med sin søn publiceret det ovenfor nævnte store arbejde om difteribehandling gennem en menneskealder. Helt naturligt brugte Thorvald Madsen derfor ordene: scientia et sanitas (viden og sundhed), da han 1937 skulle finde et motto som storkorsridder.

Men årene inden anden verdenskrig kom til at medføre endnu en betydningsfuld indsats. De af Tyskland forfulgte jøder måtte ekspatriere, og som medlem af den danske komité for landflygtige åndsarbejdere påtog han sig sammen med Harald Bohr, Aage Friis og andre et stort hjælpearbejde med placering af flygtningene. Da krigen brød ud og han selv 1940 var gået af som direktør for seruminstituttet tog han fra 1941 arbejdet med tuberkulosebekæmpelsen i Danmark op. Der var tale om en landsomfattende vaccination, idet man ved folkeundersøgelser havde fundet næsten 9000 ikke tidligere erkendte tilfælde. En ny folkeundersøgelse 1950 viste, at arbejdet med ny tuberkulinfremstilling på instituttet, vaccineproduktion og opbygningen af tuberkuloseafdelinger havde båret frugt, så den danske befolkning var sluppet nogenlunde vel gennem krigen tuberkulosemæssigt. Ved sin formidlende effektivitet og sin fabelagtige flid havde Thorvald Madsen inden sin afgang tillige klaret at være censor i fysiologi ved landbohøjskolen 1895-96, ved lægernes embedseksamen fra 1915-41, lektor ved Farmaceutisk højskole i bakteriologi og sterilisationsteknik 1936-53, konsulent i epidemiologi og mikrobiologi for sundhedsstyrelsen 1909-40 samt sagkyndig for retslægerådet vedrørende mikrobiologi 1935-47.

Fra 1947-50, hvor antibiotikafremkomsten havde givet nye behandlingsmuligheder, blev Thorvald Madsen af FN stillet i spidsen for UNICEF-arbejdet efter at UNRRA, der havde hjulpet Europa på fode, havde afsluttet sin funktion. Han udførte her et stort hjælpearbejde, særligt i Italien, blandt børn og unge. Og ligesom det var lykkedes for ham efter første verdenskrig at få samarbejde i gang mellem tidligere krigsførende magters videnskabsmænd, så tog han med snilde, energi og diplomati igen arbejdet op med at forene parterne. 1947 fik han stablet en verdenskongres for mikrobiologer på benene i København med ham selv som den samlende personlighed og kongressens naturlige midtpunkt. Da FNs World Health Organization (WHO) dannedes 1948 valgtes mærkeligt nok hverken Thorvald Madsen eller Rajchman til ledende poster, men København valgtes af WHO til europæisk hovedkvarter som honnør for Thorvald Madsens store internationale indsats.

Da Danmarks naturvidenskabelige samfund ved Thorvald Madsen 80-års dag fejrede ham ved en stor fest holdt han en inspireret tale, hvor han kunne sammenfatte indholdet af sit begivenhedsrige liv; han havde været bindeleddet fra Pasteurtiden til den antibiotiske æras begyndelse, havde oplevet hvordan sygdomme som difteri og børnelammelse var blevet standset, hvordan sygdomme som gigtfeber, skarlagensfeber, tuberkulose, syfilis og malaria kunne udryddes og forebygges. Udviklingen havde skabt muligheder, og han havde fået lov at virke med til deres udnyttelse. Sine sidste år fortsatte han sine epidemiologiske studier, ligesom han tog genealogiske undersøgelser vedrørende sin egen familie op. Lige til det sidste var han vital og livsbekræftende, endnu over firs år gammel klarede han at cykle midt i København til sine mange gøremål. 1954 oprettedes ved midler fra en udenlandsk donator det betydningsfulde dr. Thorvald Madsens legat til fremme af lægevidenskabelig forskning, og en 1970 oprettet fond har skabt muligheder for en fremtidig årlig Thorvald Madsen-forelæsning på Københavns universitet af en fremstående udenlandsk videnskabsmand.

I kraft af sin brede kontakt både inden- og udenlands fik Thorvald Madsen gennem årene talrige tillidsposter, hvilke han alle bestred med dygtighed, inspirerende initiativ og diplomati. 1908-09 var han formand for Biologisk selskab, 1916-18 viceformand i Medicinsk selskab, dets præsident 1941-42, medlem af komiteen for embedslægeeksamen 1914-41, af bestyrelsen for Den danske kommission for landflygtige åndsarbejdere 1933-40, de studerendes centraltuberkuloseudvalg 1935-40, og fra 1947-50 chef for UNICEFs hjælpearbejde for børn og unge i Italien. I fonds som Rigsforeningen til gigtens bekæmpelse, Michaelsenfonden, Wm. Bendix' legat, Generalmajor V. H. O. Madsens legat, kong Frederik VIIs stiftelse, Den Raben-Levetzauske fond, Generalkonsul Carlsen og hustru Adolphines legat til kræftens bekæmpelse, og i Kong Christian Xs fond gjorde Thorvald Madsen en stærkt personligt præget indsats til støtte for de mange ansøgere.

Ganske naturligt modtog Thorvald Madsen gennem årene en række æresbevisninger fra lærde selskaber og fra forskellige landes regeringer. 1922 var Thorvald Madsen Haben lecturer, 1924 Harvey lecturer, 1935 Stenoforelæser, 1936 Flexner lecturer. Allerede 1910 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1939 af Akademiet for de tekniske videnskaber og fra 1903 af en række videnskabelige selskaber i Sverige, Østrig, Rusland, England, Frankrig, Amerika og Polen. 1941 blev Thorvald Madsen æresmedlem af Dansk tuberkulose selskab og æresformand af spejdernes og væbnernes frivillige donorkorps, og i årene fra 1909-48 af så vidtspredte organisationer som det fysiskkemiske akademi i Finland, Berlins med. selskab, American Public Health Ass., Harvey Society, Mikrobiol. selskab, Leningrad, Royal College of Physicians, Edinburgh, medicinsk selskab i Bergen, New York Academy of Medicine og Assoc. italiana per il studio dell'alimentazione.

Thorvald Madsen blev dr.jur.h.c. Glasgow, 1926, dr. med.h.c. Frankfurt a.M., 1929, Uppsala 1932, Riga 1933, Oslo 1946. Han modtog Dr. Martin Salomonsens præmielegat 1905, Holger Petersens belønningslegat 1931, The Royal Soc. Buchanan Medal 1932, den svenske Pasteurmedalje i guld 1940 og Alfred Benzons legat 1953.

Ved sin enestående flid og evnen til at finde dygtige medarbejdere, hvem han altid storsindet og med effektiv rygdækning diskussionsivrigt støttede, blev Thorvald Madsen i stand til stadig at yde en så betydelig og alsidig indsats. Han selv var overmåde flittig - og hans eksempel kom til at virke som et kraftigt incitament på hans mange medarbejdere - såvel på seruminstituttet som i Folkeforbundet og WHO. Altid elskværdig, altid velmenende som rådgiver kunne Thorvald Madsen stedse give indtrykket af, at han ikke havde travlt - men netop dette blev den force der gav inspiration til de mange, han førte videre i videnskabeligt værdifuldt virke.

Thorvald Madsen døde pludselig under en familiefest og hans hustru blev få måneder senere dræbt ved en trafikulykke.

Familie

Født på Frederiksberg (Garn.), død på Gjorslev, St. Heddinge, begravet i København (Garn.).

Forældre: premierløjtnant, senere generalmajor W. H. O. Madsen (1844-1917) og Albertine H. Petersen (1838-1919). Gift 1.2.1906 i Kbh. (Holmens) med Emilie (Misse) Gad, født 3.8.1884 i Kristiania, død 17.10.1957 i Kbh., d. af cand.jur., senere byfoged i Ålborg og Helsingør Johan Henry Theodor G. (1858-1917) og Nicoline (Nini) Thaulow (1857-1933).

Udnævnelser

R. 1902. DM. 1918. K. 1920. K.1 1927. S.K. 1937.

Ikonografi

Silhouet af Carl Julius Salomonsen, 1895. To mal. af Jul. Paulsen, 1916. Mal. af H. Vedel 1933-34 (Fr.borg). Tegn. af L. Kaganas, 1938. Mal. af Johs. Glob, 1940 (seruminst., Kbh.). Tegn. af Otto Christensen 1942 og 1956 (begge Fr.borg). Pastel af E. Saltoft. Karikaturer af G. Østerberg og M. Strandquist. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Thorvald Madsens publikationer i Acta pathologica et microbiologica Scand., suppl. III, 1930 555-61. Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1897 79f. Erindringer i Medicinsk forum, 1953 197-225; 1956 161-77; 1960 178-82; 1961 28-32 181-83; 1962 54-56 108-10 143-46 170-76; 1964 73-80 212-15; 1965 140-44; 1966 26-32 105-13. T. M.: Statens seruminstitut 1902-40, 1940.

Lit. Bogen om studenterne fra 1886, 1911 169. C. J. Salomonsen: Småarbejder, 1917 371-80. H. C. A. Lassen i Ugeskr. for læger CX IX, 1957 602f. The lancet, London 27.4.s.å. Niels Dungal i Læknablaoid Reykjavik s.d. Martin Kristensen i Farmaceutisk tid. s.å. 210-12. K. A. Jensen: Thorvald Madsen 1958 (særtryk af Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1957-58). E. Scheide Moller: Thorvald Madsen, 1970. Joseph Parnas: Thorvald Madsen, 1980. Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig