Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samuel Jacobi

Oprindelig forfatter JFisch
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Samuel Jacobi, 1764-7.6.1811, læge. Født i Jaroslav i Galizien, Polen, død i Kbh. (Mos.), begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). Efter i sin fødeby at have fået den for jøderne i Polen på denne tid almindelige uddannelse i bibel og jødisk videnskab kom J. 1782 til Breslau for at gennemgå gymnasiet. Han studerede medicin ved universiteterne i Leipzig og Halle og erhvervede sidstnævnte sted den medicinske doktorgrad 1791. N.å. kom han til Kbh. hvor han havde nogle slægtninge, og besluttede at forblive her for bestandig. Han underkastede sig et colloquium publicum ved det medicinske fakultet 1796 og opnåede s.å. jus practicandi, nedsatte sig som læge i Kbh., blev 1800 fattiglæge ved Mosaisk trossamfund og dyrkede samtidig videnskaben. Afhandlinger i tidsskrifter om antropologi og vaccination bærer vidnesbyrd derom. Fra 1798 var han medlem af Det kgl. medicinske selskab, i sit sidste leveår dets vicepræses. 1805 blev han medlem af Mosaisk drengeskoles første bestyrelse og blev 1809 af kancelliet udnævnt til medlem af det mosaiske trossamfunds repræsentantskab.

Familie

Faderen var købmand, moderen døde i en ung alder. Gift 27.5.1799 i Kbh. (Mos.), med Ester Kalisch, født 28.12.1777 i Kbh. (Mos.), døbt 2.11.1813 i Kbh. (Garn.) med navnene Ester Ida Elise, død 31.12.1857 i Lyngby (gift 2. gang 1813 med konsistorialråd, sognepræst i Damsholte Hans Jørgen Mackeprang, 1764–1821), d. af fabrikant Levin Marcus K. (ca. 1738–1810) og Helene Loria (ca. 1743–1826).

Bibliografi

Sulamith, Dessau 1811 274 420.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Josef Fischer: Samuel Jacobi i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291874