Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Bang

Oprindelig forfatter VMeis
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ole Bang, Oluf Lundt Bang, 27.7.1788-12.10.1877, læge. Født på Frederiks hospital i Kbh. (Garn.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). B. voksede indtil sit tolvte år op på Frederiks hospital og modtog her rige indtryk af lægevidenskaben og dens udøvelse. Han omtaler selv i sine efterladte autobiografiske optegnelser den plage det forvoldte ham at "Syvaarsdrengen opdroges med Bibellæsning og Salmesang", ligesom faderens pietistiske åndsretning også senere gav sig udtryk i at sønnen blev holdt borte fra den kirurgiske uddannelse fordi der på denne afdeling af hospitalet dengang ikke herskede den bedste tone. Han var betydeligt yngre end stedbrødrene O. H. og J. P. Mynster, hvorfor den litterære indflydelse fra denne kreds næppe har haft betydning for ham. 1804 blev han dimitteret fra Det schouboeske institut og begyndte straks at studere medicin. Som student gjorde han 1807 tjeneste på volden under bombardementet som læge i Kongens livjægerkorps (Studenterkorpset). Takket være sine gode evner – og en letforståelig protektion – nød han en hurtig forfremmelse. Allerede 4.11.1808 tog han medicinsk eksamen. 1809–18 var han distriktslæge i Kbh. og 1811–18 læge ved Opfostringshuset. Efter at have været kandidat på Frederiks hospital i halvandet år (1809–10) blev han reservemedicus hos O. H. Mynster i et år (1810–11) hvorefter han ansattes som underaccouchør og reservemedicus ved Fødselsstiftelsen hos J. S. Saxtorph, hvis svigermor Anna Christine Hansen havde ægtet O. H. Mynster. Hans ansættelse lød på tre år, men han giftede sig efter de tre års forløb og blev i stillingen i fjorten år lige til 1825 – hvilket medførte at ingen yngre læger i dette tidsrum fik speciel uddannelse i obstetrik. 1810 havde han vundet universitetets guldmedalje for en afhandling om roborantia og incitantia og fik af fakultetet tilladelse til at benytte den samme afhandling til erhvervelse af licentiatgraden, ved hvilken lejlighed, 6.10.1810, han blev temmelig ilde medtaget på grund af sine mangelfulde kundskaber i latin; som den første måtte han tage licentiatgrad som forprøve for disputats – et forhold, der varede til 1854. 1813 tog han 28.6. doktorgraden med en obstetricisk afhandling (de foetu in partu versione), et kompilationsarbejde der efter tidens skik var bygget på lærerens synspunkter. B. forbigår såjedes her Bergers navn til fordel for Matth. Saxtorphs. Som underaccouchør var han litterært ret flittig og udsendte en række mindre meddelelser om vanskelige fødsler, ligesom han i en beskrivelse af en række barselfebertilfælde (1821) var inde på den rigtige opfattelse af denne sygdom, idet han havde iagttaget at "flere medicinske Studenter ved Obduktion af Lig af Barselfeberpatienter havde paadraget sig en Sygdom der i høj Grad lignede denne Sygdom". Men desværre formåede han lige så lidt som sine samtidige at drage de rigtige konsekvenser af denne iagttagelse. Allerede 13.8.1813 knyttedes B. til universitetet, idet han udnævntes til adjunkt ved det medicinske fakultet. 1814–25 docerede han obstetrik, fra 1818 desuden patologi og terapi. 7.6.1813 stiftede han det latinske disputereselskab Lyceum og 14.10. s.å. bliver han medlem af Kgl. med. selskab. 1818 var han blevet medlem af sundhedskollegiet samt 20.1. ekstraordinær professor, og 30.1.1822 blev han ordinær professor og medlem af konsistorium. Ved disse stillinger fik han i mere end 50 år lejlighed til at øve den allerstørste indflydelse inden for sundhedsvæsenet og universitetet, især hvad undervisningen ved dette angik. 1823 foretog han en større studierejse til Berlin, Dresden, Wien, Paris og London hvor han kom i personlig berøring med de ledende personligheder i denne gennembrudstid for den kliniske medicin. I Paris lærte han af Laënnec at foretage brystundersøgelser med stetoskopet og holdt snart efter sin hjemkomst foredrag i Medicinsk selskab om den epokegørende opfindelse. Han synes imidlertid ikke selv at have værdsat den efter fortjeneste men at have overladt dens indøvelse til reservelægen S. M. Trier.

1.9.1825 blev B. overmedicus ved Frederiks hospital efter J. D. Herholdt. For retfærdigt at kunne bedømme hans virksomhed her må man have nogen forståelse af hans personlighed. Han var et kvikt og hurtigt hoved, men manglede den tålmodighed som en detaljeret undersøgelse af patienterne fordrer ("dr. immerfort" kalder han sig i "Eva Homo"). Desuden var den medicinske afdeling efterhånden vokset, og man sagde senere at hans stuegang "foregik i Jernbanefart". I et tilbageblik over sin lægevirksomhed udtalte han langt senere (Ugeskr. f. Læger, 3. r., XVII, 1874 212) at da han for 66 år siden begyndte sin praktiske virksomhed "optog Undersøgelsen oftest kun faa Minuter; den gjaldt Udseendet, Pulsen, Tungen og de enkelte Steder, som muligen trængte til at beføles". Han genoptog faderens kliniske undervisning som Herholdt havde opgivet. Han var rimeligvis efterhånden selv blevet klar over at han ikke fulgte med tiden; 1858 omtalte han således "den ny Treenighed" man var begyndt at sværge til: "Trompeten, Gryden, Kikkerten" (dvs. stetoskopet, laboratoriet og mikroskopet). Hans undervisningsmetode var nu og da genstand for kritik. 30.9.1841 opgav han sin overlægestilling og udnævntes – efter Christian VIIIs tilskyndelse – til direktør for Fødselsstiftelsen med overaccouchørens bolig som embedsbolig idet den nyudnævnte overaccouchør Carl Levy ikke mentes at have tilstrækkelig praktisk uddannelse. Han blandede sig ikke i Levys specielle virksomhed men kom alligevel i et noget spændt forhold til ham og havde også andre fortrædeligheder under de vanskelige forhold for Fødselsstiftelsen i de påfølgende år der endte med at den helt måtte lukkes i nov. 1844 på grund af barselfeber. 1842 blev han en slags overdirektør for det civile hospitalsvæsen i Kbh., idet han også var direktør for straffeanstalterne og byens fattigvæsen. Efter at han 30.9.1841 havde opgivet sin praktiske hospitalsgerning virkede han endnu i 33 år som professor i medicin, et forhold som næppe har været til gavn for videnskaben, og som i det hele er vanskeligt forståeligt for vor tid. Hans sygdomsopfattelse var nærmest beslægtet med den mere end to tusind år gamle hippokratiske lære om "konstitutionernes", "temperamenternes" og de forskellige væskers betydning. I slægt hermed havde han opbygget sit særlige patologiske system, "dyshæmierne", ɔ: sygelige forandringer i blodet som sygdomsårsag. Dette var særlig mærkeligt netop på hans tid da man just var begyndt at få nærmere kendskab til og særlig interesse for de sygelige forandringer i vævene. Det som B. især hæftede sig ved i den hippokratiske lære hører dog for så vidt med til de evige sandheder. Det var "Naturens helbredende Kraft" som han atter og atter vendte tilbage til, også i sine små – halvvejs populære – skrifter: Lægen som Spaamand, 1871, Vi og vor indre Collega og Lægen ved Sygesengen. Den sidste udkom i tre udgaver, 1831, 1845 og 1870. Selv i den sidste udgave af denne får fx termometret kun en betinget anerkendelse. 1852 udgav han den første danske medicinske lærebog Haandbog i Therapien (2. udg. 1869).

De mere gammeldags af samtiden så i B. lægen med det "geniale kliniske Blik" der næsten uden undersøgelse kunne se på patienten hvad han fejlede. De der fulgte med tiden havde ikke megen tiltro til denne form for intuition og var i hvert fald klar over at den ikke kunne læres videre og let førte til overfladiskhed. Dertil kommer yderligere at denne lære manglede udviklingsmuligheder. Til de gode sider af B.s hippokratiske indstilling hører hans sans for diæten. Han er den første danske læge der har forstået diætetikkens betydning; hans Diætetisk Lommebog udkom i otte udgaver fra 1836–1869. Ligeledes blev han foregangsmand ved sin lovprisning af brugen af koldt vand, både til indvendig og udvendig brug. Ligesom det på hans tid ansås for urimeligt eller usømmeligt at bade, blev vand til indvendig brug anset for sundhedsfarligt, hvilket dog ikke var helt uden berettigelse i tiden før Kbh.s vandværk åbnedes 1860. B.s lille skrift Koldt Vand udkom 1863, sidste (6.) oplag 1886. I mange år var han medlem af bestyrelsen for søbadeanstalten ved Rysensteen. Han arbejdede energisk for oprettelsen af en anstalt for tilvirkning af kunstige mineralvande i Kbh. Dette lykkedes 1834 da Rosenborg brøndkuranstalt åbnedes. Han var ligeledes knyttet til Klampenborg badeanstalt. I det hele taget synes han at have egnet sig for administrative opgaver ved sin hurtighed, jævne fornuft og evne til at "skære gennem vrøvlet". Hans valgsprog var "superflua nocent". Takket være disse evner og ved sin personlige indflydelse hos Frederik VI lykkedes det ham under en audiens han selv har beskrevet i joviale vendinger at få gjort en ende på den mere end hundredårige strid mellem medicinere og kirurger. Han fik udvirket ophævelsen af Kirurgisk akademi (1838) og dets derpå følgende sammensmeltning med universitetet (1.1.1841) således at man nu ikke længere havde to slags læger af forskellig kvalitet og uddannelse, men den unge læge blev nu på én gang, ved samme eksamen, cand. med. & chir. – B. har i udpræget grad hørt til de læger som patienterne og deres pårørende fik tillid til. Han fik da også i årenes løb en betydelig praksis, både som huslæge og fødselshjælper, især for bourgeoisiet og aristokratiet. Også kongehusets medlemmer har sat stor pris på ham og vist ham tillid og venlighed, lige fra Frederik VI til kronprins Frederik (VIII). Han opnåede talrige æresbevisninger, både fra sine kollegers side der tillige fejrede ham ved alle større begivenheder i hans liv, 19.2.1875 med stiftelsen af O. Bangs Jubilæumslegat, og fra den øvrige del af samfundet. To gange var han universitetets rektor (1824–25 og 1839–40). 15. 8.1874 tog han sin afsked fra universitetet og udtrådte af direktionerne for Fødselsstiftelsen og Frederiks hospital.

Annonce

B. havde en mærkelig passion for ved alle mulige lejligheder at skrive vers som han dels udgav under eget navn, dels under pseudonymerne Bo, O.B. eller Dr. Balfungo. Hans versekunst var dog uden metrisk eller poetisk værdi. Et stort digt Eva Homo udsendte han første gang 1851, i 2. forøgede udgave 1867. Ved sin død efterlod han sig en versificeret autobiografi, Livs Minder. Endogså videnskabelige afhandlinger har han skrevet på vers (Livets Kamp med Døden, oplæst i Med. Selskab 1835). Hans sønnesøn Herman B. der debuterede med at udgive nogle af bedstefaderens vers, har i Det graa Hus givet et -fortegnet – billede af ham som "den gamle Excellence". En svær prostatahypertrofi med cystitis gjorde hans sidste år til en plage. I sit lange liv har B. forfattet en mængde (ca. 125) afhandlinger og mindre skrifter om praktisk lægevidenskab, dels i en videnskabelig, men letfattelig form, dels helt populære. En enkelt af de første Om pathologiske Stamtavler (Bibl. f. Læger, 40, 1848 225–39), røber både en god idé og en på flere punkter rigtig opfattelse. Undersøgelsen er bygget over iagttagelser af familier han har kendt gennem sin praksis. En enkelt af disse familier, hans egen, er særlig grundigt behandlet, og man får om den en del oplysninger af værdi. I øvrigt havde B. ikke videnskabelige anlæg, men ved sine administrationsevner og ikke mindst ved sin rige personlighed har han øvet en betydelig indflydelse på sin samtid.

Familie

Forældre: professor F. L. B. (1747–1820) og Lovise Hansen (1765–1845). Gift 1. gang 4.12.1813 i Kbh. (Frue) med Henriette Louise Aamodt, født 14.10.1789 i Kbh. (Frue), død 7.1.1818 sst. (Garn), d. af hårskærer Ole Aa. og Christine Lund. Gift 2. gang 19.6.1826 i Fr.borg slotsk. med Sophie Marie Dahlerup, født 14.4.1801 i Hillerød, død 26.3.1878 i Kbh. (Helligg.), d. af fuldmægtig, senere vejfiskal, hospitalsforstander og postmester i Hillerød Hans D. (1758–1838) og Vilhelmine Marie Birch (1776–1850).

Udnævnelser

Etatsråd 1836. Konferensråd 1848. Gehejmekonferensråd 1874. R. 1829. DM. 1840. K. 1842. S.K. 1864.

Ikonografi

På familiemaleri af F. Bolten, 1793. Mal. af Monies, som udførte et litografi efter dette samt et efter modellen, 1840. Litografi af E. Bærentzen. Buste af Adelgunde Vogt, 1843 (Medicin-hist. mus.). På Schacks og Gertners billeder af salvingen 1840 (St. mus. og Rosenborg). Tegn. af Gertner, 1846 (Fr.borg). Litografi af Fortling, 1853, og af I. W. Tegner, 1858 og 1869, alle efter foto. Træsnit af H. Olrik, 1861 samt efter foto, 1870. Silhouet af Fausing (Statsbibl., Århus). Buste af Th. Stein, 1878, til Rosenborg Brøndanstalt. På E. Henningsens mal., 1896, af naturforskermødet 1847 (Kbh. univ. og Fr.borg). Foto.

Bibliografi

F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875 77f. J. Lehmann i Bibl. f. læger, 70, 1878 164–72. Ugeskr. f. læger, 39, 1877 393–95. Herman Bang i Nutiden III, 1879 6f. E. Ingerslev: Matthias Saxtorph og hans samtid, 1913 373 og Den kgl. fødsels- og plejestiftelse, 1915 128–31 270–74 301 308 351f. Sv. Monrad i Silkeborg bads hist., 1933 63–74. G. Norrie: Med. fakultets hist. III, 1939. E. Snorrason: Kulturminder, ny r. VI, 1969 37–68. J. Genner: Med. Soc. of Copenhagen 1772–1972, 1972 52–196. Privatarkiv i Rigsark. O. B.: Livs minder, udg. Vilhelm Maar, 1929.

Referér til denne tekst ved at skrive:
V. Meisen: Ole Bang i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286449