Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.G. Howitz

Oprindelig forfatter OlTho
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

F.G. Howitz, Frantz Gotthard Howitz, 25.12.1789-3.4.1826, læge. Født i Kbh. (Fred. ty.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). H. der var den tredje af ti søskende lagde allerede som dreng og ungt menneske usædvanlig begavelse for dagen, og ved flid og energi gennemførte han trods meget vanskelige økonomiske forhold i forældrenes hjem at blive student fra Metropolitanskolen (1807). Hans løbebane var kort, præget som han var allerede fra ynglingeårene af sygdom der beredte ham en tidlig død. 1812 tog han medicinsk embedseksamen og fungerede derefter som kandidat ved Frederiks hospital og samtidig som distriktslæge i Kbh. 1813 vandt han universitetets guldmedalje og tog 1814 licentiat- og 1815 doktorgraden i medicin. Kort efter foretog han en treårig studierejse til Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig og England hvor han studerede medicin, kemi og fysik. Kort efter sin hjemkomst blev han (1819) efter O. H. Mynsters død udnævnt til prof. extraordinarius i farmakologi og retsmedicin og ansattes samtidig som læge ved Tugt-, rasp- og forbedringshuset på Chr.havn. Han har efter samtidiges beretning været en fremragende lærer der også på grund af sin interesse og venlighed over for studenterne var højt agtet og elsket af dem. Han var levende videnskabeligt og socialt interesseret og henledte ved en større afhandling (Bibliothek for Læger, 1821) om de nye engelske feberhospitaler opmærksomheden på en række hygiejniske indretninger som derefter af J. D. Herholdt (1764–1836) blev indført på Frederiks hospital. Trods hans få virkeår står hans åndelige fysiognomi skarpt markeret gennem et par afhandlinger fra 1824 Om Afsindighed og Tilregnelse og Determinismen eller Hume imod Kant. Hvad der navnlig forundrer er den frigjorthed hvormed H.s opfattelse af sindssygdom og forbrydelser virker på et tidspunkt da ikke blot teologien men også psykologien og juraen, ja vel også til en vis grad medicinen betragtede psykiske processer, normale såvel som patologiske, som relativt selvstændige "sjælelige" fænomener. I modsætning hertil var H. overbevist om, at enhver psykisk proces og herunder også de forskellige grader af "afsindighed", havde sit ganske bestemte (ætiologiske) grundlag i en materielt definerbar (om end i øjeblikket måske upåviselig) tilstand af legemets organer, særlig hjernen.

H. der 1821 var blevet medlem af sundhedskollegiet og dels herved, dels som professor i retsmedicin var ført ind på undersøgelser over tilregnelighedsspørgsmål, gav allerede 1822 herom en meddelelse i Kbh.s medicinske selskab og udarbejdede derefter den foran omtalte første afhandling der 1824 med undertitlen Et Bidrag til Psychologien og Retslæren tryktes i A. S. Ørsteds Juridisk Tidsskrift. Ifølge sin naturalistiske eller fysiologiske opfattelse betragtede H. viljeslivet som betinget af hjernens tilstand der igen er afhængig af anlæg (arvede) og ydre kår. Han går derfor imod "det Kantske Dogme" om "Viljens Frihed" der på dette tidspunkt vel så godt som enstemmigt var accepteret og bl.a. spillede en stor rolle for juristernes opfattelse af tilregnelighed. Mens den første, forsigtigt udformede, afhandling blev velvilligt modtaget, særlig af tidsskriftets redaktør, var dette alt andet end tilfældet med skriftet om determinismen. Nu mødte en skare af tidens førende mænd inden for åndslivet op: foruden A. S. Ørsted J. P. Mynster, F. C. Sibbern, P. Hjort og J. L. Heiberg (1791–1860) for i stadig mere og mere heftige ord at bebrejde H. hans "materialistiske" livsanskuelse, hans mangelfulde kendskab til og opfattelse af filosofiens grundsætninger etc. Navnlig hos Mynster og P. Hjort bliver replikken næsten pinlig i sin ubeherskethed, efterhånden som polemikken skrider frem, mens H. i sine svar (samlet i "Determinismen") bevarer ro og værdighed, selv om det nu og da ingenlunde skorter på skarphed. Striden må have optaget samtiden i høj grad, og endnu så sent som 1866 førte den til at universitetet som prisopgave udsatte en undersøgelse af "hvorvidt den i vor Litteratur i sin Tid førte Strid om den frie menneskelige Villies Realitet kan siges at have ført til et blivende og udtømmende videnskabeligt Resultat". Opgaven blev besvaret af den da 26 år gamle H. Høffding, der erhvervede guldmedaljen (afhandlingen er aldrig offentliggjort). Hvad man først og fremmest beundrer hos H., er hans fremragende stilistiske evne, hans klarhed og logik, men hele striden må vistnok nu siges til en vis grad at have været en kamp mod vejrmøller. Problemet om "viljens frihed" er uløseligt, eller rettere sagt, det kan med samme ret besvares bekræftende og benægtende. Ikke desto mindre er H.s to skrifter i høj grad læseværdige og virker ved deres friskhed, det elegante sprog og vid forenet med en umiskendelig idealisme, mærkeligt ude af tiden. Uden nærmere kendskab ville man være tilbøjelig til at datere deres tilblivelse et par menneskealdre senere. Striden og den dermed forbundne anspændelse tog vistnok temmelig hårdt på H.s i forvejen svage helbred. 1825 blev han ansat som reserveaccoucheur ved Fødselsstiftelsen, men kom aldrig i funktion; han døde n.å.

Familie

Forældre: stadsmægler, senere købmand og postekspeditør i Dansk Vestindien Johann Heinrich H. (1755–1806) og Øllegaard Christiane Kreutzfeld (1767–1831). -7.11.1823 i Kbh. (Holmens) med Juliane Elisabeth Branner, født 28.4.1798 i Kbh. (Fødsst.), død 27.3.1860 sst. (Frue), d. af løjtnant, klædefabrikant, ejer af Jonstrup Johan Jacob B. (1773–1804) og Petrine Lassenie Joachime Billeschou (1779–1840). -Farbror til Frantz H. og G. H.

Annonce

Ikonografi

Tegning.

Bibliografi

Selvbiografi i Acta solennia i anledn. af kroningsfesten, 1815 34–36. – J. C. L. Lengnick: Genealogier, 2. saml., 1858 II. Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 429–33. Telegraphen V, 1825–26 519–23. Dansk lit.tid. 1826 301–03. Bibi. for læger VII, 1827 134–48. J. P. Mynster: Medd. om mit levnet, 1854 224f. Oluf Thomsen: F. G. H. og hans strid om "Villiens frihed'", 1924. S. Aa. Gammeltoft: Farmakol. undervisning ved Kbh. univ., 1952 34–36. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Thomsen: F.G. Howitz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291596