• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gordon Norrie

Oprindelige forfattere ESno og AxHan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gordon Norrie, 6.5.1855-11.10.1941, læge. Født i Helsingør, død i Kbh., urne på Helsingør kgd. N. blev student 1873 fra Sorø; helst ville han have været ingeniør i hæren, men frygtede at hans nærsynethed skulle være til hinder derfor; bl.a. af den grund valgte han det medicinske studium. Allerede som student frekventerede han professor E. H. Gruts øjenklinik og fortsatte dermed efter 1880 at have taget medicinsk embedseksamen. Han blev hurtigt underlæge og reservelæge ved Garnisons sygehus, var senere læge ved Kbh.s væbning og udnævntes 1891 til korpslæge i hæren hvor han 1911 avancerede til stabslæge og samtidig blev chef for Garnisons sygehus. Han virkede her under de vanskelige forhold som de store indkaldelser under første verdenskrig frembød, indtil han faldt for aldersgrænsen 1920. 1894-1911 fungerede han som chef for øjenklinikken på nævnte sygehus. Fra 1885 praktiserede han som øjenlæge i Kbh. Han agiterede stærkt for F. S. F. Credés metode (inddrypning af en helvedstensopløsning i nyfødtes øjne for at hindre alvorlige øjenbetændelser) der først efter megen modstand blev obligatorisk 1900; endvidere har han bl.a. skrevet om lus som medvirkende årsag til andre former for øjenbetændelse og om arvelig stær i øjet. En arvelig form for blindhed (atrofia bulborum hereditania) er knyttet til hans navn. – Efter Gruts afgang fra professoratet i øjensygdomme 1896 var N. ansøger til stillingen sammen med M. Tscherning og J. Bjerrum (1851-1920) hvilken sidste blev den foretrukne. 1903-37 var han læge for blindeinstituttet i Kbh. hvorved han fik lejlighed til at forbedre instituttets sundhedsforhold. 1901 blev han dekanatssekretær i det kgl. sundhedskollegium efter i flere år at have været honorarlønnet medhjælper hos forgængeren E. Hoff. Da kollegiet 1907 fratrådte fulgte han, skønt det var ham der havde konciperet dets klage til kongen over justitsminister P. A. Alberti, med over i det midlertidige statskontor for sundhedsvæsenet, og 1909-27 var han næstformand for sundhedsstyrelsens lægeråd. 1925-37 var N. formand for Soransk samfund, æresmedlem 1938, 1928-33 for Dansk medicinsk-historisk selskab, æresmedlem 1933, 1913-18 formand for Militærlægeforeningen, æresmedlem 1937. Trods hele den her omtalte og meget krævende virksomhed har N. været en særdeles frugtbar medicinalhistoriker. Han kom ind på historiske studier ved ønsket om at skaffe sig oversigt over øjenlægekunstens udvikling i Danmark der hidtil var ubearbejdet. F. Grünfeld gjorde ham opmærksom på G. Heuermann, om hvem han 1891 udgav sit første medico-historiske arbejde. N. var for så vidt elev af Julius Petersen som han forinden var en flittig tilhører ved dennes forelæsninger og også søgte hans råd ved sit første arbejde, men han blev ikke nogen yndet elev. Dels i anmeldelser af hinandens arbejder, dels i direkte polemik kom en tydelig forskel i anskuelser til syne. Mens Julius Petersen altid havde udviklingen i hele Europa for øje, begrænsede N. i høj grad sit syn til Danmark eller dog Norden, og han lagde med rette stor vægt på arkiv-undersøgelser. Sine studier over sit specialfags historie samlede han 1925 i Den danske Oftalmologis Historie indtil Aar 1900. 1 mellemtiden og senere har han skrevet talrige afhandlinger med 1700-tallet som speciale (Kirurger og Doctores, 1929, Sorø Akademis Læger, 1940, Hospitalsnød i København (i Festskrift til Jul. Petersen), 1910, Københavns Garnisonssygehus. 1918). 1896 udkom første bind af det værdifulde værk om det kirurgiske akademis oprindelse og historie; det afsluttedes med 3. bind 1923. I sit embedsotium har N. udgivet en statelig række bøger, bilagt med udførlige gengivelser af aktstykker, fx om det danske jordemodervæsens historie (1935), om det kirurgisk-anatomiske teaters historie (I-II, 1931-32) og Af medicinsk Facultets Historie, 1934-39, samt en selvbiografi Hjemme og ude, 1931 hvor der ikke lægges skjul på talrige kontroverser eller på det temperamentsfulde sind der også tit trådte frem i N.s litterære arbejder. I hele sit historiske forfatterskab har N. vist stor selvstændighed og kun lagt lidt vægt på tidligere anskuelser og fremstillinger. En stærk hukommelse, selv i den høje alder, har været ham til stor støtte. Han angiver selv sin afstamning således: "1/4 skotsk, 1/4 svensk, 1/8 jødisk, 1/8 engelsk og 1/8 dansk med hollandsk Stænk – og dog helt dansk!". Og sikkert er det, at hans fædrelandskærlighed har givet sig mange smukke udslag, ofte i inderligt samarbejde med hustruen. - Dr.med.h.c. 1929 ved Kbh.s univ.s 450-års jubilæum.

Familie

Forældre: skibsklarerer, portugisisk vicekonsul og borgerkaptajn William Gordon N. (1827-65) og Fanny Thea Marie Wright (1832-85). Gift 6.5.1885 i Kbh. (Garn.) med Helga Charlotte Harbou (Charlotte N.), født 12.10.1855 i Altona, død 19.2.1940 i Kbh., d. af oberstløjtnant, senere generalmajor Johannes H. (1810-91) og Louise U.M. Hellesen (1833-97).

Udnævnelser

R. 1902. DM. 1915. K.2 1920.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Otto Christensen, to tegn. af samme (en på Sorø akad.). Tegn. af C. Nielsen, 1930 (Med.-hist. mus.) og af Ivan Opffer. Buste af Per Linnemann-Schmidt, 1940 (Soransk samfund; Sorø kunstmus.). Foto.

Bibliografi

Stabslæge dr.med. G. N.s trykte arbejder, 1933. – Selvbiografi i Promotionsfesten 1.6.1929 i anledn. af Kbh.s univ.s 450 års jubilæum, 1930 86-90. G. N.: Hjemme og ude, 1931 (erindr.). – Slægtstavlesaml., 1931 131. Soranerbl. XIV, 1929 nr. 4 29f; XX, 1935 nr. 5-6. K. Brünnich Nielsen i Militærlægen XLI, 1935 142-49. E. Schmiegelow i Ugeskr. for læger CIII, 1941 1416. – Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordens-kapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason, Axel Hansen: Gordon Norrie i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295133