A. G. Drachmann

A. G. Drachmann, Andreas (Anders) Georg Drachmann, 22.11.1810-2.7.1892, læge. Født i Kbh. (Petri), død i Tårbæk, begravet i Kbh. (Holmens). D. begyndte som barberlærling at studere kirurgi og var konst. skibslæge 1831-40, men tog først kirurgisk eksamen 1836 og blev kar. reservekirurg i søetaten s.å. Han studerede videre og tog 1839 den nye samlede lægeeksamen hvorefter han vedblev at gøre tjeneste i søværnet, først som underlæge ved Søetatens hospital, senere som fast underlæge fra 1842 til krigen 1848-49 da han blev overskibslæge. 1852-62 var han læge ved batteriet Trekroner og karantænelæge. Han var overlæge ved lazarettet i Kbh. 1864. -D. interesserede sig som kirurg navnlig for det ortopædiske speciale som han studerede både i Danmark og på studierejser (bl.a. i Frankrig og Tyskland), og han praktiserede i Kbh. fortrinsvis som ortopæd (navnlig rygradens sygdomme) indtil han så sent som 1884 trak sig tilbage til privatlivet. 1845-51 var han læge ved Langgaards ortopædiske institut på Store Tuborg ved Kbh., 1859 oprettede han det første institut for medicinsk gymnastik i Kbh. og 1865 et institut for medicinsk-ortopædisk og udviklingsgymnastik som han bestyrede sammen med kollegaen professor Imm. Schiødte til dennes død 1873 og derefter alene til 1884. På dette institut behandledes ikke alene patienter, men uddannedes også kvindelige lærerkræfter fra hovedstaden og provinsen i "pædagogisk gymnastik". – D. har skrevet en del ortopædiske arbejder hvoriblandt Om Rygradens Sidekrumning, 1852 og Om Spondy-larthrocace, 1855; desuden talrige afhandlinger i Ugeskrift for læger, Nordisk medicinsk archiv o.a. af datidens lægevidenskabelige tidsskrifter hvor han, der var en usædvanlig og meget alsidigt begavet mand, med stor energi fremførte og forsvarede sine teorier og meninger i ofte lidenskabelige polemikker. Hans største betydning for eftertiden ligger dog ikke alene i hans ortopædiske arbejder og praktiske virksomhed som ortopæd, men navnlig i hans glødende interesse for forbedring af de forhold hvorunder den opvoksende ungdom, navnlig den kvindelige, undervistes i skolerne, for sundhedsforholdene og alt hvad der henhører under begrebet skolehygiejne, samt i hans utrættelige kamp for indførelse af en for piger egnet gymnastik (i modsætning til den "militæriske gymnastik"). Hans vigtigste arbejder på disse områder er Om vore Pigebørns fysiske Opdragelse og om Gymnastikens Indførelse som Undervisningsfag i vore Pigeskoler (i Hygiejniske Meddelelser V, 1866-68 42-80) samt Gymnastik for den kvindelige Ungdom, i Skolen og Hjemmet, 1869. D. var den første i Danmark der kæmpede for og anvendte en egentlig kvindegymnastik helt forskellig fra mandsgymnastikken, og han er derved blevet banebryderen for en del af de principper for kvindegymnastik der har sejret i vore dage. D.s store sociale indsigt og arbejdskraft benyttedes i forskellige kommissioner, således 1859 i kommissionen for karantæne-lovgivningens revision og 1882 i kommissionen til undersøgelse af sundhedsforholdene i skolerne. – Dr.med.h.c. i Uppsala 1877. Tit. professor 1860.