Jens Foss, 6.5.1629-9.3.1687, læge. Født i Lund, død i Kbh., begravet i Frue k. sst. Som sine brødre kom F. i skole i Sorø hvorfra han blev student 1647. Han studerede videre ved akademiet et år og derpå i Kbh. hvorefter han tiltrådte en studierejse 1650-54 for at studere medicin. 1651 immatrikuleredes han i Leiden, 1652 i Padua hvor han 1654 blev dr.med. Da han kom hjem praktiserede han i Lund, men rejste allerede igen 1656 som hovmester for Knud Rantzau. De studerede s.å. i Strasbourg. Rantzau døde under rejsen, og F. kom hjem jan. 1661. S.å. fik han tilbud om at blive læge hos den svenske konges bror, men afslog det da man tilbød ham at blive provincialmedicus i Skåne fra 1662. Allerede to år efter kaldtes han til stadsfysikatet i Kbh., men af ukendte grunde – han siger selv "noget sært" – blev han ikke stadsfysicus, men lod sig bevæge til at nedsætte sig i Randers. 1668 tog han til Kbh. hvor han blev højesteretsassessor 1679 og medlem af kommercekollegiet, kancelliråd og virkelig kammerråd 1684.

Familie

Forældre: provincialmedicus i Skåne Niels F. (1588-1645) og Karen Jacobsen (død april 1664). Gift 1. gang 28.11.1665 i Randers med Marie Hofman, født 1643, død 11.12.1666 i Randers, d. af dr.med. Søren H. (1600-49) og Gertrud Pedersdatter Thøgersen (død 1658). Gift 2. gang 31.5.1670 i Kbh. med Anne Margrethe Svane, født ca.1654, begr. 23.1.1737 i Ribe, d. af ærkebiskop Hans S. (1606-68) og Marie Fuiren (1624-93). – Bror til Christian F., Laurids F. og Matthias F.

Bibliografi

Holger Jacobæus: Programma funebre univ. Hafniensis over J. F. 30.3.1687. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen I, 1873 516. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 146-70. K. Carøe: Studier til da. medicinalhist., 1912 65f. Højesteret 1661-1961, ved Povl Bagge m.fl. II, 1961311.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig