• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Frederik Franck de Franckenau

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Georg Frederik Franck de Franckenau, 28.8.1669-7.5.1732, læge. Født i Strasbourg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). F.de F. uddannedes navnlig i Tyskland, studerede fra 1685 i Heidelberg, Altdorf og Wittenberg, Leiden og Jena hvor han 22.3.1692 blev dr.med. 1693 blev han prof.extraord. i Wittenberg, men fulgte med faderen til Danmark 1695. Trods et løfte til Jens Foss blev han 5.8.1701 professor philosophiæ et medicinæ ved Kbh.s universitet og ved Ole Worms død 1708 professor med.ord. 1726-28 var han tillige højesteretsassessor. -F.de F. var som professor mere flittig, end det var almindeligt, og holdt navnlig de påbudte disputatser, men han præsterede intet af betydning, og han hørte til de skolastisk-teoretiserende medicinere. Antallet af medicinske studerende var i øvrigt meget lille, for i de 30 år han var professor, kreeredes kun 23 doctores medicinæ. Under den store pestepidemi 1711 flygtede han til Falster hvorfra han udgav vejledning til behandling af sygdommen. Medicinalforordningen af 1672 indeholdt ikke som en tidligere forordning tilladelse til at flygte for pest, men F.de F. blev ikke tilbagekaldt, således som det hændte den anden læge der flygtede. Han kom først tilbage da epidemien var forbi.

Familie

Forældre: livmedicus Georg F. de F. (1644-1704) og Marie Euphrosyne Chemnitz de Stromberg (død 1701). Gift 1. gang 20. 9.1703 i Kbh. (Frue) med Maria Sybilla Rodriguez, døbt 16.4.1679 i Kbh., begr. 10.8.1704 sst. (Frue), d. af professor Carlos R. (1618-89) og Margrethe Sibylle Pedersdatter (ca.1647-1719, gift 2. gang med foged på Færøerne Hans Villumsen). Gift 2. gang 27.6.1708 i Kbh. (Frue) med Sophie Amalie Runge, født 6.3.1690, begr. 14.9.1726 i Kbh. (Frue k.), d. af overførster Daniel R. (1645-1727) og Margrethe Øllegaard Bruhn (død 1727). – Farfar til R. Frankenau. Bror til Gerhard Ernst F. de F.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bohé VIII, 1917 tillæg 84. F. V. Mansa: Pesten i Helsingør og Kbh. 1710 og 1711, 1854. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen II, 1873. Jul. Petersen: Den danske lægevidenskab 1700-1750, 1893 22-26. Højesteret 1661-1961, udg. Povl Bagge m.fl. II, 1961 344.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Georg Frederik Franck de Franckenau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289622