Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.D. Herholdt

Oprindelig forfatter GoNo

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.D. Herholdt, Johan Daniel Herholdt, 10.7.1764-18.2.1836, læge. J.D. Herholdt begyndte at studere kirurgi hos faderen og kom til København 1783. Han var svagelig, led en del nød, men hans senere hustru, dengang gift med sin første mand, tog sig af ham.

1785 tog han, som den sidste, eksamen ved Theatrum anatomico-chirurgicum men studerede derefter videre ved dets afløser, Det kirurgiske akademi. 1786 var han overskibskirurg, 1787 reservekirurg i søværnet, tog kirurgisk eksamen ved akademiet 1789 og blev amanuensis hos H. Callisen og 1790 reservekirurg ved akademiet. 1792–1819 var han divisionskirurg i søværnet.

1793 udsatte universitetet for første gang årlige prisopgaver, og det vakte ikke ringe overraskelse at vinderen af den medicinske pris var J.D. Herholdt som ikke var student. Herholdt havde privat lært latin og havde besvaret opgaven så godt at man skaffede ham kgl. resolution for at prisen måtte tildeles ham. Han havde allerede skrevet flere afhandlinger i J.C. Todes tidsskrifter, men det var dog først efter at Physikalsk-oeconomisk og medico-chirurgisk Bibliothek var begyndt at udkomme (1794) at han blev en ivrig skribent, idet han behandlede mange såvel medicinske som kirurgiske emner.

Annonce

Da professor Magnus Horrebow døde 1796 søgte han, der stadig ikke var student, professoratet i anatomi ved fakultetet. Hans dygtighed anerkendtes af alle professorerne, men det at han ikke var student, samt Matthias Saxtorphs anseelse og anstrengelser bevirkede at Sylvester Saxtorph blev foretrukket for Herholdt.

Blandt de mange emner han skrev om var flere af praktisk betydning, således om druknendes redning 1796, og da meddelelser om vaccinationens betydning kom frem kastede han sig med iver derover og var med til at stifte Selskabet for vaccination 1800.

Allerede 1798 blev han medlem af Videnskabernes selskab, men først 1802 lod han sig immatrikulere ved universitetet og blev s.å. dr.med. på afhandlingen om fosterdød under fødslen. Prof. extraordinarius ved universitetet blev han 1805, stabsmedicus i søværnet 1806, medlem af sundhedskollegiet 1808, prof. ordinarius 1818. Han var overmedicus ved Frederiks hospital 1819–25, universitetsrektor 1819–20 og 1834–35.

J.D. Herholdts litterære produktion er overordentlig stor. Alt det nye der netop på denne tid kom frem behandlede han, til dels sammen med C.G. Rafn, i fortrinlige oversigter, så at han fik stor betydning for dansk lægevidenskab. I Videnskabernes selskabs skrifter findes syv afhandlinger af ham, adskillige i Det skandinaviske litteraturselskabs skrifter, men navnlig skrev han i Nyt Bibliothek fra Physik, Medicin og Oeconomi hvoraf han 1805–07 var medudgiver. En hel del af hans skrifter oversattes til fremmede sprog. Herholdt og Rafn fik for en afhandling om visse dyrs vintersøvn prisbelønning af det franske nationalinstitut. Hans anseelse var betydelig. Han blev æresmedlem af Det kgl. medicinske selskab 1829, af fysisk-medicinsk selskab i Erlangen, medlem af flere udenlandske akademier, fx i Stockholm og Napoli.

Ved siden af sin store litterære virksomhed havde han en meget stor praksis som han passede med overordentlig samvittighedsfuldhed og omhu. Han var meget opofrende og godgørende, og navnlig den omstændighed at han ikke tog noget som helst hensyn til omkostningerne ved patienternes behandling på Frederiks hospital, i forbindelse med at han holdt forelæsninger og havde vanskeligt ved at komme ud af det med direktionen, var grundene til at han ikke fik sin ansættelse som overlæge forlænget ud over de seks år hvorpå han var ansat. Inden da havde han dog nået at forbedre hospitalets dårlige hygiejniske forhold samt bedret behandlingen af delirister, så dødeligheden sank fra 40 til 8 %.

Mest opsigt vakte J.D. Herholdt da han i Kgl. medicinske selskab 1821 gjorde rede for en meget mærkelig sygehistorie om Rachel Hertz (1793–1841), den såkaldte "synålejomfru". Han gennemgik hendes sygehistorie fra hun 1807 var fjorten år og gjorde nøje rede for alle hendes symptomer. Hun var en højt begavet pige, lærte sig flere sprog, bl.a. latin og hjalp gennem årene Herholdt i hans videnskabelige arbejde ved at samle og afskrive stof og førte en omfattende korrespondance på latin med ham. Hendes sygdom ytrede sig ved at der på forskellige steder af hendes legeme fremkom hævelser som det blev nødvendigt at åbne og der fandtes deri stykker af synåle. Fra begyndelsen af 1819 til aug. 1820 fjernedes ikke mindre den 273 nåle. 1822 offentliggjorde Herholdt sin beretning i en lille latinsk pjece Observatio de affectibus morbosis virginis havniensis, cui plurimæ acus et variis corporis partibus exciscæ et extractæ sunt. Denne vakte stor opsigt rundt omkring i verden; 1823 offentliggjorde han 26 indsamlede beretninger om nedslugte synåle (i Nye Hygæa), og i de følgende år kom adskillige fremmede hertil og besøgte Rachel Hertz. S.å. gjorde dog kirurgen Ludvig Levin Jacobson Herholdt opmærksom på at nålene kunne være stukket ind.

a Herholdt var blevet overlæge på Frederiks hospital flyttedes hun dertil, men også her frembød hun mærkelige symptomer, og der uddroges endnu over 100 nåle af hende samt et sønderbrudt bennålehus. Fra sin tidligste tid havde hun desuden lidt af kramper under øresønderrivende skrigen, senere blev hun lam i visse ekstremiteter og stum. Dertil kom meget stor urinafsondring som kun kunne udtømmes ved instrument, senere tillige vandansamlinger i moderskeden, som ligeledes måtte udtømmes med instrument, og til sidst blev disse ansamlinger luftblandede. Den svenske kemiker Jöns Berzelius (1779–1848) analyserede rumindholdet og fandt det tilblandet atmosfærisk luft – en oplysning om dette "veritable imposture" fik Herholdt dog først efter hendes endelige afsløring. Dertil kom sulteperioder, blod- og ekskrementblandede opkastninger. Som regel lå hun hen med lam højre arm.

Da Rachel Hertz 1825 kom fra hospitalet blev hun anbragt hos en familie som systematisk udspejdede hende gennem et hul i døren, og det viste sig da at hun selv foretog de nødvendige manipulationer. Der kan næppe være tvivl om at hendes hysteri havde forbindelse med at hun som kvinde, måske også fordi hun var jøde, ikke havde mulighed for at udnytte sine usædvanlige evner – og at hun gennem sin sygdom formåede at interessere og fastholde Herholdt. Da han blev overbevist om at hun havde ført ham bag lyset, gjorde han rede for hendes hele sygdom og afsløringen i bogen Udtog af Prof. Herholdts Dagbøger over Rachel Hertz' Sygdomme i Aarene 1807–1826, 1826, hvori han gav en oversættelse af sin latinske afhandling og fortsatte beretningen til 1827 da det hele var klarlagt.

J.D. Herholdt var mere teoretiker end praktiker. Blandt de få arbejder som har betydning i nutiden indtager hans medicinsk-historiske arbejder en særlig plads. Foruden mindre afhandlinger påbegyndte han et større værk: Archiv for Lægevidenskabens Historie i Danmark, 1823, men der kom aldrig mere end ét bind. Senere (1833–35) udgav han sammen med F.V. Mansa Samlinger til den danske Medicinal-Historie.

Familie

J.D. Herholdt blev født i Åbenrå, døde i København (Frue) og blev begravet sst. (Ass.).

Forældre: amtskirurg Johan Frederik Wilhelm Herholdt (1729–82, gift 2. gang 1774 med Susanne Dorothea Lundt, gift 2. gang 1783 med kirurg Nicolai Nielsen Dehnfeldt) og Cathrine Marie (Metta) Petersen. Gift 10.9.1789 i Kbh. (?) med Sophie Marie Berwaldt, døbt 12.3.1763 i Haderslev, død 14.2.1820 i Kbh. (Fred. hosp.) (gift 1. gang 1783 med skibsfører Nicolai Lorenzen, født 1753), d. af oboist, senere skoleholder ved Fred. ty. k. Johan Christian B. (ca. 1731–70) og Marie Elisabeth Asmussen (død 1798). Farbror til J.D. Herholdt (1818–1902).

Udnævnelser

Etatsråd 1828. – R. 1815. DM. 1834.

Ikonografi

Min. ca. 1789. Mal. af C. A. Jensen 1824 og 1827. Litografi efter tegn. af J. Senn, efter dette et litografi. Litografi 1829 efter tegn. af F. Møller. Litografi af M. Mendel, 1830. Buste af F. Krohn udst. 1830. Mal. af D. Monies, 1832 (St.mus.), tegnet forarbejde, litograferet af Monies selv s.å. og kopieret af C. A. Jensen, 1836 (Fr.borg); et par litografier i samme type. Mal. af C. A. Jensen, 1836 (St. mus.). Buste af Adelgunde Herbst. – Gravmæle af G. F. Hetsch, tegnet 1842.

Bibliografi

A. v. Schönberg: Mindetale over J.D. Herholdt, 1839. C. Molbech: Det kgl. da. vidensk. selsk.s hist., 1843 315–18. C. C. A. Gosch: Danm.s zool. lit. II, 1, 1873 564–75; III, 1878 236–42 (bibliografi). G. Norrie: Chirurgisk akad.s hist. 11–111, 1923. Kn. Faber: J.D. Herholdt, 1942. – Manus, i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: J.D. Herholdt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291196