Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.C.A. Lassen

Oprindelig forfatter ESno
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H.C.A. Lassen, Henry Cai Alexander Lassen, 2.8.1900-13.8.1974, læge. Født på Frbg, død i Kbh., begravet Hellerup kgd. L. blev 1918 student fra Metropolitanskolen og blev cand.med. 1924. Efter tjeneste ved medicinske afdelinger i provinsen og Kbh. blev han assistent ved Statens seruminstitut 1929–34 hvor han udarbejdede den 1931 forsvarede disputats om Experimental Studies on the Course of paratyphoid Infections in avitaminotic Rats. With special Reference to Vitamin A deficiency. L. var optaget af forskellen i infektionssygdommes forløb hos fejlernærede og velnærede børn, inspireret af C. E. Blochs opdagelse af vitamin A ti år tidligere. Efter reservelægevirke fra 1930–37 på Kbh.s kommunehospitals 3. afdeling blev L. 1937 reservelæge ved Blegdamshospitalet og kom herved til en virkeplads hvor han som overlæge fra 1939 og som professor i epidemiologi ved Kbh.s universitet fra 1940 skulle komme til at udføre en banebrydende indsats inden for dansk epidemiologi indtil sin afgang 1967 – kun afbrudt af et års orlov hvor han 1963–64 var overlæge ved Dansk røde kors' undervisningshospital i Leopoldville i Congo. – L. kom til på et tidspunkt hvor alvorlige difteri- og skarlagensfeberepidemier hærgede på Blegdamshospitalet, men ved L.s og medarbejderes indsats fra 1941 for børnevaccination mod difteri lykkedes det at nedbringe dødeligheden for denne sygdom hos unge vaccinerede, om end en alvorlig epidemi i 1943–44 bortrev en række uvaccinerede voksne. Vaccination efter denne epidemi udryddede sygdommen totalt i Danmark fra 1950. Sulfonamidernes fremkomst i 1930ernes midte medførte en række undersøgelser over de stadig mere effektive præparater, og meningitisepidemier og andre infektionssygdomme blev behandlelige, på grund af de nye serumbehandlingsmetoder. Ved penicillinets fremkomst efter anden verdenskrig svandt epidemier med skarlagensfeber og gigtfeber dramatisk – og af Blegdamshospitalets 500 senge stod i perioder nu godt 100 pladser ledige. I 1940'erne arbejdede L. i særlig grad med betændelsessygdommes påvirkninger af centralnervesystemet – og en række arbejder om behandling af børnelammelse og nerverodsbetændelse publiceredes i samarbejde med neurologer (M. Fog, E. Skinhøj o.a.) – ligesom tuberkulosebehandling med det nye antibiotikum streptomycin efter besættelsen blev taget op med særdeles gunstig effekt. Blegdamshospitalet havde også under og efter besættelsen måttet behandle talrige tilfælde af udhungrede patienter med tyfus, dysenteri, plettyfus – og i 1945 de hjemførte koncentrationslejrfanger. Infektionssygdommene skiftede karakter, difteri, skarlagensfeber, gigtfeber og dysenteri var nu næsten væk, stivkrampe, tuberkulose, tyfus og paratyfus blev sjældnere, men behandlingen af børnelammede, hvilket hidtil havde været konservativ ortopædisk-kirurgisk fik et dramatisk opsving i 1952 da en voldsom epidemi ramte landet; med myndighed både over for offentligheden og over for personalet og med stort organisationstalent fik L. behandlingen af de dårligste patienter centreret på Blegdamshospitalet – og ved samarbejde med narkoselæger (Bj. Ibsen, f. 1915, o.a.) og laboratorielæger (P. Astrup o.a.) udvikledes hensigtsmæssige former for kunstig overtryksventilation af de mange åndedrætslammede hvorved dødeligheden faldt fra 80 pct. til 20 pct. 600 medicinske studenter blev organiseret som ventilatører og en effektiv revalideringsbehandling i nært samvirke med ortopæder, fysioterapeuter, otologer og fysiurger organiseredes på hospitalet sammen med sygepleje- og maskinteknisk personale for henved 3000 patienter hvoraf mange dog måtte blive på hospitalet i op til flere år. Behandlingen var et væsentligt fremskridt, og 1955 tilrettelagde L. på hospitalet et internationalt velbesøgt WHO-kursus om polio og 1956 publiceredes hans skelsættende Management of lifethreatening Poliomyelitis med støtte af den danske polioforening og af 22 medforfattere. Samtidig formåede L. at iværksætte et forskningsarbejde om børnelammelsens epidemiologi der i de følgende år gav vigtige resultater. Denne intensive behandling med stadig forbedrede typer af mekaniske respiratorer viste sig af få betydning fremover ikke blot for poliopatienter, men også for patienter med nerverods- og hjernebetændelser, stivkrampe og forgiftninger samt ved kroniske bronkitter. Det viste sig imidlertid svært at få alle de kunstigt ventilerede patienter fri for respirator, og L. gjorde et stort socialt arbejde for sammen med sundhedsmyndigheder og polioforeningen at skaffe sådanne patienter boligforhold sammen med deres pårørende.

L.s indsats under epidemien gjorde ham kendt verden over – og i Paris oprettedes 1955 på Claude Bernard-hospitalet et Centre Lassen og i Toulouse oprettedes 1958 en Salle Lassen for respirationshæmmede patienter. L. glemte aldrig de kroniske respiratorpatienter og lige til sin afsked rejste han en gang årligt rundt og tilså dem. Som ekspert tilkaldtes han ved epidemier 1955 i Island, 1956 i Holland, 1957 i Rumænien og 1959 i Grækenland.

I samarbejde med seruminstituttet og sundhedsstyrelsen fik L. fra 1955 gennemført gradvis udvidet vaccination mod børnelammelse til alle aldre. Sygdommen er herefter ikke fremkommet i Danmark den sidste snes år. Men nye problemer dukkede op for det fleksible hospital. Den megen brug af nye antibiotika i 1950erne udløste krydsinfektioner med sårbetændelsesbakterier (staphylokokker). Ved smitteopsporing og intensiv hospitalshygiejne lykkedes det ved isolation på hospitalet at få helbredt en række livstruende tilfælde der forgæves havde været behandlet på andre hospitaler. I 1963 opnåede L. at få oprettet et særligt bakteriologisk institut på Blegdams-hospitalet til udredning af smittekilderne.

Annonce

I 1960erne måtte behandling af narkotikaafhængige patienter med blodoverført gulsot tages op, ligesom et stigende antal patienter med udenlandske tropesygdomme krævede behandling i hospitalet hvilket medførte en ny effektiv indsats.

Ved sin afgang som 67-årig flyttede L. til Provence. Han kunne se tilbage på en epoke hvor han og hans medarbejdere havde været virksomme for udryddelsen af tidligere livstruende sygdomme som difteri, skarlagensfeber, børnelammelse og sårinfektionsepidemier, og hvor han ved sine store evner for nært og inspirerende samarbejde med andre specialer, bakteriologi, neurologi, ortopædi, fysiurgi og teknologi kunne få afhjulpet åndedrætshæmmende og invaliderende følgetilstande efter stivkrampe, hjerne- og nerverodsbetændelser. Vel var hospitalets oprindelige 500 epidemiske sengepladser blevet reduceret til 224, men hospitalet havde samtidig fået udskilt en medicinsk, en øre-, en røntgen-, en fysiurgisk og en børneafdeling med selvstændige stabe. Som underviser såvel for studerende som for de mange læger fra ind- og udland der arbejdede ved hospitalet var L. en belæst, elegant myndig lærer. Hans evne til at drage alle kyndige med ved udformningen af en behandling og derefter fastholde den var fremragende – og inspirerende for både patienter og medarbejdere. Et følsomt sind dækkede han under en for mange uforståelig arrogance.

Under besættelsen varetog L. redaktionen af Ugeskr. for Læger (1942–45) for M. Fog. L. valgtes til formand for forretningsudvalget i Landsforeningen til bekæmpelse af børnelammelse 1945–53, 1953 var han tillige medlem af hovedbestyrelsen, 1948–51 medlem af The Internat. Poliomyelitis Congres, 1951 generalsekr. for 2. internat. poliomyelitiskongres i Kbh., og præs. for Assoc. Européenne contre la Poliomyelite (ærespræsident 1962), 1952–60 form. i danske lægers sammenslutning mod krig, 1953 bestyrelsesmedlem af Selskabet for kulturelle forb. m. Kina, 1954 medstifter af Soc. internat. pour L'étude des Maladies infectieuses et parasitaires (1956 vicepræs.) og 1962 form. for Dansk-Fransk Lægesamvirke. L. modtog 1955 Landsforeningen til bekæmpelse af børnelammelses videnskabelige pris og tillige Martin Salomonsens legat, 1958 Sønnich-Olsen prisen.

Familie

Forældre: kaptajn Niels Alexander L. (1871–1939) og Astrid Marie Boldsen (1877–1966). Gift 1. gang 21.11.1924 i Hellerup med Johanne Amalie Kähler, født 12.5.1900 i Kbh., d. af civilingeniør Gustav K. (1868–1916) og Margrethe Christine Fjord (1867–1929). Ægteskabet opløst 1953. Gift 2. gang 16.12.1953 i Kbh. med Nora Vera Brøndsted, født 17.10.1922 på Java, d. af civilingeniør Paul B. (død 1936) og Nadine Melnikoff (død 1960).

Udnævnelser

R. 1949. R.1 1957.

Ikonografi

Bronzerelief af Gottfred Eickhoff, 1960 (Rigshosp.). Foto.

Bibliografi

J. Nimb Lassen: Stamtvl. over familien Lassen, 1943. Klaus Jensen i Årbog for Kbh.s univ. 1973–74 47–50. Epidemihospitalet i Kbh. 1879–1979, red. V. Faber m.fl., 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason: H.C.A. Lassen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293370