Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørn Hess Thaysen

Oprindelige forfattere ESno og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jørn Hess Thaysen, Jørn Christian Hess Thaysen, 19.10.1921-11.4.1996, læge. Jørn Hess Thaysen blev student fra Vestre Borgerdydskole 1939 og blev efter deltagelse i modstandskampen interneret i tyske koncentrationslejre. 1947 fik han medicinsk embedseksamen ved Kbh.s univ. med udmærkelse.

Efter turnus- og hospitalstjeneste ved københavnske hospitaler 1947–51 var Jørn Hess Thaysen to år ansat ved Rockefeller Institute for Medical Research, New York hvor han påbegyndte sine grundlæggende studier over eksokrine kirtlers udsondringer; det resulterede i disputatsen Sekretionsstudier. Nogle sammenlignende betragtninger over sved-, spyt-, tåre- og pancreassekretionen, forsvaret ved Kbh.s universitet 1955. 1954 blev Jørn Hess Thaysen 1. reservelæge på medicinsk afdeling A hos K. Brøchner-Mortensen hvor der i særlig grad centreredes på reumatologiske studier efter cortisonæraens indtræden 1949 og stofskifteforskning. 1961 blev Jørn Hess Thaysen assisterende overlæge ved afdelingen og året efter lektor i klinisk medicin ved Kbh.s universitet. 1964 udnævntes Jørn Hess Thaysen til overlæge ved medicinsk poliklinik og afdeling P, Rigshospitalet, samt til professor i intern medicin ved Kbh.s universitet. Han fortsatte på disse poster til 1991.

Jørn Hess Thaysenbeskæftigede sig i særlig grad med basale og kliniske studier over sekretions- og nyrefysiologi; allerede 1953 var Jørn Hess Thaysen medforfatter ved Famine disease in German concentralion camps, 1960 s.m. N. A. Thorn o.a. ved The alcali metal ions in biology og s.å. sammen med H. C. Engell om Det kirurgiske traumes pathofysiologi og behandling; alle viste Jørn Hess Thaysens distinkte stilistiske dygtighed og pædagogiske evner hvilket går igen i hans grundige instruktive afsnit i studenternes stadig udvidede lærebog Medicinsk kompendium hvor han skrev afsnittene om nyresygdomme (flere nyredigerede udg. fra 1960–81). 1955 introducerede Jørn Hess Thaysen på Rigshospitalet den første patientbehandling med dialyse ved akut nyresvigt, og fra 1963 indførte han på afdeling P dialysebehandling ved kronisk nyresvigt. Sammen med kirurgen ved afd. D professor Flemming Lund (f. 1920) fik Jørn Hess Thaysen 1965 gennemført den første nyretransplantation, og siden 1968 har antallet af nyreudskiftningsbehandlinger på Rigshospitalet været blandt de højeste i Skandinavien og det største i Danmark. Jørn Hess Thaysen gjorde i disse år en betydelig indsats for – som rådgiver for Sundhedsstyrelsen – at centralisere nyretransplantationerne på landets største specialudbyggede sygehuse og han fik udviklet dialysebehandlingen. Foruden en række arbejder om denne særlige behandling af nyresygdomme publiceredes D79 Membrane transport in biology, udsprunget af nært samarbejde med institutterne for eksperimentel og klinisk immunologi, Akademiet for de tekniske videnskaber, landbohøjskolen og Risø.

Annonce

Jørn Hess Thaysen var en – yderst – veltalende og informativ pædagog for studenterne og en inspirerende igangsætter af videnskabelig forskning ved sin afdeling hvorfra adskillige disputatser er udgået. Hans bredtfavnende forhandlingslyst medførte talrige tillidshverv. Han var 1958–62 medlem af bestyrelsen for Dansk selskab for intern medicin, 1967–73 for Kbh.s medicinske selskab, 1976 for Dansk nefrologisk selskab (næstformand). 1964–68 medstifter og Council member of European Dialysis and Transplant Association, præsident 1975–78. 1967-74 formand for hæmodialyseudvalgei under Akademiet for de tekniske videnskaber og 1968-89 for sundhedsstyrelsens udvalg vedrørende organisation af dialyse- og transplantationsbehandling. 1966 medlem af European Society for Clinical Investigation og 1977 medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab. 1975 æresmedlem af European Dialysis and Transplant Nurses Association og året efter af Landsforeningen af erhvervshæmmede fra frihedskampen. 1963–72 medlem af redaktionen af Acta Medica Scandinavica, 1972–75 for Kidney International og siden 1972 hovedredaktør af Medicinsk kompendium og af Alfr. Benzon Symposia I-XIX. Jørn Hess Thaysen modtog 1961 Thorvald Madsen-prisen, 1966 NOVO-prisen og 1976 Hagedornprisen. 1998 udgav han sine erindringer Glimt fra mit liv.

Familie

Jørn Hess Thaysen blev født i København (Skt. Johannes).

Forældre: overlæge, dr.med. Th. E. Hess T. (1883–1936) og Fanny E. Rollhausen (1887–1970). Gift 1.4.1936 i Hellerup k. med lektor, cand.mag. Minna Haar, født 25.6.1922 i Ribe, død 2006, d. af seminarierektor Helge Johannes H. (1880–1949) og Elisabeth Gentiana Riemann (1891-1992).

Udnævnelser

R. 1970. R1. 1972.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbhs. univ. nov. 1955 174. – Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason, Merete Harding: Jørn Hess Thaysen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298242