Kirsten Auken, 25.6.1913-21.1.1968, overlæge. Kirsten Aukens livslange sociale engagement og udadvendte virketrang havde udspring i et stærkt religiøst, retfærdighedssøgende hjem. 1931 blev hun student fra Rysensteens gymnasium og tog tre år senere bifagseksamen i gymnastik. Under studietiden ved det medicinske fakultet i Kbh. 1934–41 havde hun fået interesse for socialt virke og nedlagde i disse år et stort arbejde i Kristeligt studenter-settlement i Saxogade. Straks efter embedseksamen var hun 4 mdr. læge ved Dansk Røde Kors' krigslazaret i Finland.

De følgende år uddannede hun sig ved børne- og hudafdelinger landet over samtidig med at hun under de sidste krigsår begyndte indsamlingen af materialet til disputatsen om Undersøgelser over unge kvinders seksuelle adfærd der ved forsvaret på Aarhus Universitet 1953 skabte hende position som den empiriske seksuologiske forskningsindfører i Danmark. Efter anden verdenskrig lod hun sig – efter deltagelse i modstandskampen – opstille for partiet dansk samling. Det bragte den lyse, livsnære, altid muntert smilende, udpræget feminine skikkelse i berøring med utallige mennesker landet over, ikke så meget i politisk forstand som i hendes egenskab af socialt engageret familiepolitisk rådgiver; en udløber af hendes rådgivningsarbejde blev organisationen "Et år i huset" som hun i mange år var formand for. – Det stadigt fortsatte arbejde for studentersettlementet i Saxogade medførte oprettelsen af et socialt rådgivningskontor hvor hun fik ansporet studiekammerater og venner til at hjælpe med. Herfra udgik også ideen til den originale sociologiske undersøgelse Familien lever som hun 1962 publicerede sammen med Vagn Christensen, Ingrid Jørgensen og Otto Krabbe.

1955 påbegyndte Kirsten Auken en regulær psykiatrisk uddannelse, og efter ansættelser ved Montebello dag- og nathospital, rigshospitalet og statshospitalet, Glostrup blev hun 1966 assisterende overlæge ved rigshospitalets psykiatriske kliniks socialpsykiatriske afsnit. Ved sit stadige initiativ og sin smittende inspiration lykkedes det hende indtil en kræftlidelse alt for tidligt slog hende ud at igangsætte en kreds af unge psykiatere med omfattende seksuologiske, ungdomspsykiatriske og socialpsykiatriske studier; selv arbejdede hun med undersøgelser om alment praktiserende lægers socialpsykiatriske funktion, samtidig var hun formand for seksualoplysningskommissionen og arbejdede for kvindekommissionen og abortkommissionen. – Hendes lyse sind og udprægede kvindelighed skabte hende nemt kontakt til alle i samfundet – og hendes sjælsadel under den sidste svære sygdom blev en genspejling af hendes humanistiske livsindstilling; hendes indsats for medmennesker blev uforglemmelig. Modtog 1961 Ingrid Jespersens legat.

Familie

Kirsten Auken blev født i Kbh. (rigshosp.), død på Frbg., begravet Solbjerg kgd. Forældre: læge, senere overlæge Svend Lomholt (1888–1949) og Marie Kirstine Siegumfeldt Beck (1888–1920). Gift 20.3.1940 i Tårnby, Amager, med dr.med. Niels Gunnar Jensen A., født 9.10.1913 i Suldrup, Ålborg amt, s. af gårdejer Hans Peter Jensen (1885–1943) og Ane Margrethe Hansen (født 1889). – Mor til Svend Auken.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

M. J. Lomholt: Slægts- og livserindr., 1922 (trykt som manus.). Stamtavl. over Tolstrupgrenen af familien Lomholt, 1925. L. Forældre: la Cour: Slægten la Cour, 1917. - Villars Lunn i Ugeskr. for læger 1968 130. Th. Vanggaard sst. 1968 432.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig