Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johann Clemens Tode

Oprindelige forfattere GoNo og RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johann Clemens Tode, 24.6.1736-16.3.1806, læge, forfatter. Født i Zollenspieker ved Hamburg, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Ass.). Da T. var otte år døde faderen, og moderen flyttede da til Hamburg hvor drengen kom i latinskole. Som 16-årig kom han i lære hos sin svoger amtskirurg Bertel Schroder i Tønder, senere regimentsfeltskær i Haderslev og i Rendsborg. 1757 sendtes han til Kbh. i lære hos den meget ansete hofkirurg H. F. Wohlert og for at studere videre på den kirurgiske læreanstalt. Han tog her sin første tentamen 12.1.1761, og to år senere fik Wohlert ham ansat som rejsekirurg hos kongen. 1765–68 var han udenlands med rejsestipendium, først i Holland, senere i Skotland, England og Frankrig. På denne rejse studerede han ikke blot kirurgi, men også medicin, og da han kom hjem fortsatte han sit medicinske studium da Wohlert fandt at han mere egnede sig hertil end til at være kirurg. Han immatrikuleredes ved Kbh.s univ., tog medicinsk eksamen og doktorgraden (De duplici febrium indole) 1769 og blev assisterende hoflæge 1770, s.å. læge ved Vartov og Børnehuset og ved det franske skuespillerselskab. 1771 blev han læge ved den nyoprettede plejeanstalt, hofmedicus og medlem af Collegium medicum. 1774 blev han professor medicinæ designatus, men først 1797(–1805) professor ordinarius, 1795 medlem af jordemoderkommissionen, 1796 læge ved tugthuset i Kbh., 1801 rektor ved universitetet og 1803–05 medlem af sundhedskollegiet. 1805 fik han sin afsked efter i flere år at have været apoplektisk. – Foruden at beklæde alle disse officielle hverv deltog den godt begavede, rastløse T. i alle tidens bevægelser. Han interesserede sig stærkt for lægernes yderligere uddannelse, arbejdede for de medicinske studenters oplæring ved sygesengen, stiftede 1771 det kirurgiske disputeresel-skab, var 1772 medstifter af Medicinsk selskab, 1774 af Societas exercitatoria medica, men han interesserede sig også for den almindelige oplysning, var medstifter af Borgerdydselskabet 1785 og initiativtager til oprettelsen af efterslægtselskabet 1786.

T.s litterære virksomhed er overordentlig stor; den spænder over næsten alle fag, medicinske, praktiske, populærvidenskabelige, politiske, journalistisk-ræsonnerende, recenserende, skønlitterære, og fik for en væsentlig del afløb i hans talrige tidsskrifter, af hvilke de fleste kun fik nogle måneders levetid; han begyndte 1772 med Blandinger, senere fulgte bl.a. Kiøbenhavnsk Universalmagazin I–II, (1784) Socrates, (1787), Dramatiske Tillæg (1788–89), Hertha (1789), Freia (1789–90). 1788–90 brugte han som kritisk organ ugeskriftet Kritik og Antikritik som han forlod 1790 for at starte Kritik og Analyse der efter nogle måneders selvstændig tilværelse indgik som tillægsblad i det af boghandler Simon Poulsen udgivne månedsskrift Iris (fra 1796 Iris og Hebe) som T. også i årene 1790–96 fyldte med stof. Som kritiker indtog han en uafhængig stilling i erklæret opposition mod Lærde efterretninger og den kreds af yngre som var toneangivende der, især K. L. Rahbek med hvem han -polemisk som han var af natur – år igennem førte vedholdende og heftige fejder navnlig om dramaturgi. Som skabende dramatiker havde T. kun held med ét af sine mange stykker, nemlig Søeofficererne (1782; opført 29 gange på Det kgl. teater, 1783–1815), en moraliserende komedie i engelsk maner med undertitlen Dyd og Ære Paa Prøve; forsøgsobjekterne er to britiske marineløjtnanter der med glans består prøverne og belønnes af stykkets hovedperson, en dydsbefordrende greve Søeofficererne indeholder, ligesom T.s andre komedier, morsomme momenter, men karaktererne var gennemgående for skematiske, og T. manglede specifikt dramatisk talent. Den moralski pegepind fra T.s komedier mærkedes også i hans eneste roman Kierligheds Nytte (1791–92 Iris: 1803 som supplementsbind I til Samlede danske Skrifter: optryk med indledning af Hakon Stangerup, 1942) hvis fortæller var et sidestykke til greven i Søeofficererne, mens bogens hovedperson er en ung uskyldig sønderjyde der i Kbh. udsættes for storbyens fristelser indtil dyden naturligvis triumferer. Med sine kbh.ske miljøskildringer, hvor der optræder både bondefangere, alfonser og depraveret overklasse, blev Kierligheds Nytte en af de ældste danske romaner der endnu lader sig læse med fornøjelse trods sine iøjnefaldende svagheder. Ligesom i komedierne yndede T. en grovkornet situationskomik der ofte tangerede det platte. For romanens vedkommende har han som forbillede benyttet T. G. Smollett hvis fire store romaner han (1787–1803) havde bearbejdet på dansk idet han, navnlig i Peregrine Pickle, digtede om på handlingen hvor den ikke tilfredsstillede ham. T. har desuden skrevet nogle mindre fortællinger, versificerede fabler efter La Fontaines forbillede og viser, af hvilte Oldtiden havde een god Skik og Vi Søemcend giør ei mange Ord (slutningssang i Søeofficererne) især er kendt. T. havde megen sans for folkeligt talesprog og gengav adskillige replikker på vulgærkøbenhavnsk. Han takkede naturen for sit "Sprog-Genie", og i betragtning af at han først som sekstenårig begyndte at lære dansk har han tilegnet sig sproget godt, og det ærgrede ham hver gang der slap forsyndelser mod dansk grammatik og andre sprogfejl ind i hans skrifter. Han priste sig lykkelig over at have fået dansk indfødsret "før Sindets Vox blev haardt, før holste-ensk Blod i mine Aarer hørte op at rinde". – Af hans Samlede danske Skrifter (1793–1805) indeholder I–11 poesi, V moralske og satiriske afhandlinger, VI–VIII medicin, IX-X skønlitterær prosa, mens III-IV med biografi og rejsebeskrivelser ikke udkom.

Inden for medicinen præsterede han på ét punkt noget virkelig betydeligt idet han 1774 (Vom Tripper in Ansehung seiner Natur und Geschichte) og senere i flere skrifter (1777 og 1780) fastslog, at gonorrhoe og syfilis var to forskellige sygdomme. 1775–87 udgav han Medicinischchirurgische Bibliothek (I-X) på tysk. Det indeholdt dels selvstændige artikler, dels referater og kritikker. Disse sidste var ofte overordentlig skarpe og hensynsløse, men impulsiv som T. var hændte det at han kort efter kunne slå ganske om. Således kritiserede han meget stærkt et værk af den preussiske generallæge for 1777 at dedicere ham en af sine bøger. Det omvendte skete 1780 da han over alle grænser roste dr. Rud. Buchhave for kort efter at kritisere det samme arbejde og indvikle sig i en årelang polemik. En lang række sundhedstidender udgav han under forskellige navne, men alle dels indeholdende hygiejniske artikler, dels digte eller fortællinger og en mængde anekdoter. Skønt de var meget underholdende var hvert enkelt tidsskrifts levetid meget kortvarig.

Annonce

T. var en ivrig docent, men man får ikke indtryk af at han har været meget grundig. Han angiver selv at have været præses ved 26 doktordisputatser. Han kunne afgive udmærkede erklæringer når man kunne vinde ham for en sag, men han var ganske uberegnelig og henimod slutningen af sit liv vel til dels utilregnelig, stærkt trykket af fattigdom og et sørgeligt hjem hvor følgerne efter en hjerneblødning 1797, men tillige alkohol ikke blot svækkede ham, men også hans hustru. 1805 måtte han tage sin afsked, noget man på den tid meget sjældent gjorde, selv om man ikke kunne passe sit embede. Trods alt dette havde han mange venner som skrev om ham og rejste et mindesmærke på hans grav på Assistens kirkegård for "lægen, menneskevennen og digteren".

Familie

Forældre: tolder Johann Dieterich T. (død 1744) og Agnesa Maria Schlopke. Gift 6.5.1771 i Kbh. (antagelig Nic.) med Johanne Sophia Schiønfeldt, døbt 11.10.1''40 i Kbh. (Nic), 14.2.1805 sst. (Nic), d. af kandestøber Johann S. (død 1740) og Bodil Marie Valentinsdatter (død tidligst 1772).

Ikonografi

Klippet silhouet af C. Limprecht ca. 1781 (Kgl. bibl.) Tegnet og stukket silhouet. Mal. af Jens Juel, 1787 (Kbh.s univ.), replikker (Fr.borg; Amalienborg), kopi af C. W. Eckersberg, 1836 (efterslægtselskabets skole), stik af G. L. Lahde, 1801, og litografi 1853. Tegn. af Lahde (Teatermus.), Efter denne stik af samme 1792 (pladen på Fr.borg), Efter stikket tegn. af A. Zuschlag (sst.), litografi 1834 og træsnit 1886. Stik af A. Flint, 1818. – Gravmæle af G. Schaper.

Bibliografi

Udg. Saml. da. poetiske skr. I-II, 1793–97; Saml. da. prosaiske skr. I-VI, 1793–1805.

Kilder. J. C. T. i Iris, 1793 I 262–65, Iris og Hebe, 1796 II 385–97; III 257–75 og G. L. Lahde og R. Nyerup: Saml. af fortjente da. mænds portrætter III, 1806. Lit. K. L. Rahbek: Erindr. I, 1824 32; II, 1825 86–89 337; III, s.å. 34 50f 64 94 108 147–51 154 195 210 245 330; IV, 1827 45 118f 166 189 232 450f; V, 1829 150. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen II, 1873 515–20. Fr. Ronning: Rationalismens tidsalder III, 1, 1896. Kn. Bokkenheuser: Drejers klub, 1903. H. Ehrencron-Muller i Vor ungdom, 1918 412–16. J. W. S. Johnsson: J. C. T., 1918. Samme: Kbh.ske medicinske selskaber, 1922. G. Norrie: Chirurgisk akad.s hist. II-III, 1923. Samme: Af medicinsk fakultets hist. I-II, 1934–37. Jørgen Hatting: efterslægtselskabet I, 1936. Hakon Stangerup: Romanen i Danm. i det 18. årh., 1936. Samme i T.s Kærligheds nytte, 1942. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. E. Schmiegelow: J. C. T., 1941. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie, R. Paulli: Johann Clemens Tode i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298458