Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.L. Panum

Oprindelig forfatter LSF
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

P.L. Panum, Peder Ludvig Panum, 19.12.1820-2.5.1885, læge, fysiolog. Født i Rønne, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). P. gik i skole i Eckernförde, hvor hans far 1829 blev regimentskirurg, dimitteredes 1840 fra Flensborg lærde skole, studerede først i Kiel, men immatrikuleredes 1841 ved Kbh.s univ. Som medicinsk student underviste han i skoler i naturhistorie og naturlære og udgav skolebøger i disse fag (1845). Efter at have taget lægevidenskabelig embedseksamen 1845 blev han kandidat ved Almindelig hospital, men allerede juni 1846 rejste han i offentlig sendelse sammen med A. H. Manicus (1821-50) til Færøerne hvor der var udbrudt en ondartet mæslingeepidemi. P.s beretning om denne epidemi tryktes både i Bibliothek for Læger (1847) og i 1. bind af det senere så kendte og udbredte Virchows Archiv (1848) hvis udgiver P. traf på en studierejse til Berlin 1847. P.s afhandling om mæslingeepidemien på Færøerne er klassisk og verdenskendt. Det var 65 år siden sygdommen forrige gang optrådte på øerne, og i løbet af syv måneder blev 77 pct. af indbyggerne angrebet. P. benyttede de ejendommelige geografiske forhold til at påvise hvorledes sygdommen udbredtes ved smitte fra person til person (ikke miasmatisk gennem luften), bestemte inkubationstidens varighed, påviste at immuniteten varede mindst 65 år, og at børn under fem måneder ikke angrebes. Mæslinger blev ved disse undersøgelser den bedst kendte kontagiøse sygdom, og P.s evner som naturvidenskabelig iagttager blev fastslået og kendt i ind- og udland. Kun hos færingerne vakte afhandlingen mishag fordi den kritiserede de sociale og hygiejniske forhold på øerne. – 1848-49 var P. under krigen skibslæge på damporlogsskibet Geiser.

1850 sendtes han som epidemilæge til Bandholm hvor der var udbrudt en ondartet koleraepidemi. Belært af sine erfaringer fra Færøerne betragtede P. koleraen som smitsom, bekæmpede epidemien med strenge afspærringsforanstaltninger og standsede den. Til trods herfor vakte hans anskuelser og handlemåde stærk kritik hos lægeautoriteterne der betragtede koleraen som miasmatisk (dvs. som følge af luftens forurening). P. måtte endog fratræde sin hospitalskandidatstilling.

P. begyndte at praktisere i Kbh., men arbejdede samtidigt videnskabeligt og offentliggjorde nogle mindre fysiologiskkemiske afhandlinger.

Annonce

1851 blev han dr.med. på en afhandling Om Fibrillen i Almindelighed og om dens Coagulation i Særdeleshed. Med offentlig understøttelse rejste han til udlandet 1851-53 og beskæftigede sig herefter alene med fysiologisk forskning. På rejsen studerede han fysiologisk kemi hos Scherer i Würzburg, besøgte Leipzig og opholdt sig længe i Paris hos datidens førende inden for den eksperimentelle fysiologi, Claude Bernard. Fra Paris hjemkaldtes P. for 1853 at udnævnes til ekstraordinær professor i medicinsk kemi, fysiologi og almindelig patologi ved Kiels universitet. Han satte fart i Kieluniversitetets naturvidenskabelige liv, stiftede Kiels fysiologiske forening, fik indrettet et tidssvarende kemisk-fysiologisk laboratorium og udgav i de følgende år en række vigtige videnskabelige arbejder. Hans professorat var i de første år knyttet til det ordinære professorat i anatomi, men 1857 udnævntes han til ordinær professor. 1859 blev han medlem af Videnskabernes selskab. P. deltog ikke i det politiske liv i Kiel hvor den tyske agitation i disse år gjorde stillingen vanskelig for de få danske universitetslærere. Naturligvis kom han stærkt i berøring med tysk videnskab, og mange af hans videnskabelige arbejder udkom på tysk, men han var fuldt ud dansksindet. Alligevel voldte det ham senere en del vanskeligheder at han havde været ansat ved universitetet i Kiel. -1864 udnævntes P. til professor i fysiologi, fysiologisk kemi og komparativ anatomi ved Kbh.s univ. efter professor D. F. Eschrichts død. Som betingelse for at overtage stillingen havde P. krævet at der indrettedes et moderne laboratorium for eksperimentel fysiologi ved universitetet. Eschricht havde næsten kun dyrket den sammenlignende anatomi, men P. anså det som sin opgave at indføre eksperimentel medicinsk forskning ved det medicinske fakultet. Hans krav stødte på stærk modstand, også i fakultetet (bl.a. fra A. Buntzen). Datidens læger forsvarede med ærefrygt den "rene klinik" og forstod ikke betydningen af eksperimentel forskning for lægevidenskaben. Men med sej energi satte P. sin vilje igennem, og 1867 kunne han forlade det rum bag universitetets festsal som endnu kaldes P.s værelse, og flytte ud i den nye laboratoriebygning der var opført for fysiologien i gården bag det kirurgiske akademi i Bredgade. Dette laboratorium blev i lange tider det eneste hjemsted for eksperimentel medicinsk forskning i Danmark, og her tyede alle de yngre læger hen som var begejstrede for den nye, mere eksakte retning inden for deres videnskab. Blandt dem var senere P.s efterfølger Chr. Bohr og Carl Jul. Salomonsen der 1910, da han som universitetets rektor skulle indvie universitetets nye medicinske, videnskabelige institutter ved Rigshospitalet, begyndte med en hyldest til P. som den der indførte eksperimental-biologien ved Kbh.s univ. og vejledte dens dyrkere. I sin videnskabelige virksomhed var P. meget alsidig og udførte arbejder inden for mange områder af fysiologien og dens grænsegebeter. Noget enkelt epokegørende arbejde har han ikke præsteret, og ungdomsarbejdet om mæslinger er det eneste der læses endnu. Men han udførte flere arbejder som indeholdt nye iagttagelser og i datiden betød væsentlige fremskridt. Mest kendt blev hans undersøgelser over blodtransfusion. Han påviste farerne ved direkte transfusion af udefibrineret blod og ved transfusion fra en dyreart til en anden. Inden for samme dyreart fandt han modsat nutidige anskuelser at transfusion af defibrineret blod var relativt ufarlig. – I en række undersøgelser over forrådnelse, der også påbegyndtes i Kiel, påviste P. før nogen anden at der ved forrådnelse af kød dannes stoffer som virker giftige ved intravenøs injektion på dyr, og at disse stoffer ikke destrueres ved kogning (1856, 1874). Senere isoleredes disse stoffer af andre og fik (af Marcel Nencki, 1847-1901) navnet ptomainer. – P. så tidligt betydningen af Louis Pasteurs opdagelser for forståelsen af putride infektioner og septikæmi og skrev arbejder herom (1874 og et arbejde der var ufuldendt ved hans død). – Også med fysiologisk optik beskæftigede P. sig og offentliggjorde flere arbejder om det binokulære syn (1858-61, 1875). – Af samtiden var hans undersøgelser over misfostre (1860, 1869, 1877) beundrede; han påviste at misdannelser ikke behøvede at være arvede, men kunne fremkaldes hos hønsefostre ved temperaturpåvirkninger. – Efter fremkomsten af Voits og Pettenkofers undersøgelser over stofskiftet og ernæringen beskæftigede P. sig med ernæringsspørgsmål, skrev om fødemidlernes næringsværdi (1866) og arbejdede for anvendelse i praksis af datidens ernæringsforsknings resultater. Han anbefalede "blodmel" og glutenbrød ("kraftbrød") som næringsmidler og forsøgte at udarbejde kostnormer for sygehuse og fængsler (1884). P.s praktiske interesse for ernæring viste sig også ved hans deltagelse (1878) i Selskabet for en bedre mælkeforsyning i Kbh. – Også ligbrænding interesserede ham, og han var medstifter af Foreningen for ligbrænding. Sin gerning som universitetslærer tog han med stor alvor. Han var ikke nogen god foredragsholder, men han skrev godt og udgav (fra 1865) en lærebog i fysiologi der senere udkom i 2. meget ændrede og udvidede udgave, dog ikke fuldført ved hans død. Lærebogen holdt sig strengt til de foreliggende iagttagelser, men den blev så udførlig at tilegnelsen forvoldte studenterne vanskelighed. 2. udgave indeholder et forsvar for vivisektionen, og om dette spørgsmål udgav P. flere pjecer. – P.s interesse for undervisningen viste sig også ved hans arbejde for en reform af det medicinske studium, og han tog initiativet til de fleste af de ændringer der gennemførtes af en kommission som nedsattes 1870, og af hvilken han var medlem. – P. havde andel i sammenslutningen af de to kbh.ske lægeselskaber (1872) og blev det nye selskabs første formand. – Fra 1876 var P. medlem af bestyrelsen for Carlsbergfondet og Carlsberg laboratoriet, og fra 1879 var han formand for det Classenske litteraturselskab for læger. – Fra arbejdet med lægeundervisningens udvikling og forhistorie stammede hans interesse for dansk medicinalhistorie, og i festskriftet ved universitetsjubilæet 1879 og i festskriftet 1880 skrev han afhandlinger om Kbh.s medicinske fakultets oprindelse og historie, i hvilken anledning han kom i polemik med C. C. A. Gosch. – 1877 var P. universitetets rektor. -P. var medarbejder ved 1. udgave af Biographisches Lexikon der hervorragenden Aerzte aller Zeiten und Völker I-VI, 1884-88 og skrev en monografi over C. C. Kratzenstein, der ikke blev udgivet. – P. tog aktivt del i bestræbelserne for samarbejde mellem Skandinaviens læger og var (sammen med A. Key i Stockholm) medstifter og en af redaktørerne af Nordiskt medicinskt Archiv (1869), ligesom han fik organiseret periodiske skandinaviske lægemøder i Göteborg og var ivrig deltager i de skandinaviske naturforskermøder. – De internationale lægekongresser begyndte henimod 1880 at få voksende betydning, og P. har meget stor andel i at det lykkedes at få den internationale lægekongres 1884 afholdt i Kbh. P. var både formand for den organiserende bestyrelse og præsident for kongressen, der var ualmindelig vellykket og fik betydning ved at udvide den danske lægestands synskreds.

P. skildres som en usnobbet mand med et lidt naivt lune og en kammeratlig optræden over for studenterne. Han besad en stor arbejdsevne og sej, udholdende energi til at sætte igennem hvad han havde foresat sig.

P., der politisk var nationalliberal og nærede varm interesse for danskheden i hertugdømmerne, havde fra sit ophold i Kiel bevaret gode forbindelser i Tyskland, således med den franske konsul i Kiel, A. Valois. Han indlagde sig bl.a. fortjeneste ved i marts 1867 at påtage sig en hemmelig mission til Berlin for at instruere nordslesvigernes repræsentanter i rigsdagen med hvem han ofte stod i forbindelse, om den danske regerings syn på deres opgaver. Foruden de nævnte havde han en række hverv. Han var kontrollerende direktør ved A/S Maglekilde og Frbg. brøndanstalt (fra 1873), medlem af bestyrelsen for Kbh.s isoplag (fra 1875), medlem af direktionen for Frederiks hospital (1878-82) m.m. Desuden var han medlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber.

Familie

Forældre: regimentskirurg Jens Severin Nathanael P. (1792-1836) og Johanne Caroline Louise Charlotte Lande (1798-1844). Gift 5.9. 1853 i Rå ved Helsingborg med Hortense Susanne Hagen, født 3.1.1826 i Kbh. (Garn.), død 9.7.1899 i Hornbæk, d. af grosserer, proprietær i Skåne Peter Munck H. (1796-1865) og Charlotte Frederikke Søbøtker (1801-70). – Far til Hortense P. og Peter P.

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1878. K2. 1883.

Ikonografi

Træsnit af G. Paulli, 1878, og efter foto 1879. Træsnit af H. P. Hansen, 1884. Buste af Th. Stein, 1885. Træsnit 1885 og af H. P. Hansen, 1886. Buste af R. Bøgebjerg, 1886 (Fr.borg; Kbh.s univ.). Mal. af A. Jerndorff, 1894 (Carlsberglaboratoriet), gentagelse 1906 (Kbh.s univ.). Relief af S. Wagner (sst. og fysiologisk inst.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1851 17-19. – III. tid. 3.3.1878. Nutiden 17.5.1884. Jul. Petersen i Tilskueren II, 1885 866-77. Samme i Nord. medicinskt arkiv XVII, Sth. s.å. nr. 24. Samme: Koleraepidemierne, 1892 84-90. Joh. Buntzen i Ugeskr. for læger 4.r.XI, 1885 529-33. Bibl. for læger 6.r.XV, s.å. 521-24.

F. Trier i Hospitalstid. 3.r.III, s.å. 1089-93. Rob. Tiger-stedt i Hygiea XLVII, Sth. s.å. 408-22. Carl Jul. Salomonsen: Småarbejder, 1917 150 345-52 382f. Aage Friis: Den danske regering og Nordslesv.s genforen. med Danm. I, 1921 472-79. L. S. Fridericia i Prominent Danish scientists, udg. V. Meisen, 1932 134. William M. Gafafer i Bull. of the inst. of the hist. of medicine II, Baltimore 1934 258-80. Curiosities of medicine, udg. Berton Roueché, Boston 1963 210-36. Arthur Vaag i Medicinsk forum XX, 1967 83-90. Alb. Gjedde: P. L.P.s vidensk. indsats, 1971 (særtryk af Bibl. for læger, s.å. 9-256). Fra Færøerne VI, 1971 66-154 (P. og Færøerne. Aktstykker ved Ole Jacobsen). E. Snorrason: C.

G. Kratzenstein, 1974. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
L. S. Fridericia: P.L. Panum i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295473