Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Bartholin

Oprindelig forfatter VMeis

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Thomas Bartholin, 20.10.1616-4.12.1680, læge. Sin første undervisning fik Thomas Bartholin sammen med Jørgen Fuirens sønner af private lærere, bl.a. den senere livlæge Poul Moth. Ved sin faders død fik han til formynder sin mosters mand, Ole Worm der med megen interesse og kærlighed tog sig af den begavede drengs opdragelse. Efter 1634 at have deponeret ved Københavns universitet studerede han her de forskellige videnskaber, bl.a. også medicin; teologi var dog endnu hans hovedstudium.

Allerede 1636 optrådte han som respondens ved en af disputereøvelserne over Ole Worms "medicarum institutionum", og n.å. rejste han med understøttelse af denne og af sin morfar Thomas Fincke til udlandet sammen med sin ældre broder Bertel. Hans faders og Ole Worms ansete navne og dennes anbefaling skaffede ham overalt en udmærket modtagelse, og han studerede først tre år i Leyden hvor lægevidenskaben og særlig anatomien dengang blomstrede, og hvor Adrian van Valckenburg og navnlig anatomen Jan de Wal (Walæus) var hans lærere; med den sidstnævnte sluttede han et nært venskab.

Han studerede også andre videnskaber, således navnlig filologi hos Salmasius og Heins, men under opholdet i Leyden modnedes hans beslutning, som det fremgår af breve til Ole Worm, at hellige sig medicinen. Af hans brevveksling med denne ses det også at han med iver kastede sig over forskellige da aktuelle spørgsmål, således over undersøgelse af de af Aselli kort i forvejen opdagede mælkekar og af Harveys lære om blodcirkulation, ligesom det af Worms breve til ham fremgår at han i denne havde en udmærket lægevidenskabelig rådgiver og vejleder der indskærpede ham vigtigheden af uafbrudt og nøjagtig iagttagelse som første betingelse for virkeligt fremskridt i naturerkendelsen. I Leyden udarbejdede han en forbedret og illustreret udgave af faderens anatomiske lærebog (1641). Hans egne tilføjelser til udgaven er vel kun af mindre betydning, og de allerfleste af illustrationerne lånt andetsteds, men bogen fik dog megen interesse ved den gode bistand der blev ham til del fra hollandske lærdes side, således ved vigtige tilføjede bemærkninger om hjernens struktur af hans jævnaldrende, Franciscus de le Boë Sylvius, dengang læge i Amsterdam, og især ved to breve om blodomløbet og om mælkekarrene af hans lærer og ven Walæus, trykt i værkets slutning. Den omstændighed at Harveys nye banebrydende lære her første gang i en håndbog blev fuldt ud godkendt gav udgaven en ganske særlig betydning.

Annonce

Imidlertid havde han 1640 på grund af lungetæring forladt byen, og da han på grund af krigsurolighederne måtte opgive et påtænkt kurophold i Spa drog han til Paris hvor han studerede under de to professorer ved College Royal, René Moreau og den berømte anti-paracelsist Guy Patin, mens han ikke synes at være kommet i megen berøring med den yngre Riolan. N.å. rejste han videre til Montpellier hvor han gjorde sig bemærket ved at tage del i en medicinsk disputation om mælkekarrene, men for øvrigt følte sig mindre tilfreds. Han rejste derfor samme efterår med sin bror Caspar til Paduas universitet hvor han opholdt sig to år og nød en voksende anseelse, valgtes til consiliarius for den tyske nation og derefter til prorektor og syndikus ved universitetet. Han blev også med megen venlighed modtaget af den her bosatte danske læge Joh. Rhode, Ole Worms ven, gennem hvem han blev bekendt med den tyske anatom Joh. Vesling der en tid var professor i Padua. Foruden anatomiske studier under dennes vejledning dyrkede han kirurgi hos Pietro Marchetti, praktisk medicin hos Sala og Sylvaticus, men bekender i øvrigt i breve til Worm at hans studier i denne tid i det hele var blevet noget vidtsvævende, og at lægevidenskaben dog ikke fuldt formåede at fængsle ham, en bekendelse som giver Worm anledning til at indskærpe ham at holde fast ved denne videnskab, bl.a. af den praktiske grund at han var bestemt til vikar for sin gamle morfader Thomas Fincke. Derfor opfordrer Worm ham også til snarest muligt at afslutte sine udenlandske studier og komme hjem; men det er tydeligt af Thomas Bartholins svar at han ikke havde lyst dertil, og han undskylder sig da navnlig med sit svagelige helbred. H

an rejste 1643 videre sydpå, først til Rom og derfra til Napoli og Sicilien hvor han i Messina afslog et tilbud om en vellønnet professorplads. Han gjorde forsøg på at nå Egypten, men kom på grund af smitsom sygdom på skibet kun til Malta hvor de talrige "glossopetrae" (forstenede hajtænder) som man efter en legende tillagde overordentlige helbredende kræfter vakte hans særlige opmærksomhed. Den rette tydning af disse mærkelige formationer foretoges dog først af hans discipel Niels Stensen. På tilbagevejen herfra opholdt han sig i længere tid i Napoli hvor han navnlig studerede anatomi og kirurgi hos Marcus Aurelius Severinus, men i øvrigt var syg og lidende af nyresten, den sygdom der senere fulgte ham og endte hans liv.

I slutningen af 1644 kom han tilbage til Padua hvor han forblev den største del af det næste år, og hvor han publicerede sit næste litterære arbejde, de unicornu, ɔ: enhjørningen. Her fik han en ny påmindelse fra Worm om at komme hjem for at overtage et ledigt professorat i veltalenhed, men han undslog sig atter og rejste til Basel hvor han – ligesom i sin tid hans fader og Ole Worm – 1645 blev kreeret til doktor i medicinen sammen med sin daværende rejsefælle, Henrik Fuiren. Foruden sin doktordissertation (de pleuritide) udgav han her en tale de monstris in natura et medicina. Næste forår drog han til Holland hvor han i Leyden fik en ny udgave af den anatomiske lærebog i trykken (snart efter oversat til fransk og tysk) og desuden udgav flere andre skrifter, deriblandt et temmelig omfattende de luce aninalium der blev tilegnet morfaderen og som vidner om megen lærdom og spekulativt vid, skønt det falder aldeles uden for naturvidenskab i vor forstand.

Endelig 1647 kom han hjem og overtog kort efter det ved Christen S. Longomontanus' død ledigblevne professorat i matematik efter at han i forvejen havde undslået sig for at ledsage den syge prins Christian til surbrøndene. Han følte både da og senere stor ulyst til al praktisk lægevirksomhed. Allerede 1648 fik han imidlertid professoratet i anatomi idet Simon Paulli trådte tilbage for ham. Han var nu kommet på den plads der vistnok svarede bedst til hans særlige og grundigste studier, og som han også i en del år udfyldte således at der kastedes glans over det hidtil uanselige danske universitet, og studenter fra fremmede lande drog til København for at uddanne sig i anatomien ved domus anatomica.

Ganske uden torne var imidlertid heller ikke denne Thomas Bartholins glansperiode. Allerede samtidig med sin tiltrædelse af embedet måtte han i fem disputationer værge sig mod stærke angreb på den nye udgave af faderens anatomi fra den gamle professor i Altorf Caspar Hofmanns side, senere genoptaget og videreført af den skarpsindige Riolan der som kyndig anatom rejste skarpe og for største delen velbegrundede indvendinger, bebrejdede Thomas Bartholin at han havde dissekeret for lidt, at han var for lettroende, og dadlede den fordringsfuldhed hvormed han optrådte. Thomas Bartholin søgte vel at imødegå Riolan i den allerede 1651 publicerede Anatomia reformata der står betydeligt over de foregående, men det voldte ham kun nye angreb fra modstanderen.

Den største modgang mødte han imidlertid på det område hvor han på den anden side fejrede sin største triumf som mere end noget andet har foreviget hans navn: hans undersøgelser og opdagelser på det for ernæringen og hele livets økonomi så vigtige chylus- og lymfesystems område. Da Harvey i sit skrift om hjertets og blodets bevægelser (Exercitatio anatomica de motu cordis et sanguinis, 1628) havde kuldkastet et hovedpunkt i Galens gamle, rodfæstede system og ved en række omhyggelige vivisektioner opklaret blodcirkulationens hele forhold, måtte alle de yngre anatomer der antog hans nye lære, og til hvilke Thomas Bartholin allerede tidligt hørte, nødvendigvis med særlig opmærksomhed studere andre punkter i Galens system der stod i nøje berøring med kredsløbslæren, og da først og fremmest hans doktrin om leveren som det organ der tilberedte blodet og modtog alt næringsmateriale (chylus) dertil gennem blodkar fra tarmen. De 1622 af Aselli opdagede chyluskar i tarmkrøset viste den videre forskning vej, og så snart Thomas Bartholin vel havde installeret sig i sit anatomihus og tillige havde haft det særlige held at få en ganske usædvanlig dygtig assistent i den unge Michael Lyser fra Leipzig der kom til København netop for at studere anatomi under Thomas Bartholin, tog han energisk fat på nøjere undersøgelser af chylus-karrene og opdagede ved omhyggelige vivisektioner snart at disse kar ikke, som Aselli o.a. havde ment (efter hans første antagelse dog til dels) gik til leveren, men løb som en særskilt stamme op forbi leveren langs rygsøjlen for i halsregionen at udmunde i de store blodårer. Opdagelsen der første gang publiceredes 1652 i en disputation med Michael Lyser som respondens, var imidlertid allerede nogle år tidligere gjort på dyr, først af Pecquet i Montpellier (1649) og derpå af Olof Rudbeck i Uppsala, begge ganske unge studenter, men Thomas Bartholin har publikationsmæssigt prioriteten for så vidt som han først skriftligt påviste chyluskarstammen også hos mennesket, nemlig på ligene af to forbrydere som Frederik 3. skænkede ham til dette brug, ligesom han også angav karstammens hele forløb mere korrekt end Pecquet. Disse undersøgelser førte hurtigt videre til opdagelse af lymfekarrene som et fra chyluskarrene væsentlig forskelligt system, hvilket navnlig trådte tydeligt frem ved undersøgelsen af leveren, og hvorved det tillige og først og fremmest blev endeligt fastslået at leveren aldeles ikke modtog chylus fra tarmen og således ikke var det bloddannende organ som Galen havde lært. Denne epokegørende opdagelse proklameredes på effektfuld måde i Thomas Bartholins 1653 udgivne skrift om de lymfatiske kars opdagelse (Vasa lymphatica, Nuper Hafniæ in Animantibus inventa et Hepatis exseqviæ), idet bogens sidste blad indeholder en pompøs gravskrift over leveren som han takker for lang og hæderlig tjeneste, men som nu er afsat. Skriftet er med mange smigrende talemåder tilegnet Thomas Bartholins gamle modstander Riolan, vistnok i det håb derved at afvæbne denne farlige kritiker, hvad der dog ikke lykkedes; den gamle pariser rykkede frem med nye skarpe stridsskrifter.

Den pralende, uhyre selvfølende måde hvorpå Thomas Bartholin optrådte både her og i sine senere skrifter om lymfekarrene (hans 1670 publicerede samling Opuscula nova anatomica indeholder fjorten forskellige skrifter om chylus- og lymfekarrene) måtte nu også naturligt mishage hans unge svenske rival O. Rudbeck der ligeledes hurtigt var nået til opdagelsen af disse kar, og da Thomas Bartholin der ved sin stilling og sit navn, sine tidligere litterære præstationer og sine indflydelsesrige forbindelser med Europas lærde i høj grad havde overtaget over den unge, endnu ukendte student, efter at være blevet bekendt med dennes skrift om lymfekarrene, i en ny udgave af sit skrift indskød nogle lidt usandsynlige datumangivelser for at bevise sin prioritetsret til opdagelsen, beskyldte Rudbeck i et indlæg ligefrem Thomas Bartholin for falskneri, ligesom han også insinuerede at det i virkeligheden var Lyser som var den dygtige anatomiske undersøger, og hvem opdagelsen egentlig skyldtes. Denne uhyggelige prioritets-strid satte en stor del af den lærde verden i bevægelse og berørte Thomas Bartholin meget pinligt. Imidlertid iagttog han en klog tilbageholdenhed og lod sine udenlandske disciple, først Bogdanus, senere Seger, træde i skranken for sig og overvælde Rudbeck med smædeskrifter. I sin kendelse om striden hævder A. von Haller (Elem. phys. I, 1757 161) Rudbecks ret, og nyere historiske undersøgelser, navnlig af Hvasser, Daremberg og Tigerstedt, har væsentlig ført til samme resultat idet Rudbeck har prioritet med hensyn til opdagelsens datum, men Thomas Bartholin med hensyn til publiceringen, ligesom man næppe kan nægte Thomas Bartholin at han "tidligere og fuldstændigere end Rudbeck og først af alle har opfattet opdagelsens hele overordentlige betydning" (Panum). Senere omtalte for øvrigt Thomas Bartholin ved forskellige lejligheder sin medbejler med stor anerkendelse.

Disse vigtige undersøgelser fortsatte Thomas Bartholin i flere år, stadig med bistand af udmærkede prosektorer, Lyser indtil 1652 og derefter Henrik à Møinichen til 1654, og fuldstændiggjorde i begyndelsen af 1654 opdagelsen ved påvisning af lymfekar også hos mennesket (Vasa lymphatica in Homine nuper inventa). Samtidig arbejdede han i sit anatomihus og i sit hjem på anatomiske præparater af menneskelig til tavler for et stort illustreret pragtværk i anatomien, Augusta anatome, som han "efter kongelig befaling" ville udgive, og hvorved han ville konkurrere med de største udenlandske anatomer, men værket så aldrig lyset, og pladerne er forsvundet.

Efter de nævnte prosektorers bortrejse trak Thomas Bartholin sig tilbage fra selvstændige anatomiske undersøgelser, og for så vidt synes Rudbecks ovenomtalte insinuation ikke helt at svæve i luften, hvorved dog må fremhæves at Thomas Bartholin selv åbent og med megen anerkendelse omtaler den betydelige del, Lyser har taget i hans undersøgelser. Derimod fortsatte han med stor iver og energi sin litterære virksomhed for hvilken han åbenbart også var ganske særligt anlagt, og hvorved han har erhvervet sig overordentlige fortjenester. Hans naive praleri og selvforherligelse virker vel mindre tiltalende på nutiden, men skadede ham næppe væsentligt i hans samtids øjne, og ved siden deraf giver han i sine skrifter vidnesbyrd om meget fremragende dygtighed og har "bidraget mægtig til at nedbryde den forældede galenske lærebygning og bane vej for konsekvenserne af de nye fysiologiske opdagelser" (Panum). I flere Spicilegia, udgivet i slutningen af 1650'erne (og til deis optrykt i den nævnte, 1670 udgivne samling skrifter), hævdede han med dialektisk dygtighed sin opfattelse mod forskellige andre videnskabsmænd, ligeså i sin Anatomia renovata, den sidste (4.) udgave af den anatomiske håndbog der udkom i Leyden 1673 i meget udvidet og efter videnskabens seneste udvikling væsentligt reformeret skikkelse. I et brev fra Paris 1675 omtaler sønnen Caspar en oversættelse "til det indiske sprog" som "Stor-Mogulen" skulle have ladet foretage, men herom vides intet. Et manchurisk anatomisk atlas fra samtiden (manuskript i Det kgl. bibl. facs. 1928) som kejser Khanghi (1662–1722) har ladet udføre, gengiver bl.a. illustrationer fra Thomas Bartholins anatomi.

Også i den store samling af specialbidrag til anatomien han 1654–61 udgav under titlen Historiarum anatomicarum rariorum centuria I-VI findes flere meddelelser til bestyrkelse af den nye lære, ligesom skriftet foruden talrige observationer til oplysning navnlig af dyreanatomien også meddeler en række kuriøse sygehistorier. En værket tilføjet afhandling af Joh. Rhodius (Mantissa anatomica) giver det yderligere anatomisk interesse. Hans 1663–67 udgivne Epistolæ medicinales (i alt fire centurier) der indeholder hans udstrakte brevveksling med mange indenlandske og udenlandske videnskabsmænd har ikke blot interesse ved at vise hvilken fremragende stilling Thomas Bartholin indtog i datidens lærde verden, men giver også talrige positive bidrag til videnskabens opklaring og til præcisering af de nye synspunkter Thomas Bartholin kæmpede for. Datidens mangel på tidsskrifter opvejedes for en stor del netop ved en direkte meningsudveksling mellem videnskabsmændene, og sådanne brevsamlinger får derved karakter af virkelig videnskabelige arkiver.

En anden af Thomas Bartholin udgivet omfattende samling småstykker Cista medica Hafniensis (1662) giver en mængde oplysninger om lægevidenskabens og lægestandens historie og hele forhold i Danmark og har stor kulturhistorisk værdi. I et tilføjet appendix gives en udførlig beskrivelse af Simon Paullis Domus anatomica, ganske vist spækket med bombastiske udgydelser af selvros for alt hvad Thomas Bartholin der har udrettet. Hans 1666 udgivne ti dissertationer De medicina Danorum domestica har betydning i samme retning som det sidstnævnte skrift. Andre skrifter af særlig interesse er De peregrinatione medica, 1674, en anvisning for de unge læger til at foretage deres medicinske studierejser på rette måde og i øvrigt nærmest bestemt for hans egen søn Caspar og hans søstersøn Holger Iacobæus, dernæst en afhandling De anatome practica ex cadaveribus morbosis adornanda, 1674, hvori han henleder opmærksomheden på et specialfag der dengang kun var meget lidt dyrket, men som senere har fået en så overordentlig stor betydning for videnskaben, den patologiske anatomi, skønt han endnu ikke har øje for den retning hvori fagets hovedbetydning måtte søges (oversat af H. Frisch i Bibl. for Læger III, 1919 86f).

Endvidere må hans udgivne akademiske taler nævnes. Men af endnu større og mere monumental betydning end de fleste af hans nævnte skrifter er hans Acta medica et philosophica Hafniensia, et i stor stil anlagt videnskabeligt tidsskrift der udkom fra 1673 til hans død, i det hele i fem bind. I bind II findes blandt andet det første større eskimoisksproglige glossarium, i alt 300 ord, som kirurgen Reinhold Horn havde lært sig af de tre i 1654 røvede grønlænderinder, der havde opholdt sig hos Thomas Bartholins bror Caspar Bartholin (von Bartlin) til Kornerupgård. I øvrigt indeholder Acta særdeles mange vigtige bidrag, fornemmelig fra hans disciple, og afgiver et slående vidnesbyrd om det rige videnskabelige liv der var kommet til udvikling i Danmark og i det mindste til dels var vakt af B. selv. 1658 fik han udgivet Danmarks første farmakopé Dispensatorium Hafniense, og sammen med Griffenfeld var Thomas Bartholin den ledende kraft ved udarbejdelsen af medicinalordningen af 1672.

Som universitetslærer viste han ikke den udholdende energi der i så høj grad udmærkede ham som forfatter. Efter at han i nogle få år med liv og lyst havde demonstreret anatomien for sine studerende blev han træt og klagede bestandig over sit helbred. Da han ved Ole Worms død 1654 rykkede op i dennes plads som anden medicinske professor blev han allerede derved i stand til at indskrænke sin anatomiske undervisning, og da han to år efter ved Thomas Finckes død blev det medicinske fakultets senior og decanus perpetuus, fritoges han ganske for denne undervisning. 9.2.1656 holdt han sin sidste dissektionsøvelse og tog i en pompøs tale afsked med denne vigtige gerning. Allerede 1654 var han blevet valgt til universitetes rektor, en stilling han dog hurtigt overdrog til Peder Spormand, idet han selv ved pestens udbrud i København s.å. flyttede til Roskilde efter, under pseudonymet "Tienist berede", at have sørget for pestråd på dansk. 1660 blev han af helbredshensyn af kongen fritaget for at holde forelæsninger og flyttede kort derefter som professor honorarius til sit kære gods Hagestedgård ved Holbæk hvorfra han dog jævnlig tog til Kbh., blandt andet for at tilse og forevise sit naturaliekabinet som han stadig samlede bidrag til, og som var anbragt i anatomihuset oven over auditoriet. Men han beholdt sin stilling som fakultetets senior og dekanus og dermed også en afgørende indflydelse på universitetets og lægevidenskabens anliggender – en indflydelse han til fulde forstod at gøre gældende, navnlig i den retning at han fulgte det allerede af bedstefaderen anviste spor og ivrigt sørgede for sine slægtninges ansættelse i professorposterne, hvad der lykkedes både hans søn Caspar, hans fætter Willum Worm og hans søstersøn Matthias Iacobæus skønt i det mindste ingen af de to sidstnævnte viste nogen særlig kvalifikation. I konsekvens heraf kom han til at holde mænd borte som ikke hørte til familien, selv om de var kapaciteter. Hans adfærd over for hans geniale discipel Steno da denne af Griffenfeld var blevet kaldt tilbage og blev skuffet i sin velbegrundede forventning om at opnå en anatomisk lærerstilling ved universitetet er blevet gjort til et anklagepunkt mod Thomas Bartholin; men Stenos indstilling som konvertit vanskeliggjorde hans stilling i Danmark. Hans forhold til Michael Lyser ved dennes tilbagekomst fra Tyskland er ikke ganske frit for tvetydighed. Men Thomas Bartholin havde således vedblivende den tilfredsstillelse at kunne indtage en ubestridt herskerplads ved universitetet og fra sit gods lede landets officielle videnskabelige liv, medens han fremdeles anvendte sit otium til litterære studier og frugtbar litterær produktion.

På dette punkt ramte der ham i øvrigt et svært slag 1670 idet Hagestedgård brændte mens han selv var i København, og hans kostbare bibliotek og talrige manuskripter gik til grunde. Kongen gjorde alt for at trøste ham, fritog hans gods for skatter og afgifter og udnævnte ham til livlæge (archiater honorarius) med forhøjet gage. 1671 var han på ny universitetets rektor og blev s.å. udnævnt til universitetets bibliotekar. I denne egenskab forfattede han et værdifuldt skrift om læsning og studium af bøger (1676). Efter at han 1675 havde afslået et smigrende tilbud om at overtage et anatomisk professorat ved universitetet i Padua blev han udnævnt til højesteretsassessor. 1680 valgtes han atter til rektor, men samtidig dermed tiltog hans svagelighed der bestandig ytrede sig som nyrestensbesværligheder, og s.å. døde han.

Familie

Thomas Bartholin blev født i København, døde på Hagestedgård og blev begravet i København (Frue k.).

Forældre: teolog, læge Caspar Bartholin (1585–1629) og Anna Fincke (1594–1677). Gift 1. gang 8.5.1649 med Else Christophersdatter, født 5.11.1634, død 17.3.1675 på Hagestedgård, d. af borgmester i Kbh. Christopher Hansen (1598–1679) og Margrethe Tagesdatter (død 1651). Gift 2. gang 20.10.1678 i Kbh. med Magdalene Rohde, død 24. el. 25.10.1708 i Kbh. (Petri) (gift 1. gang 1667 med stadshauptmand, handelsmand i Kbh. Cort Heinrich Mercker, 1607–71), d. af handelsmand Steffen R. (1587–1638)og Marie Olufsdatter (1596–1650).

Far til Caspar Bartholin (1655–1738), Christopher Bartholin, Hans Bartholin og Thomas Bartholin (1659–90). Bror til Albert Bartholin, Bertel Bartholin og Rasmus Bartholin.

Ikonografi

Relief af Wiedewelt, 1779 (Kunstmuseet, Sorø).

Tegn. af Constantin Hansen: Niels Stensen foreviser B. anatomiske Opdagelser, udkast til dekoration i Kbh. univ., 1862. På Heinrich Hansens mal., 1879–80, af arvehyldningen 1660 (Fr.borg). Relief af A. Paulsen, 1902. Min. og pastel af H. C. Vantore. Fresko af Giacomo dal Forno, 1942 (Universitå di Padova). Mindetavle (Kbh.s univ.) og monument af Wiedewelt, 1780 (Jægerspris).

Bibliografi

A. G. Sommer i Univ. progr. nov. 1858 3–48. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen I, 1873 474–82. C. C. A. Gosch: Danm.s zoolog. lit. II, 1, 1873 45–148. W. His i Zeitschr. für Anatomie I, 1876, 128–43. P. L. Panum i Univ. progr. nov. 1880 3–34. A. D. Jørgensen: Niels Stensen, 1884 68–72. R. Tigerstedt: Om lymfkarlens upptackt (skrifter utg. av finska läkaresällskapet), 1885. Jul. Petersen: Bartholinerne og kredsen om dem, 1898. Chr. Bruun: Johan Rode, 1873. E. Ingerslev: Fragmenter af fødselshjælpens hist. I–II, 1906–07. Samme i Ugeskr. for læger 1907 507–16. V. Maar: T. B., mindeskrift, 1916. Kr. Carøe: Medicinalordn.s hist., 1917. J. W. S. Johnsson i Vidensk. selsk., biol. medd. 7 VII, 1928. G. Liljestrand og V. Meisen i Nord. med. t. II, 1930 785–93. G. Tryde: T. B.s skrifter om opdagelsen af lymfekarsystemet, 1940. A. Garboe: T. B. I–II. 1949–50. Samme i Acta med. scand. 1952, suppl. 142 63–74. E. Gotfredsen i Med. forum 1954, VII 89–96. Samme: Harveys lære i Danmark, 1957 19–30. E. Snorrason i Dansk med. bull. 1958 200–09. C. D. O'Malley: T. B. On the burning of his library, Kansas 1961. E. Snorrason: Danskeren Johan Rhode, 1965. K. Bærentsen: Dispensat. hafniense, 1966. F. Kissmeyer-Nielsen og E. Snorrason: Den humane transplantations kunst, 1972 17–23. E. Snorrason i Fund og forskning, 1973 XX 71–108. Breve fra og til Ole Worm, udg. H. D. Schepelern, II-III, 1967-68.

Referér til denne tekst ved at skrive:
V. Meisen: Thomas Bartholin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286552