Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wolf Nicolai Jacobsen

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Wolf Nicolai Jacobsen, 27.2.1754-25.2.1808, læge. Født i Rendsborg, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). J. kom 1773 i lære hos den udmærkede regimentskirurg Ferdinand Martini i Slesvig og blev samtidig indskrevet i det slesvigske barberamt. Tillige var han kompagnikirurg i Slesvig indtil han 1776 kom til Kbh. for at studere ved Theatrum anatomico-chirurgicum. Sin kirurgiske eksamen tog han 1779 og blev s.å. kirurg ved Almindelig hospital, hvor Matthias Saxtorph var overlæge. 1780 tog han den for kirurger indrettede medicinske eksamen ved medicinsk fakultet, og først n.å. blev han student. Han tog dog aldrig den egentlige medicinske eksamen. 1780 introduceredes han i det københavnske barberlav. Ved Saxtorphs død 1800 blev han overlæge på Almindelig hospital og 1803 medlem af Kgl. medicinsk selskab. Kort før Saxtorph døde var der kommet en ny fattiglov, og J. kom derfor med til at omorganisere hospitalet. Han gjorde sig snart bemærket som en dygtig lærer for de studerende og det ikke blot på det kirurgiske, men også på det medicinske område. Han skrev en del, navnlig medicinske, afhandlinger i Physicalsk, oeconomisk og medico-chirurgisk Bibliothek og andre steder.

Familie

Forældre: regimentskirurg David J. (død 1755, gift 1. gang 1745 med Anna Hedewig Kastrup) og Ida Margrethe Bohl (født 1730). Gift 15.10.1785 i Kbh. (Trin.) med Karen Erichsen, født 22.11.1743 i Kbh. (Holmens), 15.5.1803 sst. (Trin.) (gift 1. gang med bogholder Christian Johan Bloch), d. af tømrer Jacob E. og Susanna Erichsdatter.

Bibliografi

Penia III, 1808 100–02. Alb. Schønberg i Kbh.ske lærde efterretn., s.å. 378–80. E. Dahl-Iversen: Vor kirurgiske arv, 1960 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. maj 1960 12–17. Harald Jørgensen: Fra lemmestiftelse til moderne plejehjem, 1969 37f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Wolf Nicolai Jacobsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291922