Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelm Ellermann

Oprindelig forfatter LSF
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vilhelm Ellermann, 28.12.1871-24.9.1924, læge, retsmediciner. Født i Kbh. (Johs.), død sst., begravet sst. (Vestre). E. blev student 1889 fra Lyceum, tog medicinsk embedseksamen 1896 og rejste 1897 et halvt år til udlandet for at studere histologi og patologisk anatomi i Heidelberg under Jul. Arnold. Efter hjemkomsten var han i de følgende år kandidat på københavnske hospitaler, men fortsatte samtidig sine histologiske studier hos Rudolph Bergh på universitetets lille laboratorium for embryologi og histologi. 1899 fik han universitetets guldmedalje for et histologisk arbejde over udviklingen af en bestemt slags svulster (cystomer) i nyrer og æggestokke og udgav flere andre histologiske arbejder. 1899-1900 studerede han patologisk anatomi og retsmedicin i Paris, Nancy og Berlin. 1901 udgav han sammen med senere professor H. J. Bing et arbejde om nervernes marvskeder og fortsatte undersøgelserne herover hos Valdemar Henriques på landbohøjskolens fysiologiske laboratorium. Resultaterne samledes i hans disputats Undersøgelser over Marvske-defarvningernes Kemi, 1902 der viste hans opfindsomhed på det tekniske område og vidnede om betydeligt videnskabeligt talent. 1903-09 var E. reservelæge, først på Blegdamshospitalet, derefter på Frederiks hospital. Fra disse år stammer en række videnskabelige arbejder over bakteriologiske og infektionspatologiske emner som han dels udførte alene, dels sammen med Alfred Erlandsen. Arbejderne drejer sig bl.a. om påvisning af tuberkelbaciller, om v. Pirquets tuberkulinreaktion og om teknik ved tælling af hvide blodlegemer. – 1909 blev E. assistent, både hos Victor Scheel ved kommunehospitalets patologisk-anatomiske institut og ved universitetets retsmedicinske institut under Knud Pontoppidan der ønskede en patologisk-anatomisk uddannet medarbejder til hjælp ved de retslige obduktioner og de retsmedicinske laboratoriearbejder.

Omtrent samtidig hermed (1908-09) offentliggjordes det første af den række arbejder over eksperimentel leukæmi hos hons som har gjort E.s navn internationalt kendt og agtet. I arbejder der var udført sammen med senere professor ved landbohøjskolen Oluf Bang blev det påvist at hønsenes leukæmiske sygdomme har overordentlig stor lighed med menneskers leukæmi. Desuden påvistes det overraskende og ukendte fænomen at hønsenes leukæmi kunne overfores til raske høns ved indpodning af de syge fugles blod. Til nærstående fuglearter som duer og ænder kunne sygdommen ikke overføres, og ved filtreringsforsøg påvistes det at sygdommen kunne overføres ved cellefri filtrater, og at de elementer i blodet som overførte sygdommen måtte være mindre end synlige bakterier, altså høre til de "ultravisible Virus". I en lang række senere arbejder, dels i Videnskabernes selskabs skrifter, dels i udenlandske fagskrifter førte E. disse undersøgelser videre og påviste – til dels ved nye mikroanatomiske metoder han udarbejdede -talrige interessante forhold ved hønsenes leukæmiske blodsygdomme der ganske vist lod sig overføre fra det ene individ til det andet, men alligevel på mange punkter mere mindede om svulstsygdomme end om infektionssygdomme. E. samlede senere disse undersøgelser i to monografier, en tysk (1918) og en dansk i univ. program 1920 (eng.: Leucosis of fowls and leucemia problems, 1922). 1913 blev E. prosektor ved Bispebjerg hospital, og 1914 Knud Pontoppidans efterfølger som professor i retsmedicin og bestyrer af det nye retsmedicinske universitetsinstitut ved rigshospitalet som var åbnet 1910. Han offentliggjorde flere arbejder om retsmedicinske emner. 1917 blev han retslægerådets formand, 1920 medlem af Videnskabernes selskab. – E. var en udmærket retsmediciner og en dygtig universitetslærer i dette fag, men det er hans videnskabelige arbejder, særlig arbejderne over leukæmi som vil bevare hans navn. Han havde evner til at finde originale metoder og den ægte videnskabsmands stille begejstring, eksperimentelle sporsans og stædige udholdenhed. Døden indhentede ham som følge af barberkostinfektion med miltbrandbakterier. Sønnen Mogens Ellermann (21.2.1904-2.8.1977) blev ikke blot en kendt essayist og kunstkender men kom som overlæge ved Kbh.s militærhospitals psykiatriske afdeling 1956-74 til at yde en betydningsfuld indsats.

Familie

Forældre: kommunelærer, senere skoleinspektør ved Skt. Hansgades skole, cand.teol. Mads Johan Fritz E. (1842-1907) og Catharina Amalie Plenge (1845-1926). Gift 9.5.1903 i Søllerød med sygeplejerske Agnes Frederikke Louise Hansen, født 27.6.1875 i Jægerspris, død 20.3.1963 i Kbh., d. af skovfoged Søren H. (1845-1920) og Louise Dorothea Løhr (1843-1914).

Annonce

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1918 (Kgl.bibl.). Buste af P. B. Olrik, 1926. Afbildet på mal. af Aksel Jørgensen, 1929 (Studentergården, Kbh.).

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll i Pers.hist. saml. I, 1900-07 535. Johs. Fibiger i Oversigt over det kgl. da. vidensk.s selsk.s forhandl. 1924-25 39-57 (m. bibliografi). Oluf Thomsen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1924 105-09. Gustav Jorgensen i Hospitalstid. LXVII s.å. 637-40. V. Bie i Ugeskr. for læger LXXXVI, s.å. 753. M. Ellermann: Forskole til psykiatri, 1965.

Referér til denne tekst ved at skrive:
L. S. Fridericia: Vilhelm Ellermann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289112