• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Johan Albrecht v. Schønberg

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jørgen Johan Albrecht v. Schønberg, 27.9.1782-16.10.1841, læge. Født i Lyderslev ved Store Heddinge, død i Kbh. (Slotsk.), begravet på Frbg. Efter at være blevet student 1800, privat dimitteret, gav S. sig af med journalistisk virksomhed i forbindelse med stedfaderen, men da denne blev dømt, studerede han medicin og blev kandidat på Almindelig hospital, men 1807 rejste han til udlandet. Her blev han dr.med. på De induratione telae cellulosae in neonatis observata i Göttingen 1808 og rejste så rundt i Europa indtil han 1811 kom til Napoli hvor han forblev i mange år. Han blev cheflæge for østrigske soldater på hospitalet St. Sagramento 1816, tog doktorgraden 1818, blev cheflæge for hospitalet della Paccella 1819 og blev optaget i den napolitanske adel. 1826 blev han først konsulterende læge ved fattighospitalet Albergo di Poveri og siden for de andre fattiganstalter i Napoli. 1827 blev han cheflæge for alle den østrigske hærs syge i kongeriget Neapel. For sin virksomhed fik han talrige hædersbevisninger fra mange forskellige lande, også fra Danmark, og under et besøg her i landet 1828 fik han titel af arkiater (hoflæge). N.å. blev han æresdoktor i filosofi i Würzburg, derefter fransk cheflæge på et togt til Algier 1830, og endelig vendte han s.å. tilbage til Kbh. hvor han blev resten af sit liv. Her blev han hofmedicus 1832 og livlæge hos dronning Caroline Amalie 1840; i mellemtiden havde han 1834–38 været redaktør af Berlingske Tidende hvorved han dog ikke høstede laurbær. Han havde den fortjeneste at han ved sine talrige skrifter, for en stor del oversættelser, gjorde den danske medicinske litteratur kendt i udlandet. 1817 publicerede han selv Om Pesten i Noja 1815 og 16 foruden at han var forfatter af en række biografier og nekrologer. S. var medlem af talrige udenlandske lærde selskaber. -Justitsråd 1824. Etatsråd 1837.

Familie

Forældre: lærer, cand.teol., kantor i Vemmetofte Bent S. (1748–89) og Frederikke Vincentine Ratenburg (1755–1826, gift 2. gang 1798 med bogtrykker K. H. Seidelin, 1761–1811). Gift Francisca Victoria Caroline Schöpf, født 8.7.1806 i Würzburg (?), død 30.11.1847 i Kbh. (Holmens) (gift 2. gang 1842 med højesteretsadvokat C. Liebenberg, 1804–65). -Far til Karl S.

Udnævnelser

R. 1817.

Annonce

Ikonografi

Radering af F. Ognibene, 1820. Mal. (Fr.borg).

Bibliografi

Biogr. Lexicon hervorragendsten Ärzte, udg. E. Gurlt og A. Hirsch V, Wien 1887 265f. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Jørgen Johan Albrecht v. Schønberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297283