Christen Lundsgaard, 11.6.1883-15.6.1930, læge. Født i Nørre Kongerslev, død i Kbh. (Skt. Johannes), begravet i Føllenslev. L. blev student 1904 fra Ålborg og medicinsk kandidat 1911. Umiddelbart efter eksamen blev han assistent på Finseninstituttet hvor hans videnskabelige interesser og evner straks gav sig udslag i studier over blodets reaktion, og da han n.å. blev prosektor ved universitetets patologiske institut kom der mindre patologisk-anatomiske afhandlinger fra hans hånd. Under sin kandidattjeneste på Rigshospitalet studerede han særlig hjertesygdomme og blev 1915 dr.med. på afhandlingen Undersøgelser over Hjertets Minutvolumen hos Patienter med Hjertesygdomme. En særlig udvikling fik han derefter ved to lange studieophold i Amerika på Rockefellerinstituttet som Fellow, Assistant, Resident Physician samt Associate Member 1916-17 og 1922-23. Han var her en ivrig og skattet medarbejder og producerede sammen med kendte amerikanske kemikere og hjertepatologer grundlæggende arbejder over cyanose og over iltspændingen i blodet ved forskellige sygelige forhold, om lungevolumen og det perifere kredslob. Mellem sine to ophold i USA var han 1917-21 I. reservelæge på Rigshospitalets afd. B og fortsatte der sit videnskabelige arbejde. Efter konkurrence blev han 1923 professor i intern medicin ved Kbh.s univ. (afhandling: Anoxæmi ved Pneumoni) og 1924 overmedicus ved Rigshospitalets afd. A. Trods et svageligt helbred der kontrasterede stærkt til hans kraftige ydre kastede han sig med stor energi ind i sit arbejde som videnskabelig og praktisk leder af klinikken, og en mængde afhandlinger udgik fra afdelingen, dels ved ham selv, dels ved hans elever, særlig angående nyrefunktion og diabetesspørgsmål. Han har skrevet afsnittet om nyresygdomme i Lærebog i intern Medicin (3. udg. III, 1930) der først udkom efter hans død. Som dekan ved universitetet deltog han i forhandlinger om en reform af det lægevidenskabelige studium, og hans forbindelse med Rockefellerinstituttet var ikke uden betydning for Rockefeiler Foundations beslutning om at give danske fysiologer det store centrale institut i Kbh. Han var formand for Medicinsk forening 1909-11, for Foreningen af yngre læger 1911-13 og medlem af hovedbestyrelsen i Den alm. danske lægeforening 1913-17. Hans tidlige død betegnedes fra Rockefellerinstituttet i USA som et alvorligt tab for den videnskabelige medicin i alle lande.

Familie

Forældre: gårdejer Christen Christensen (Toft) (1847-92) og Bolette Christine Jensen (1850-89). Gift 1. gang 5.6.1911 i Kbh. med Ebba Bartholin, født 17.9.1887 i Århus, død 10.12.1975 (gift 2. gang 1922 med professor i historie i Kiel, senere i Erlangen, Otto Adolf Eduard Brandt, 1892-1935), d. af redaktionssekretær, senere redaktør, løjtnant Jørgen Frederik B. (1857-1937) og Karen Nielsine Jensen (1857-1921). Ægteskabet opløst 1921. Gift 2. gang 2.11.1921 i Hørsholm med Ingeborg Colding, født 5.8.1892 i Kbh., d. af grosserer Aage Wilhelm C. (1861-1919) og Julie Augusta Vilhelmine Erichsen (1860-1936). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 14.2.1928 i Kbh. (b.v.) med Ellen Christine Lemvigh (gift 1. gang 1915 med grosserer Sven Aage Andersen, født 1881 ægteskabet opløst), født 28.3.1892 på Holtegård, Frerslev sg., død 1.12.1959 på Algestrup, d. af forpagter på Holtegård, senere ejer af Algestrup Christian Henrik L. (1866-1935, gift 2. gang 1899 med Louise Almira Hedemann, 1872-1929) og Ellen Boserup (1869-92).

Ikonografi

Karikatur af G. Østerberg. Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Hospitalstid. LXXIII, 1930 741-47. - Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1915 82f. -Studenterne fra 1904, 1929 108f. Kn. Faber i Ugeskr. for læger XCII, 1930 641f. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. s.å. 150-55.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig