Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

L.I. Brandes

Oprindelig forfatter FrLu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

L.I. Brandes, Ludvig Israel Brandes, 26.10.1821-17.9.1894, læge. L.I. Brandes blev student 1839 fra Borgerdydskolen i København, tog lægeeksamen 1845, men havde også beskæftiget sig meget med fysik og fået universitetets guldmedalje for en prisopgave i dette fag. Efter et studieophold i Paris 1845–46 var han kandidat på Almindelig hospital til 1850, men deltog som underlæge i krigen 1848. 1850–52 var han reservemedicus på Almindelig hospital hos Mads Christensen, 1855–57 på Frederiks hospital hos C.E. Fenger. 29.11.1848 havde han disputeret for licentiat-, 18.5.1850 for doktorgraden. Doktordisputatsen var et meget selvstændigt arbejde om de gonorrhoiske led- og øjenlidelser. 1852–55 var han atter i udlandet, og 1859–66 udkom hans udførlige Haandbog i Læren om de indvortes Sygdomme I-IV, et fortjenstfuldt arbejde i hvilket der toges meget hensyn til skandinaviske undersøgelser.

1863 fulgte L.I. Brandes sin gamle chef som overlæge ved Almindelig hospitals medicinske afdeling og lemmestiftelsen, og i denne stilling forblev han til sin død. Sikkert var han en meget kundskabsrig læge (det her hjemme først diagnosticerede tilfælde af myxødem er offentliggjort af ham) og en yderst human overlæge, men det er dog navnlig hans rige filantropiske virksomhed der vil huskes. Allerede som ung kandidat fik han 1849 oprettet vuggestuer for fattige børn, de blev senere til børneplejeforeningen; men hans betydeligste bedrift er det ved private gaver oprettede Københavns sygehjem på Rolighedsvej for kronisk syge af borger- og embedsstanden i København, der før kun havde haft den usle lemmestiftelse som sidste tilflugt. Det stod færdigt 1859 og kunne rumme 100, men begyndte med 50 beboere, de 25 havde friplads.

L.I. Brandes havde en lykkelig evne til uden pågående reklame at føre sine ideer offentligt frem i en smuk og overbevisende form, og den venlige, af dyb og ægte humanitet prægede læge forstod at vinde sympati for sine vel overvejede planer som han gennemførte med energi og den fornødne optimisme. Senere satte han med heldig hånd det ene filantropiske foretagende i gang efter det andet: Gensidig hjælpeforening for kvindelige haandarbejdere der 1882 fik egen stor bygning, forbedring af sygeplejen i og uden for hospitalerne, arbejder til indskrænkning af drikfældighed, forslag til alderdomsunderstøttelse, sygekasser m.m. Smukt og beskedent skrev han herom i Mine Arbejders Historie. – Tit. professor 1869. Etatsråd 1891.

Annonce

Familie

L.I. Brandes blev født i København (Mos.), døde sst. og er begravet sst. (Mos. Vestre). Forældre: silke- og klædehandler Joel Israel Brandes (1795–1867) og Emilie Frænckel (1799–1856). Ugift.

Udnævnelser

R. 1859. DM. 1888.

Ikonografi

Træsnit 1884 og 1885, sidstnævnte efter foto. Buste af Aksel Hansen, 1895 (sygehjemmet, Ordrup). Buste af Rasmus Andersen, 1895 (Den gensidige kvindelige hjælpeforen.) og af Rud. Tegner, s. å. Foto.

Bibliografi

L.I.B.: Mine arbejders historie, 1891. - P. Brandt: Kbh.s sygehjem, 1909. Fr. Vogelius: L.I.B., 1921. S. Aa. Gammeltoft i Nord. medicin 24, 1944 2206–07. Sigurd Jensen: Kbh.s hospitalsvæsen 1863–1963, 1963 51. Johs. Lehmann i Hist. medd. om Kbh. 1965 128–53.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. Lützhøft: L.I. Brandes i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287541