Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jes Forchhammer

Oprindelige forfattere ESno og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jes Forchhammer, 5.4.1934, kræftforsker. Født i Århus (Skt. Johannes). F. blev student 1952 fra Sortedams gymnasium og tog medicinsk embedseksamen 1960 ved Kbh.s universitet; han havde tillige 1952-53 studeret ved polyteknisk læreanstalt og i 1954 været laborant syv mdr. ved blyminen Mestersvig i Grønland. Efter turnus ved KAS Gentofte var F. 1961-66 ansat ved den antibiotiske afdeling på Statens seruminstitut, og de følgende ti år var han kandidatstipendiat, adjunkt, senere lektor ved Kbh.s universitets mikrobiologiske institut, dog afbrudt af researchstillinger ved University of Pittsburg (1969-70) og Stanford University, Calif. (1971). I 1973 blev F. leder af afdelingen for tumorvirologisk forskning på Fibiger laboratoriet under Foreningen til kræftens bekæmpelsefra 1986 overlæge sst. 1994-2001 var han administrerende chef for Institut for biologisk kræftforskning og 1996-2000 for Institut for epidemiologisk kræftforskning. Han har særlig arbejdet med forskning af viras betydning for kræftudvikling og siden 1973 været lærer ved og organiseret gentagne internationale kurser om RNA-tumor-virus og om avanceret teknologi ved komparativ leukæmiforskning. 1971 disputerede F. for den medicinske doktorgrad ved Kbh.s universitet om Messenger RNA i bakterier. Kvantitative målinger af messenger RNA i Escherichia coli og har fulgt emnet op med arbejder om vækstregulationen i bakterier og pattedyrceller samt om sarkomvirus i vævskulturer hos mus. 1981 publicerede F. for arbejdstilsynet en række værdifulde kapitler i bogen om Kræft og kemiske stoffer. Hans grundlæggende kræftforskningsstudier har medført en række tillidsposter. Han var 1973 medlem af Dansk selskab for cancerforskning, formand 1976-80, af International Association for Comparative Research on Leukemia and relat. Diseases, 1977 medlem af World Committee og 1980 af Det kgl. danske videnskabernes selskab. 1981-91 medlem af Kræftens bekæmpelses videnskabelige udvalg og 1981-85 af tilsynsrådet for anvendt mikrobiologisk teknik ved Danmarks tekniske højskole, nuværende DTU, Lyngby.

Familie

F: civilingeniør Nels Bjørn F. (1905-75, gift 2. gang 1943 med Sigrid Anne Meriti Jatho, født 1918) og byplangeograf, mag. scient. Margrethe (Grethe) Høgstrøm (1903-57, gift 2. gang 1941 med stadsingeniør Olaf Forchhammer, 1881-1964). -gift 28.12.1958 i Keldby k., Møn, med provisor, cand.pharm. Anne Jette Edinger Balle, født 16.11.1936 i Julianehåb, d. af pastor Nicolai Edinger B. (1903-64) og Birte Rolf Larssen (1906-82).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1972 139f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason, Merete Harding: Jes Forchhammer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289582