Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holger Jacobæus

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Holger Jacobæus, Holger Iacobæus, Holger Jacobsen, 6.7.1650-18.6.1701, læge. Født i Århus, død i Kbh., begravet i Frue k. Efter faderens død kom J. 1661 til Kbh., blev student 1666 fra Frue skole og gav sig til at studere teologi og medicin. 1671 rejste han til Holland hvor han navnlig studerede i Leiden. Han måtte dog allerede n.å. tage hjem på grund af krigsuroligheder, men fik her lejlighed til at studere under Niels Stensens vejledning. Da denne forlod landet 1674, drog J. atter på rejse, denne gang navnlig til Italien hvor han i længere tid boede hos Stensen i Firenze og dyrkede anatomien. Imidlertid var han 1674 blevet professor i historie og geografi ved Kbh.s univ., men med tilladelse til at blive i udlandet hvorfra han kom hjem 1677 for dog atter at rejse n.å. Da han havde taget doktorgraden i Leiden 1679 vendte han endelig hjem. J.s "rejsebog", hvori hans tre udenlandsrejser og en Jyllandsrejse er beskrevet, er af betydelig kulturhistorisk interesse. – 1681 blev J. secundus anatomicus med ret til at ascendere i det medicinske fakultet, og fra 1686 var han vikar for Villum Worm (1633–1704). Først 1698 blev han professor ordinarius. 1691 var han blevet højesteretsdommer; universitetsrektor var han 1690, 1695 og 1696. Endelig blev han universitetsbibliotekar 1699. Som professor synes J. ikke at have bevaret sin interesse og iver for anatomien. Han vandt berømmelse ved udgivelsen af det kongelige pragtværk Museum Regium. 1687 fik han befaling til at forfatte et katalog over Det kgl. kunstkammer, og allerede 1690 havde han sit manuskript færdigt, men med trykning og stikning af de mange kobbertavler udkom værket først 1696 og i stærkt udvidet anden udgave 1710 ved Johannes Laverentzen. En betydelig opsigt vakte hans Programmet funebre i anledning af Ole Borchs død, idet han forsvarede Borch kraftigt mod hans modstander Hermann Conring. – Rang med assessores consistorii 1681. Rang med justitsråder 1696. Justitsråd 1698.

Familie

Forældre: biskop Jacob Matthiesen (1602–60) og Anna Bartholin (1613–82). Gift 1. gang 9.9.1681 med Anne Margrethe Bartholin, født 30.9.1660 i Kbh. (Frue), død 18.5.1698 sst. (Frue), d. af læge Thomas B. (1616–80) og Else Christophersdatter (1634–75). Gift 2. gang 29.3.1699 i Kbh. (Frue) med Anne Tisdorph, født ca. 1663, begr. 28.3.1744 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang 1685 med antikvar Thomas Bartholin, 1659–90), d. af sognepræst ved Nicolai k. i Kbh. Michael Henrichsen T. (1628–1701) og Søster Brochmand (1629–93, gift 1. gang med slotspræst Morten Grum, 1615–52).

Bibliografi

H. J.: Rejsebog, udg. Vilh. Maar, 1910. Danske saml. III, 1867–68 234–49 (H. J.s optegn.). – J. Bidstrup: Stamtvl. over familierne Hauberg og Arboe, 1911 127f. H. lacobæus: En lærd families liv og livsvilkår, 1931. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. II, 1, 1873 256–62; III, 1878 103–08 (bibliografi). Vilh. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen II, 1873 24. Jul. Petersen: Den danske lægevidenskab 1700–50, 1893 4. Samme: Bartholinerne og kredsen om dem, 1898. Numismatisk foren.s medlemsbl. XIV, 1935 320–23. H. D. Schepelern: Museum Wormianum, 1971 308–10.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Holger Jacobæus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291929