• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Pontoppidan

Oprindelig forfatter Ibo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knud Pontoppidan, Knud Børge Pontoppidan, 10.7.1853-21.10.1916, læge. Født i Ribe, død i Hillerød, begravet sst. P. blev student 1870 fra Randers og medicinsk kandidat 1876. Han var n.å. kandidat på Jydske asyl ved Århus, men afbrød foreløbig sin psykiatriske løbebane for at aftjene sin værnepligt som marinelæge og fik herved lejlighed til at komme ud på et længerevarende togt til Dansk Vestindien, som han i øvrigt genså på en rejse i manddomsårene bl.a. med det formål at studere tropesygdomme. 1879 vandt P. universitetets guldmedalje på den juridiske opgave (om den ufuldstændige tilregnelighed og dens behandling i nyere straffelove). Beskæftigelsen med dette arbejde, hvis genstand lå på grænseområderne mellem lægevidenskab, psykologi og jura, angav tydeligt arten af P.s særlige evner og fæstnede sikkert yderligere hans beslutning om at vie sit fremtidige arbejde til psykiatrien. Han var' 1880-81 kandidat på kommunehospitalet og 1882-86 reservelæge ved 6. afdeling. 1883 forsvarede han for doktorgraden en afhandling om Den kroniske Morfinisme og virkede derpå lejlighedsvis som privatdocent, hvilket afsatte frugt i Den almindelige Diagnostik af Centralnervesystemets Sygdomme, 1887, den første danske kliniske lærebog i neurologi. Han samlede bl.a., som den første herhjemme, en række tilfælde af hjernesvulster. Han forsømte dog ikke at indhøste erfaringer fra medicinens øvrige områder, ofte i små, subalterne stillinger, og det var fra en sådan stilling (som 3. reservelæge ved Skt. Hans hospital) at han 1887, 33 år gammel, gik ind til den betydningsfulde post som overlæge ved kommunehospitalets 6. afdeling og docent i psykiatri ved universitetet. Hermed indledtes den mest glimrende periode i P.s liv og tillige en glansfuld periode i fakultetets kliniske undervisning. I løbet af kort tid lykkedes det P. at fuldføre de af forgængeren, C. G. Gædeken, påbegyndte reformer af den gammeldags indrettede sindssygeafdeling i human ånd og give den karakter af en moderne hospitalsafdeling. I første række må her nævnes den konsekvente indførelse af sygeplejersker overalt, selv på de urolige mandsafdelinger, og en fuldstændig afskaffelse af tvangsmidler, indbefattet cellesystemet, reformer man på det tidspunkt intet andet sted i verden havde turdet forsøge. P. gjorde her et pionerarbejde der kun langsomt blev efterfulgt i udlandet. Med rette er det sagt at disse moderniseringer vil komme til at stå som et hædersminde over hans virke. Som afdelingsleder var P. myndig, skarptseende, mere respekteret end populær. Hans kliniske forelæsninger betegnes af dem, der i 90erne var medicinske studenter, som en uforglemmelig oplevelse. Ikke i kraft af nogen tyngende lærdom eller nogen villet retorik, men på grund af P.s åndfulde personlighed, hans fuldendte herredømme over det kliniske foredrags virkemidler og hans noble stylish-fornemme optræden. Det lille auditorium var altid overfyldt skønt der ikke var tvungen undervisning i faget. P. stod i disse år som fakultetets mest talentfulde forelæser og lærer. P.s psykiatriske forfatterskab, hvoraf særlig må nævnes Psychiatriske Forelæsninger og Studier I-III, 1892-95, og Fire psychiatriske Foredrag, 1891, hvortil slutter sig endnu en serie neurologiske studier, Kliniske Forelæsninger over Nervesygdomme, 1898, viser hans fremragende stilistiske talent. Sproget behandles utvungent, behændigt og elegant, og tankegangen er klar som krystal og båret af en lunefyldt charme. P.s indsats i dansk psykiatri er blevet betegnet som et gennembrud. Han rensede faget for subjektive teorier og filosoferende retninger og satte i stedet den nøgterne objektive beskrivelse. Han så sit formål i at gøre psykiatrien "landfast med den øvrige medicin", og hans kliniske skildringer kan derfor fængsle den dag i dag. Ved studierejser til fremstående psykiatere og navnlig neurologer i England og Frankrig sørgede han for at holde sig på højde med alle nye strømninger inden for sine fag. På denne baggrund blev han i stand til at grundlægge en moderne, somatisk underbygget videnskab om nervesygdommene herhjemme som danske læger står i gæld til. Historisk dannede P. begyndelsen til de senere fremskridt.

P.s virksomhed ved 6. afdeling fik en tragisk afslutning. En gennem flere år ført kampagne mod P. og hans afdeling af enkelte dagblade og nogle forhenværende patienter – af hvilke særlig må nævnes Amalie Skram, der gav et sygeligt fortegnet billede af P. og 6. afdeling i "Professor Hieronymus" og "På Sct. Jørgen" – fyldte ham med en stedse stigende bitterhed og lede, og i dec. 1897 tog han sin afsked. Forinden havde han dog, i begyndelsen af s.å., for første og eneste gang taget bladet fra munden imod denne "psykiske Farsot" i pjecen Sjette Afdelings Jammersminde (3. udg. 1978, kommenteret af Ib Ostenfeld) hvori han mandigt og værdigt, men også fuld af bitterhed tilbageviste de ganske grundløse og sjofle beskyldninger for inhuman behandling af patienterne – beskyldninger der stod i grelleste modsætning til den høje mening P. havde om sine pligter over for de syge. Med bunden varme tog han sig af dem som "syge og sorrigfulde ere". Skriftet vakte voldsom opsigt og bidrog kendeligt til at publikumsstemningen begyndte at vende sig. Ved afskeden fik P. overrakt en hyldestadresse undertegnet af flere hundrede medicinske studenter og yngre læger. 1898-1901 var P. derefter overlæge på Jydske asyl, men overtog 1901 det ledige professorat i retsmedicin og hygiejne (hvilket sidste fag 1905 blev udskilt som selvstændig disciplin). Samtidig blev han medlem af det daværende sundhedskollegium. 1909 kom hertil posten som formand for det nyoprettede retslægeråd. I to henseender ydede P. i sit nye embede en indsats, dels ved udgivelsen af det store værk Retsmedicinske Forelæsninger og Studier I-III, 1907-09, forudgået af samlingen Retspsykiatriske Erklæringer, 1901, dels ved at tage initiativet til og deltage i planlæggelsen af et moderne retsmedicinsk institut i tilslutning til det på samme tid opførte rigshospital (1910). P. fortsatte sin videnskabelige produktion der blev særdeles omfattende (over 100 arbejder), præget af hans skarpe realitetssans og evne for malende kasuistiske beskrivelser. 1913 måtte han trække sig tilbage på grund af tiltagende svagelighed, dysenteri, erhvervet i troperne.

P. fremtrådte fra de unge år som en højt begavet mand, lysende klar i tanke, tale og skrift, parret med en varm stemningstone som gav sig udslag i hans hele væremåde. I studieårene var han munter og indtagende og deltog med virtuositet i allehånde adspredelser. Klogt og uden besvær kvalificerede han sig til de høje poster, han så at sige var forudbestemt til at indtage. Som tidligt modnet mand opnåede han i et kort spand af tid at udfolde sine mangeartede og usædvanlige evner som læge til strålende blomstring. Hans livserfaring fik med tiden karakter af en følelse af desillusionering der bredte en skygge over hans fine, kultiverede væsen, og med årene blev han en ensom mand. Han bevarede dog usvækket sin rankhed og sit kloge, friske blik og i det korte otium, der blev ham forundt, kunne de væsenstræk der prægede de yngre år, atter spores. Gennem alle år vakte hans personlighed en usædvanlig tiltrækning og beundring. Længe efter hans død skrev hans elev, Bisgaard: "Hans sætninger kan vågne igen for øret som strofer fra kunstneren, der spiller med sordin på sin ædle, gamle violin". En såre smuk og sand karakteristik. – Tit. professor 1892.

Annonce

Familie

Forældre: sognepræst Dines P. (1814-79) og Birgitte C. M. Oxenbøll (1824-88). Gift 18.4.1893 i Hjørring med Johanne Elise Segelcke, født 4.4.1874 i Hjørring, død 9.9.1946 i Hillerød, d. af brænderiejer Axel Rosenkranz S. (1825-85) og Marie Schibsbye (1835-1902). – Bror til Henrik P. og Morten P.

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1913.

Ikonografi

Karikatur i Klods-Hans 1908. Relief på mindeplade 1919 (Kbh.s kommunehosp.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi iBibl. for læger, 1979 163-72.

Kilder. Univ.årbog 1876-81, 1882 723. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1883 90. K. P.: 6. afd.s jammersminde, 1897 (fot.optr. med portrætstudie af Ib Ostenfeld, 1978). Højesteretstid. XLI, 1897-98 688. K. P. i Bibl. for læger XCIII, 1901 479-536.

Lit. Axel Pontoppidan: Den yngre slægt Pontoppidan, 1931 271-78. P. M. Brun: Dr. P.s 6. afd.s jammersminde, 1897. P. A. Heiberg: Meningsstriden om sindssygelægernes forhold til deres patienter, s.å. Ugeskr. for læger 5.r.IV, s.å. 361-63. C. C. Clausen: Århus og omegn, 1899. Kbh.s kommunehospital 1863-1913, udg. Kr. Martin Nielsen og E. A. Tscherning, 1913. Nationaltid. 1.2.1914 og 22.10.1916. Erik Pontoppidan i Berl.tid. 22.10.1916. Viggo Christiansen i Politiken s.d. og 4.9.1919 (også som særtryk, 1919). V. Ellermann i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1916 88-92. A. Friedenreich i Ugeskr. for læger LXXVIII, s.å. 1921-24. Aug. Wimmer i Hospitalstid. LIX, s.å. 1057-60. Einar Brünniche i Tilskueren XXXIII, 1916 II 503-14. Eyvind Olrik i Nord. t. for strafferet IV, s.å. 324-27. W. Thulstrup i III. tid. 26.10.s.å. C. C. Jessen i Asklepios' tjenere, udg. Anker Aggebo I, 1936 55. Henrik Pontoppidan: Hamskifte, 1936 (forkortet udg.: Undervejs til mig selv, 1943 og rev. udg.: Erindr., 1962). Knud H. Krabbe i Bibl. for læger CXLVIII, 1956 225-52. Papirer. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld: Knud Pontoppidan i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295851