Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Jacobsen Flemløse

Oprindelig forfatter PoHee
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Jacobsen Flemløse, 1554-28.1.1598, læge, astronom. Død i Kbh. F. studerede i sin ungdom medicin, var 1573 i Leipzig, siden i Kassel, Basel, Venezia og Augsburg og kom derefter til Tyge Brahe på Hven hvor hans første observationer er fra 1578. Frederik II gav ham n.å. løfte om det første ledige kanonikat ved Roskilde domkirke mod at han skulle lade sig bruge af Tyge Brahe "in studiis mathematicis". 1574 udgav han Ægloga de eclipsi solart anno 1574 futura. Af Tyge Brahe var han meget afholdt, og denne benyttede ham således til en sendelse til landgrev Vilhelm i Kassel. Landgreven havde observeret kometen af 1585 og ønskede i anledning af disse observationer og nogle andre astronomiske spørgsmål at høre Tyge Brahes mening. Tyge Brahe sendte da F. med de ønskede oplysninger og skrev i sit brev at denne var fuldstændig indviet i hans astronomiske og kemiske sager og derfor ville kunne give enhver forklaring der måtte ønskes. Under sit ophold på Hven forfattede F. efter Tyge Brahes befaling En elementisch oc jordisch Astrologia, 1591, med en fortale af Christen Longomontanus efter diktat af Tyge Brahe, en for den tid særdeles god samling vejrregler (senere udg. 1644, 1745, 1865). Efter at have været over ti år på Hven blev han læge hos statholderen i Norge Axel Gyldenstierne indtil han 22.7.1590 fik det lovede kanonikat. Han opholdt sig senere nogle år i Kbh. for sine medicinske studiers skyld, blev licent.med. og villle rejse til Basel for at tage doktorgraden i medicin der, da han pludselig døde.

Familie

Ugift.

Bibliografi

F. R. Friis' fortale til P.J.F.: En elementisk og jordisk astrologia, 1865. Samme: P.J.F., 1904. John Christianson i Isis LIX, 1968 312-18.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Heegaard: Peder Jacobsen Flemløse i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289514