August Wimmer, August Nicolai Marius Wimmer, 26.2.1872-19.5.1937, læge. Født i Odense, død i Kbh., urne på Bispebjerg (Fællesgraven). W. blev student 1890, privat dimitteret, og tog 1897 medicinsk embedseksamen. Allerede i studentertiden vaktes hans slumrende interesse for studiet af psykopatologien gennem Knud Pontoppidans forelæsninger, og han kastede sig derfor efter eksamen hurtigt over det psykiatriske speciale. Efter kortere tids ansættelse som kandidat ved sindssygehospitalerne i Middelfart og Århus var han 1899-1902 reservelæge ved Oringe sindssygehospital og udarbejdede her sin første specialafhandling, doktordisputatsen Evolutiv Paranoia, 1902 der ved sit klinisk-psykologiske emne og ved interessen for en gruppe karakterogene, af temperament og individuajitet prægede sygdomstilfælde var karakteristisk for den retning W.s forskning skulle få. Efter ophold i udlandet (England, Frankrig og Tyskland) 1903-04 og fortsat uddannelse i faget, dels som kandidat på kommunehospitalets 6. afd., dels som assistent på denne afdelings laboratorium, dels endelig som assistent på Kbh.s polikliniks neurologiske afdeling (1902-05), var han 1905-10 reservelæge og souschef på 6. afd. Fra denne periode stammer forelæsningsrækken Degenererede Børn, 1909, det første samlede børnepsykiatriske arbejde her i landet, og samtidig begyndte W. i en hurtigt voksende række af kliniske, psykiatriske og neurologiske publikationer at udfolde den jernflid der efterhånden skulle kendetegne hans livsværk. 1912, ved O. Rohmells død, overtog han stillingen som chef for Skt. Hans hospital. Denne stilling var i usædvanlig grad egnet til at bringe W.s forskellige evner til fuld udfoldelse, og han kom ved sin klogskab til at betyde meget for hospitalets udvikling, ligesom han blev en inciterende lægechef. Hospitalets interne indretning forbedredes således at udvidelser foreløbig kunne stilles i bero, og lægeforholdene på det hastigt voksende hospital ordnedes på den måde at der oprettedes to overlægestillinger på de kroniske afdelinger, mens W. selv beholdt kurhusafdelingen for de friske tilfælde og tillige bibeholdt stillingen som direktør for det samlede hospital. Efter en længere rejse til Frankrig, der for W. stod som psykiatriens forjættede land, blev han 1920 overlæge ved kommunehospitalets 6. afd. og overtog det dermed forbundne professorat i psykiatri. Ved åbningen af Rigshospitalets nye psykiatriske afdeling 1933 knyttedes han til dette hospital samtidig med at han blev professor ordinarius. Her faldt han sidste arbejdsår, indtil han døde efter langvarig snigende sygdom (en lungesvulst).

Som indehaver af det psykiatriske professorat fik W. meget stor indflydelse. Hans autoritet grundede sig dels på hans usædvanlig omfattende og af omhyggelighed prægede belæsthed der efterhånden skaffede ham en minutiøs viden om fagets udvikling i de store lande, og dels på hans daglig, med klogt iagttagerblik indsamlede kliniske erfaringsmateriale. På de mangfoldige områder hvor psykiatrien griber ind i det praktiske liv j- inden for invalideforsikringsretten, arbejderforsikringsrådet, børneforsorgen og måske allermest retslægerådet som rådgivende organ for retspsykiatrien og kriminologien – var det W.s ord der havde den afgørende vægt. Disse praktiske udslag af den psykiatriske fagkundskab bestemte også til en vis grad hans forfatterskabs retning og karakter. En egentlig original arv kan W. næppe siges at have efterladt sig i sin omfattende produktion. Et enkelt område syntes dog at ligge hans hjerte særlig nær, trods produktionens alsidighed, nemlig de "degenereredes" vidtløftige og rigt varierede overdrev, en tribut til de franske interesser: psykopaterne, de abnorme personligheder, hysterikerne, alkoholisterne m.fl., og på dette felt må hans betydeligste afhandlinger søges. De danner en rød tråd i forfatterskabet. Nævnes må særlig Psykogene Sinds-sygdomsformer (St. Hans Hospital 1819-1916. Jubilæumsskr., 1916), Hukommelsestab og "Dobbeltbevidsthed", 1918, Om Besættelser, 1924, lafsnittet Konstitutionelle Psykopatier – "Psykoneuroserne" i Lærebog i intern Medicin (3. udg. IV, 1934) samt de talrige retspsykiatriske forelæsninger der 1927-30 publiceredes i Ugeskrift for Læger, men som W. ikke nåede at få samlet inden sin død. Også det store, væsentlig neurologiske værk i to bind, Chronic epidemic Encephalitis, 1924-29 som fæstnede hans autoritet i internationale kredse, er kendetegnet af W.s særlige sans for alle afskygninger af patologiske tilstande, eksempelvis syndromet torsions dystoni (se Lord Brain: Diseases of the nervous system, 1962, 401 & 486, hvor W. citeres). 1917 udgaves Psykiatrisk-neurologiske Undersøgelsesmetoder og 1929 Sindssygdommenes Arvegang og raceforbedrende Bestræbelser. 1936 satte W. kronen på sit livsværk med den store håndbog Speciel klinisk Psykiatri. Tilsammen udgør bibliografien over W.s afhandlinger ca. 125 numre. Som psykiatrisk forfatter var W. en slider. Det var ikke ærgerrighed der drev ham til den omfangsrige produktion men en utrættelig trang til at kortlægge og omspænde faget i videst muligt omfang ved gennemgribende studier og ved detaljerede gengivelser af det opsamlede kliniske materiale. Der kom herved noget kompilatorisk men også noget redeligt og udtømmende over hans arbejder. Intet område ville han stå fremmed overfor, han førte så at sige håndbog over emne efter emne, grundigt, næsten pedantisk. Han var vistnok så nøjeregnende med ikke at vige fra virkelighedens grund at han ikke vovede at kaste sig ud i nye ideer. – Som forelæser opnåede W. ikke popularitet. Taleformen var knudret – udpenslende og tør, omend med et anstrøg af sarkastisk humor. Som type kommer man W. nærmest ved at betegne ham som sildefødning af realismens epoke, der prægedes af Herman Bang og andre kritiske virkelighedsskildrere. I rammen af denne strømning hørte han hjemme. Som den rummede den sære, spinkle, tillukkede mand et gemyt, blandet af desillusion, trang til festivitas og en hemmelig kærlighed til det sær-artede, skøjeragtig utrivielle, til det fra det traditionelle afvigende. Til sin død bevarede han en frisk entusiasme over for psykiatriske spørgsmål. W. opnåede med tiden mange udmærkelser i form af medlemskab af udenlandske selskaber, såvel i hovedlandene som i Skandinavien. Og på kongresserne – ikke mindst de interskandinaviske – indtog han en fremstående position i kraft af sin autoritet og sine vægtige indlæg.

Familie

Forældre: teaterdirektør, senere bogholder og retsvidne William Otto Petersen (1832-1906) og Caroline Mathilde Wimmer (1837-1913). Navneforandring 6.3.1901. Gift 9.10.1903 i Vordingborg med Ingeborg Kirstine Frederikke Meisner, født 8.3.1878 i Vordingborg, død 22.9.1937 i Kbh., d. af købmand, senere bankdirektør Johan Andreas Emil M. (1851-1932) og Kirsten Signe Sander (1856-1948).

Udnævnelser

R. 1916. DM. 1929. K.2 1935.

Ikonografi

Karikatur af G. Østerberg. Foto. – Mindetavle 1940 (Rigshospitalets psykiatr. klinik).

Bibliografi

Bibliografi i Acta psychiatrica et neurologica VII, 1932 1-8. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1903 105. – Knud H. Krabbe i Berl. aften 25.2.1932; sst. 19.5.1937. Berl. tid. 20.5. s.å. Politiken s.d. H. Helweg i Ugeskr. for læger XCIX, 1937 582-84. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1938 138–43. G. K. Stürup og V. Wigert i Nord. medicinsk t. XIV, Helsingfors 1937 1357-59. Jens Chr. Smith i Hospitalstid. LXXX, s.å. 601-03. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig