Niels Finsen

Niels Finsen, Niels Ryberg Finsen, 15.12.1860-24.9.1904, læge. Sin barndom tilbragte Niels Finsen i Torshavn, optaget af friluftsliv under de mangfoldige former som stedet og naturen gav så rig anledning til. Han gav allerede da bevis på en usædvanlig fingerfærdighed og dygtighed i mange slags idræt. 1874 sendtes han til Herlufsholm for at nyde almindelig latinskoleopdragelse. Han var her i tre år, men resultatet blev ikke tilfredsstillende, skolens monotone arbejde og levevis faldt det ham noget vanskeligt at indpasse sig under. De forkundskaber hvormed han mødte var meget mangelfulde. Tillige var han gentagne gange syg og fulgte derfor ikke så godt med. Familien besluttede derfor at afbryde hans skolegang på Herlufsholm og sendte ham til Island, slægtens gamle hjemsted, hvor han boede hos sin farmor i Reykjavik, og hvor han 1882 blev student med 2. karakter idet han havde haft betydelige sproglige vanskeligheder og et allerede da noget svageligt helbred at kæmpe med. Han valgte at studere medicin og nød som islænding fribolig på Regensen hvor han med sit vennesæle, humorfyldte, stilfærdige væsen vandt sig mange venner og, så vidt hans kræfter tillod det, tog livlig del i regensianerlivet. I datidens politiske kamp var han radikalt orienteret, udpræget nationalt sindet og i mange år ivrigt medlem af Akademisk skyttekorps, blandt hvis bedste skytter han var. Også sejlsport tillod hans helbred ham at tage ivrigt del i. Sommeren 1889 tog han første del af medicinsk embedseksamen med et særdeles fint resultat, hvorimod han ved den afsluttende eksamen næste år kun opnåede 2. karakter (haud I) idet han i denne vinter allerede mærkede trykket af den sygdom som senere skulle hæmme ham så stærkt. Umiddelbart efter blev han prosector anatomiae hos professor J.H. Chievitz, en stilling hvortil hans usædvanlige præparatoriske evner gjorde ham særlig skikket. Dette blev den eneste uddannelsesstilling, han nogen sinde beklædte. Han var her i tre år og var i denne periode tillige en meget søgt manuduktør i anatomi.

Niels Finsen kom hurtigt efter endt eksamen ind på det felt, hvor hans egentlige livsindsats blev gjort, nemlig lysets virkning på den levende organisme og dets anvendelse i lægekunstens tjeneste. Allerede i studenterdagene var de første spirer til hans grundlæggende ideer blevet vakt: han havde mærket på sig selv at han arbejdede bedst i et lyst, solrigt værelse, og gennem primitive iagttagelser fra dyrelivet – fx en kat der stadig flygtede ud i solskinnet, bort fra en fremadskridende skygge – fandt han sin opfattelse bekræftet. I et efterladt udkast oplyser han, at hans idé med anvendelse af solbade til behandling af sygdom som senere skulle blive banebrydende kan føres tilbage til den nævnte lille iagttagelse. Også i hans prosektortid beskæftigede hans tanker sig stadig med lysproblemer. Flere simple eksperimenter som senere er blevet klassiske daterer sig fra denne periode. Han trak på sin blege underarm en bred tuschstribe og udsatte armen for stærkt sollys. Da tuschen blev vasket af, var huden neden under stadig bleg, medens den omgivende hud var stærk rød (erytematøs). Rødmen efterfulgtes i løbet af nogle dage af en kraftig brunfarvning (solbrændthed). Ved fornyet bestråling blev den solbrune hud næsten upåvirket, medens det hudparti, der første gang var beskyttet af tuschen, nu blev stærkt rødt og irriteret: de brune farvetoner i huden opsuger følgelig de betændelsesvækkende lysstråler og beskytter de underliggende hudlag. Herved forstås hensigtsmæssigheden af, at negerens hud er mørktfarvet. Niels Finsens første publikation fremkom 5.7.1893 i Hospitalstidende og beskæftigede sig hovedsagelig med lysets skadelige (irritative) indflydelse på huden. Niels Finsen foreslår her at skærme den betændte hud hos koppepatienter mod dette irritament ved anvendelse af røde gardiner eller rødt vinduesglas, et empirisk folkemedicinsk råd omtalt af bl.a. Thomas Bartholin (Cista Medica, 1662 602). Herved synes den stærke hudbetændelse at mindskes og den påfølgende, skæmmende ardannelse at hæmmes.

Det næste vigtige arbejde Lyset som Incitament (Hospitalstidende Nr. 8) kom 1895. I dette beretter Niels Finsen om lysets inciterende virkning på en række lavtstående dyr (salamanderæg, haletudser, ørentviste, sommerfugle o.a.) og viser, at den "inciterende" virkning helt overvejende er knyttet til de kortbølgede ("kemiske") stråler i lyset, blå, violette og ultraviolette. Sideløbende med disse iagttagelser af mere negativ natur var Niels Finsens tankegang dog også og i langt højere grad positivt indstillet og samlede sig om en aktiv anvendelse af lysstrålerne, navnlig de biologisk virksomme ("kemiske") i terapien. Han håbede ved stærk bestråling med kemiske lysstråler at kunne helbrede sygdom og rettede med geniets altid fintmærkende instinkt sine første forsøg mod den hærgende, hidtil utilgængelige form for hudtuberkulose, Lupus vulgaris. Ved hjælp af et yderst simpelt samleapparat, bestående af to almindelige forstørrelsesglas, koncentrerede han lyset fra en almindelig kulbuelampe på den syge lupusplet. Hos den første patient, på hvilken behandlingen forsøgtes, lykkedes det ved et møjsommeligt arbejde fra november 1895-marts 1896 at opnå næsten fuld helbredelse af en stor lupusplet på kinden som hidtil havde modstået al anden behandling. Dette da ganske enestående resultat gav stødet til oprettelsen af det første primitive Finsens medicinske lysinstitut i en lille træbarak på Københavns kommunehospitals grund, med pekuniær støtte navnlig fra gehejmekonferensråd G.A. Hagemann og konferensråd Vilh. Jørgensen. I instituttets første bestyrelse sad foruden disse bl.a. de medicinske professorer Chievitz, C.A. Feilberg, A. Haslund og C. Lange.

I denne lille barak arbejdede Niels Finsen på den videre udformning og underbygning af sine ideer efter de retningslinier som findes angivet i den afhandling der vel tør betegnes som hans hovedindsats Om Anvendelse i Medicinen af koncentrerede kemiske Lysstraaler, 1896. Niels Finsen indså, at hovedopgaven var at skaffe et meget intensivt, koncentreret, ultraviolet lys. I de følgende år løste han denne opgave på en, tør man sige, genial måde: kulbuelyset koncentreredes ved hjælp af kvartslinser som i modsætning til glas slet ikke absorberer ultraviolette lysstråler. De virkningsløse og derfor blot generende varmestråler fjernedes ved indskud af et tykt lag af destilleret vand. Huden som skulle behandles blev afkølet med et lille, hult trykapparat af kvarts, gennem hvilket sendtes en strøm af kølevand, og ved at trykke dette fast imod huden gjorde Niels Finsen denne blodtom, således at strålerne kunne trænge i dybden. Udarbejdelsen af denne teknik og egnede apparater kostede utallige forsøg, men overraskende hurtigt lykkedes det Niels Finsens snilde at nå frem til en ideel model (1899) som i mere end 25 år forblev uændret. En lang række forsøg gjordes samtidig på at udnytte solens stråler i stedet for kulbuelyset, men de klimatiske forhold frembød så mange hindringer at Finsens arbejde kun i ringe omfang førte til praktiske resultater. Det var hans håb ved stærk bestråling af lupuspletter at få dræbt de tilstedeværende tuberkelbaciller. Senere undersøgelser på Finstituttet har dog vist at dette ikke sker direkte, men at der fremkaldtes en stærk lysbetændelse i vævet, og når denne klinger af, vil det tuberkuløse betændelsesvæv være forsvundet. Som regel kræves dog gentagne bestrålinger (3-6) for at opnå dette resultat.

Det epokegørende ved Niels Finsens behandling af Lupus vulgaris var ikke blot dens store effektivitet, men fremfor alt den i kosmetisk henseende beundringsværdige, ofte næppe synlige, ardannelse. Finsen-behandlingen er stadig uden sammenligning den bedste behandlingsmåde ved Lupus vulgaris, navnlig i ansigtet. Niels Finsen var også den første der forsøgte strålebehandling af kræft (Hospitalstidende 1900, nr. 13), men hans lysbehandling var dog her så usikker i sin virkning, at den ikke fik nogen praktisk betydning. Lysets inciterende virkning udnyttede Niels Finsen i form af "kemiske" lysbade (solbade, kulbuelysbade) idet han stadig stærkt fremhævede de kortbølgede strålers alt overvejende betydning. Hans behandlingsforsøg gjaldt fortrinsvis hjertesygdomme, vel fordi han selv led under en sådan. Der opnåedes utvivlsomt resultater, dog næppe i det omfang han havde håbet. Niels Finsen var tillige den første der forsøgte en systematisk behandling af tuberkulose med solbade på det nyoprettede Vejlefjord sanatorium i samarbejde med professor Chr. Saugman (sommeren 1902).

Niels Finsens arbejde vakte vel adskillig modstand og kritik, men dog i langt højere grad anerkendelse også uden for Danmarks grænser. Han opnåede en rundhåndet støtte til sit arbejde såvel fra private som fra Københavns kommune og den danske stat. Allerede 1900 kunne han åbne det store nye institut i Rosenvænget som stadig bærer hans navn. Fra udlandets side viste interessen for hans arbejde sig navnlig ved oprettelsen af talrige søsterinstitutioner og ved en lang række æresbevisninger. Af disse må først og fremmest nævnes tildelingen af Nobelprisen 1903. Af legatsummen skænkede han en stor del til sit institut.

Det, der videnskabeligt karakteriserer Niels Finsen og for stedse vil sikre ham en særstilling, ikke blot inden for den danske lægestand, men inden for den internationale, er den genialitet hvormed han på ganske bar bund skabte en helt ny behandling af allerstørste værdi. Han var den første der fik den geniale tanke at anvende "Straaler" til behandling af sygdom. Før ham kendte man vel lysets skadelige virkninger på legemet, men på en systematisk anvendelse i behandlingsøjemed havde endnu ingen tænkt. Særegen for ham var en ejendommelig, primitiv klarhed i overvejelser, undersøgelser og ræsonnementer som førte ham hurtigt og på en overraskende sikker måde til konklusioner som indtil i dag næsten alle har kunnet stå deres prøve. Han har skabt det sikre, såvel teoretiske som praktiske grundlag for lysterapien. En interessant lille række publikationer beskæftiger sig med spørgsmålet om vattersot – en sygdom, Finsen selv pintes meget af – og dens afhængighed af legemets og fødens indhold af kogsalt. Niels Finsen var her inde på en helt ny tankegang som senere er blevet ført videre af andre og i det hele bekræftet (Om Behandling og Forebyggelse af Ascites, Ugeskrift for Læger, 1894, Gives der en kronisk Klornatriumforgiftning, beroende paa en Ophobning af Saltet i Organismen?, sst. 1904).

Som menneske var Niels Finsen en sjælden sympatisk karakter. Dette vidnesbyrd gives ham med fuld enstemmighed af alle som kendte ham, læger, sygeplejersker og patienter; vennesæl i forhold til sine medarbejdere, opofrende over for patienterne, uegennyttig, når det gjaldt udnyttelse af hans betydningsfulde opdagelser, fordringsløs med sin egen person, ens over for alle. Dertil var han i besiddelse af en sjælden karakterfasthed og udholdenhed, når det gjaldt om at nå frem til det mål, han havde sat sig. Dette viste sig i det heltemod og den udholdenhed hvormed han bar sin lange sygdom. En taknemmelig engelsk kvindelig patient karakteriserede ham endnu 25 år efter således: "He was not only an ideal man, he was the ideal man". Utvivlsomt var disse personlige egenskaber en væsentlig årsag til at hans arbejde så hurtigt vandt fremgang og anerkendelse.

Niels Finsens jordfæstelse 1904 blev den mest monumentale som endnu er blevet en dansk mand uden for kongehuset til del. Han fulgtes åndelig talt til graven af hele det danske folk. Til stede ved højtideligheden var næsten alle medlemmer af det danske kongehus, desuden næsten alle landets ministre, repræsentanter for talrige videnskabelige og andre korporationer osv.

Tit. professor 1898.