Søren Hansen, 27.6.1857-17.9.1946, læge. Født i Odense, død i Gentofte, urne Mariebjerg kdg. H. blev student 1877 fra Odense og var på dette tidspunkt allerede levende interesseret i naturfag, specielt i alt vedrørende menneskets naturhistorie, vistnok i væsentlig grad inspireret af Darwins nylig til dansk oversatte værker om arternes oprindelse og tilværelseskampens betydning som udvælgende faktor. Som fagstudium valgte han medicin, men arbejdede allerede i studietiden som frivillig medhjælper på Zoologisk museum og begyndte at planlægge en forskningsrejse til Grønland med antropologiske undersøgelser for øje. Han blev medicinsk kandidat 1885 og foretog s.å. en rejse til Grønlands vestkyst, hvilket gentoges 1888 med det formål at undersøge den indfødte befolkning ud fra et antropologisk synspunkt. Hans antropologiske interesse blev mødt med megen forståelse og velvilje af det lægevidenskabelige fakultet hvorfor han fik rigelige legater til studierejser og lange ophold i udlandet (1886-88) hvor besøget navnlig gjaldt T. J. E. Hamy og P. Topinard i Paris, J. Kollmann i Basel og L. v. Ranke i München. Da der imidlertid ikke eksisterede nogen lærerpost i antropologi, var udsigten til at blive knyttet til en fast institution hvor han kunne dyrke sin interesse ikke stor, hvorfor han i et par år praktiserede som læge i Helsingør; han fik dog herunder tid til 1892 at erhverve universitetets guldmedalje for en afhandling om drænagens anvendelse i kirurgien, et emne der ligger påfaldende fjernt fra hvad han selv kunne tænkes at have valgt. Den egentlige lægegerning interesserede ham næppe synderligt, og efter et par års forløb vendte han da også tilbage til Kbh. hvor han på forskellig måde knyttedes til embedslægevirksomhed, men ikke praktiserede. 1895-1921 var han politilæge i Kbh. og var endvidere en tid leder af medicinalstatistisk kontor. Først omkring 1905 fik han ved henvendelse til andre socialt og naturvidenskabeligt interesserede læger, statistikere etc. og med vistnok ret beskeden støtte af staten dannet Den antropologiske komité hvis formand han blev 1910. Med stor iver optog han da igen de antropologiske studier, suppleret med arvelighedsforskningen der netop i årene omkring århundredskiftet oplevede en renæssance ved genopdagelsen af Gregor Mendels længst forglemte arbejde hvor "grundlovene" for arveligheden allerede var udformet (1865). I årenes løb publicerede H. en lang række større og mindre arbejder inden for antropologi og arvelighedsforskning, således som denne sidste var mulig ved bearbejdelse af det materiale der nu engang forefandtes, naturligvis under langt ugunstigere betingelser end det den eksperimentelle arvelighedsforskning kunne tilvejebringe. Blandt de emner H. har behandlet skal nævnes: undersøgelser over skolebørns vækstforhold, en række arvesygdomme som retinitis pigmentosa (degeneration af øjets nethinde), dementia præcox (ungdomssløvsind), amaurotisk idioti, Huntingtons chorea (arvelig Skt. Veitsdans) og diabetes mellitus (sukkersyge). Den antropologiske komité gjorde under H.s ledelse et stort og fortjenstfuldt arbejde med registrering af personer med forskellige arvelige defekter, åndssvage, sindssyge etc, og der foreligger i komiteens arkiv et stort og værdifuldt materiale til videre bearbejdelse. H. var endvidere forfatter af en tidligere meget benyttet Haandbog i den danske Medicinallovgivning, 1897, (3. udg. 1917) og en række artikler vedr. medicinalstatistik m.m. Af antropologiske og etnologiske arbejder skal særlig fremhæves en større afhandling 1888 om Lagoa Santa racen (Brasilien) på grundlag af materiale fra P. W. Lundske samlinger i Zoologisk museum, flere om grønlændernes antropologi og om bronzealderfolket i Danmark. – H. var medlem af en række udenlandske antropologiske og eugeniske selskaber og blev 1942 æresmedlem af Dansk med.hist. selskab.

Familie

Forældre: maskinmester Peter H. (1822-89) og Ulrikke Sophie Vilhelmine Sørensen (1820-1909). Gift 27.10.1890 i Helsingør med Henriette Ottilia Paulsen, født 24.8.1865 i Kolding, død 21.11.1943 i Kbh., d. af ritmester Carl August Frederik Christian Ludvig P. (1824-91) og Jenny Christine Pind (1843-79).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1929.

Ikonografi

Karikatur af Alfred Schmidt, 1910. Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig