Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Bing, f. 1681

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Bing, f. 1681, aug..1681-10.10.1751, læge. Født i Trondheim, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). B. kom først i apotekerlære og forestod i nogle år apoteket i Ribe, men gav sig så til at studere, blev student (privat dimitteret) og immatrikuleredes ved Kbh.s univ. 1705, var derpå medicinsk og kemisk alumnus på Borchs kollegium 1706–09. 1711 blev han medicus på flåden, og da der udbrød en epidemi i Helsingør sendtes han derop for at bestemme dens natur. Det var pesten, med desværre erkendte B. det ikke, men anså det for en "skorbutisk Feber", og den frygtelige epidemi kom uhindret til Kbh. På flåden fik han rig lejlighed til yderligere at studere sygdommen, og 1712 forsvarede han sin mening i sin doktordisputats. Han praktiserede i Kbh. og fik en meget stor og fin praksis. Når det siges at han deltog i konkurrencen om et medicinsk professorat 1717 er dette næppe rigtigt. Han var en anset mand, boede sammen med Hans Gram og var omgangsfælle af Holberg, men han var en meget stridbar herre der blandede sig i mange ting, bl. a. 1744 i striden mellem medici og kirurger; 1740 stillede han forslag om oprettelse af et embede som generalaccouchør. Han testamenterede sin formue som 1756 beløb sig til ca. 41.000 rdl. til universitetet.

Familie

Forældre: foged i Stjørdal, senere rådmand og byfoged Jens B. (1613–93) og Clara Bruse fra Meldal. Ugift.

Udnævnelser

Kancelliråd 1726. Justitsråd 1727. Etatsråd 1746.

Annonce

Ikonografi

Mal. af J. S. Wahl (Fr. borg).

Bibliografi

Breve fra Hans Gram 1685–1748, 1907 244 250 257. – F. V. Mansa: Pesten 1710 og 1711, 1854 45–47 186–88. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen, 1873. Jul. Petersen: Den da. lægevidenskab 1700–1750, 1893. Kr. Carøe: Medicinalordn.s hist, 1917 38 40. G. Norrie: Theatrum anatomico-chirurgicum I, 1931 150–53. Samme: Dansk jordemodervæsens hist., 1935 41–44.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Jens Bing, f. 1681 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287017