Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egill Snorrason

Oprindelige forfattere MeHa og EyBas

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Egill Snorrason, Egill Snorri Hrafn Snorrason, 25.2.1915-10.8.1996, læge, medicinalhistoriker. Egill Snorrason blev student fra Efterslægtselskabets skole 1933 og tog lægeeksamen 1940. Efter en grundig fysiurgisk og medicinsk uddannelse ved forskellige københavnske hospitaler og fysiurgiske klinikker fik han 1947 speciallægeanerkendelse i fysiurgi og 1952 i intern medicin. 1950 blev han dr. med. på en afhandling om Sanocrysinbehandling og prognose ved Polyarthritis chron. primaria, et dengang kontroversielt emne i medicinske kredse. Under polioepidemien 1952–53 var han som Blegdamshospitalets fysiurgiske konsulent med i det team af læger som ved et intensivt praktisk og videnskabeligt arbejde åbnede for nye veje i efterbehandlingen af polioramte. Egill Snorrason var således veludrustet da han 1966 blev overlæge ved Rigshospitalets fysiurgiske afdeling Tagensvej og Blegdamsvej 1975 og medicinsk afdeling 1983-85. 1976 blev han udnævnt til professor i fysiurgi ved Kbh.s univ., han beklædte professoratet til 1985. Fysiurgien har siden midten af dette århundrede gennemgået en næsten eksplosiv udvikling fra en væsentlig terapeutisk disciplin til et klinisk-diagnostisk grenspeciale under den interne medicin, en udvikling som Egill Snorrason i høj grad var med til at præge som forsker, som underviser og som organisator. I nært klinisk samarbejde med de ortopædiskkirurgiske og medicinske afdelinger ledte han afdelingens opgaver som forskningscenter for gigtlidelsernes diagnostiske problemer såvel som arbejdsfysiologiske undersøgelser vedrørende bevægeapparatets fysiologi og patologi ved siden af fysio- og ergoterapien af et stigende antal fysisk handicappede patienter.

Foruden disputatsen foreligger der et meget stort antal videnskabelige afhandlinger fra Egill Snorrasons hånd alene og i samarbejde med andre specialister: om polio, om leddegigt, om funktionsundersøgelser af rygsøjlen og dens hvirvelskiver og om morbus Scheuermann. Ved siden heraf ydede Egill Snorrason en praktisk værdifuld indsats i det forebyggende arbejde. Han skrev bl.a. om holdningsproblemer hos skolebørn og om hensigtsmæssige arbejds- og hvilestillinger. Han rådgav om skoleborde, stole og andre arbejdsmøbler og var altid en engageret debattør i artikler og foredrag om befolkningens fysiurgiske velfærd. I mere populær form skrev han om bevægesystemets sygdomme i Politikens lægebog, 1.-7. udg. 1958–79.

Det er forståeligt at der ofte var bud efter Egill Snorrasons videnskabelige ekspertise og administrative evner. Han var således formand for Dansk fysiurgisk selskab 1954–55, i Dansk medicinsk selskabs forskningskomité fra 1969, formand 1971–80, i forretnings- og forskningsudvalget i Rigsforeningen til gigtens bekæmpelse 1972–76.

Annonce

Det er ingen tilfældighed at titlen på Egill Snorrasons første litterære arbejde i Bibi. for Læger 1941 er: Gigt i Fortid og Nutid - kulturelt belyst. Det siger noget væsentligt om den unge læges indstilling til sit fag og dets historie. Man taler undertiden om humanisme og naturvidenskab som to adskilte verdener. Med sin meget omfattende litterære produktion viste Egill Snorrason at lægevidenskabens historie er en disciplin som hos den rette dyrker i høj grad knytter humaniora til naturvidenskab. Han skrev således, med henblik på infamiproblemet om danske skarpretterfamilier og kulturhistorisk belyst bøddelsværdets udformning i flere småpublikationer, sidst i Convivium, 1979. Han skrev om J. F. Struensee som læge og medicinalreformator, 1968, om Niels Stensen. En students notater fra 1659 (det såkaldte Chaos manuskript), 1966, om anatomen J. Winsløw i Paris, da. og fransk udgave 1969. Han var medudgiver af Egon Friedells Kulturhistorie I-III, 2. udg. 1958–59. Ganske særligt har han interesseret sig for lægen og eksperimentalfysikeren C. G. Kratzenstein, først i en lille charmerende bog C. G. Kratzenstein. En flittig dansk professor fra det 18. århundrede, 1967, som 1974 resulterede i et større monografisk værk C. G. Kratzenstein, professor physices experimentalis Petropol. et Havn. and his studies on electricity during the eighteenth Century for hvilket han samme år erhvervede den filosofiske doktorgrad. Edv. Gotfredsens store værdifulde håndbog Medicinens historie fra 1950 reviderede og nybearbejdede han i 3. udg. 1969. I det store jubilæumsværk Københavns universitet 1479–1979, 1979 belyste Egill Snorrason i bd. VII videnskabshistorisk belyst udviklingen af intern medicin fra 1800-tallet og fysiurgien ved universitetet.

Egill Snorrasons islandske oprindelse satte sig naturligvis også spor i hans litterære virksomhed af hvilke her blot skal fremhæves Bjarne Palssons og Eggert Olafssons Rejsebeskrivelse fra Island 1722, Reykjavik 1973 der førte til, at de originale illustrationer til rejsebøgerne, som beroede på Det kgl. danske videnskabernes selskab i Kbh. vendte tilbage til Island. Nævnes bør også Islandske medicinske studier ved Københavns universitet i det 16.-19. århundrede, Reykjavik 1981. Cand.pharm. Povl M. Assens har tildelt Islandsk medicinsk-historiske selskab en donation i form af en årlig gæsteforelæsning, Egill Snorrason-forelæsning, med det formål at fremme samarbejdet inden for den nordiske medicinhistoriske forskning og formidlingen af denne. Foruden de her nævnte arbejder var Egill Snorrason en flittig medarbejder ved biografiske håndbøger som International Dictionary of Scientific Biography, 1970–78 og Dansk biografisk leksikon (3. udg.) 1977-84 af hvis redaktionskomité han desuden var medlem. Til det populære medicinske tidsskrift Medicinsk Forum var han en energisk medarbejder og siden 1978 medredaktør.

Egill Snorrasons organisatoriske og administrative evner blev udnyttet i hans virke som sekretær i Dansk medicinsk-historisk selskab 1949–66. 1958–66 udførte han her et stort arbejde for en fælles nordisk medicinsk-historisk årbog som imidlertid ophørte på grund af særinteresser i de forskellige skandinaviske lande. 1967 blev Egill Snorrason æresmedlem af selskabet. Han var sekretær i Det Classenske litteraturselskab for læger 1961–69 og i bestyrelsen for Det Classenske fideicommis' boglegat for læger 1971-85, formand 1981-85, i bestyrelsen for Selskabet for historie, litteratur og kunst 1954-93, og fra s.å. medlem i Selskabet for dansk kulturhistorie, formand 1985-93. For sin flittige medicinsk-historiske virksomhed modtog Egill Snorrason adskillige æresbevisninger i form af gæsteforelæsninger ved en række universiteter i Europa (Oslo, Göteborg, Kiel, Lübeck, Wien, Reykjavik) og USA (California, Los Angeles, Mayo Clinic, Boston og Johns Hopkins, Baltimore) samt Cairo. 1967 fik han Pehr Dubb-medaljen i Göteborg og s.å. Svenska medicin-historiska sällskapets Asklepios-medalje.

Familie

Egill Snorrason blev født i København (Jac); begravet på Holmens kirkegård, København.

Forældre: kontorchef ved Kbh.s fondsbørs Jørgen Snorri Egil S. (1876–1940) og forfatter Inger Ida Matthea de Chabert (1882–1950). -7.5.1943 i Kbh. (Holmens k.) med tegner Elsebet Brock, født 13.10.1911 i Kbh. (Frihavns), d. af direktør, cand.jur. & polit. Jørgen B. (1880–1963) og Ellen Margrethe Horn (1888–1965).

Udnævnelser

R. 1974.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1965. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1950 297f. – Bj. Gudmundsson: Ættartala Hérra Lárasur Snorrasonar kaupmanns og rei ara à Isafirdi, Stokkseyri 1891. Gunver Koefoed: Anetvl. for familien Rasmussen fra Halk præstegård, 1930–62 (kopi på Frbg. bibl.). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Eyvind Bastholm: Egill Snorrason i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297621