Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Gottlieb Kratzenstein

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Gottlieb Kratzenstein, 30.1.1723-7.7.1795, læge, fysiker. Døbt 2.2.1723 i Wernigerode. Død på Frbg., begravet Petri kgd. Da K. var blevet student 1742 fra Wernigerode studerede han medicin ved universitetet i Halle, pietismens hovedsæde. Allerede som student gjorde han sig bemærket ved et lille arbejde, Beweiss, dass die Seele ihren Körper baue, 1743 som ganske var påvirket af G. E. Stahl, men navnlig ved en afhandling Vom Aufsteigen der Dünste und Dämpfe, 1744 der også udkom på fransk som besvarelse af en prisopgave af akademiet i Bordeaux, og hvorfor han prisbelønnedes. S.å. udgav han Abhandlung von dem Nutzen der Electricität in der Arzneywissenschaft, den første afhandling om elektricitetens anvendelse i medicinens tjeneste. Hans teoretiske forklaring er meget spekulativ, men i en latinsk afhandling til erhvervelse af magistergraden 1746 er han meget klarere. Ved disse arbejder havde han vakt så megen opmærksomhed, at han kort efter at have taget doktorgraden 1746 blev udnævnt til professor i fysik ved universitetet i Halle, og to år efter blev han medlem af det kejserlige leopoldinske akademi og kaldtes omtrent samtidig til professor i St. Petersborg. Her foretog han forbedringer i nautiske instrumenter til bestemmelse af polhøjden, af kompas og kronometer, og det var derfor ikke så underligt, at han af den russiske regering sendtes på en rejse gennem det nordlige Rusland for at bestemme stedernes beliggenhed og fra Archangelsk at tage hjem ad søvejen nord om Norge og på denne tur gøre observationer. På vejen hjem passerede han 1752 Kbh. hvor man på den tid i regeringskredse var meget interesseret i naturvidenskaberne. Det blev rimeligvis ved denne lejlighed aftalt at han skulle kaldes til Kbh. som professor physices experimentalis og professor designatus medicinæ, og dette skete 1753. Samtidig blev han medlem af Collegium medicum og af Videnskabernes selskab. 1759 blev han medeksaminator ved medicinsk eksamen, 1761 medlem af fakultetet, og 1763 ved B. de Buchwalds død professor ordinarius. Han blev medlem af landhusholdningsselskabet 1769, af Danske Kompagni 1774, var universitetets rektor 1765, 1771, 1779 og 1785. Af Det kgl. medicinske selskab blev han æresmedlem 1774.

Da K. kom til Kbh. var forholdene ved det medicinske fakultet ikke opmuntrende. De to ordinære professorer bestilte så lidt som muligt, og undervisningen varetoges af de Buchwalds prosektor G. Heuermann. Antallet af medicinske studenter var kun ganske lille, tre til fem, og af hjælpemidler havde universitetet kun meget få. Rygtet om K.s eksperimenter var gået forud for ham, hvilket bl.a. viste sig ved at det var vanskeligt for ham at finde en bolig, da folk frygtede at hans elektriske maskine skulle tiltrække lyn og torden. Han fik straks pålæg om at behandle patienter med elektricitet og averterede derom, men samtidig begyndte han ved populære afhandlinger, fx om faren ved benyttelse af dårligt fortinnede kobberkar, og ved kurser at vække publikums interesse for fysik og naturvidenskaberne i det hele. Han holdt mange forelæsninger, og han læste over mange forskellige emner, naturligvis mest over fysik og kemi, men også over naturhistorie efter Carl v. Linnés system og, da Heuermann 1758 forlod universitetet, over fysiologi. Først da han blev universitetets senior holdt han op med sine forelæsninger – han siger selv at hans øjne, tænder og bryst havde lidt så meget af syredampe i dårlige og små lokaler at han ikke kunne mere. – Fremfor alt søgte han at fremme undervisningen i kemi som hidtil havde været meget forsømt. Han indrettede et laboratorium i sin professorresidens, og det var ham en sorg da hans kræfter ikke mere slog til, og det ene forsøg efter det andet på at få andre til at overtage arbejdet glippede for ham. Han var en udmærket foredragsholder som forstod at holde tilhørernes interesse fangen. Hans forelæsninger holdtes på latin eller tysk, og først efter ca. 1780 benyttede han også det danske sprog både i forelæsninger og i skrivelser, men man kunne altid på sproget mærke hans tyske oprindelse. Også hans fysiske forelæsninger var meget besøgt. Han interesserede sig ikke blot for elektriciteten, men også meget for centrifugalkraften, luftsejlads, vejrforudsigelser og meget andet. Han var tilbøjelig til vel spekulative teorier, men på mange områder var han langt forud for sin tid. Han konstruerede en talemaskine som blev præmieret i St. Petersborg, og han vandt 1783 en præmie i Lissabon for besvarelse af spørgsmålet om de love, hvorefter kastede legemer bevæger sig. Hans Vorlesungen über die Experimental-Physik, 1758, udkom i mange oplag (6. oplag 1787) og oversattes til dansk 1791 af H. C. Hersleb.

K.s kemiske og fysiske kundskaber blev også udnyttet af universitetet idet han undersøgte kalkværkerne på Stevns. Han var også meget interesseret i de af fysicus Johan G. Erichsen (1713–68) i Norge 1755 oprettede salpeterværker. Før 1788 var retten til lægepraksis afhængig af doktorgraden, men for at få den måtte studenten underkaste sig en eksamen som kun gav ret til at disputere for graden. Denne eksamen holdtes på konsistorium for lukkede døre med vin og konfekt, og K. siger at det kun én gang lykkedes ham at få en ignorant rejiceret. Han kæmpede derfor for at få eksamen gjort offentlig, og det lykkedes ham 1769. Ved forhandlingerne angående den nye fundats for universitetet 1788 fik han gennemført flere ændringer ved eksamen som nu fik en ganske anden betydning, idet det blev denne og ikke doktorgraden som gav ret til lægepraksis.

Annonce

Som medlem af konsistorium og Collegium medicum var K. overordentlig virksom og deltog med lange indlæg i alle mulige forhandlinger, ikke mindst når det drejede sig om spørgsmål angående fakultetet. Han var i høj grad åbenhjertig i sine udtalelser, skånede ingen pligtforsømmelse eller overtrædelse af bestemmelser, men følgen var også mange stridigheder. Han fik retssag med en af de teologiske professorer, Peder Holm der også var en stridbar herre. Kancelliet kendte hans ufredelige væsen, han lå i stadig kiv med den anden ordinære professor i fakultetet, eller som K. udtaler det: "Rottbøll tænker sjældent harmonisk med mig". Han kunne også komme i strid med professores designati som han dog oftest arbejdede godt med da han altid respekterede de flittige docenter mens han skånselsløst, når lejlighed gaves, blottede de forsømmelige også ved andre fakulteter. K. skaffede sig efterhånden betydelige samlinger, navnlig af kemiske og fysiske instrumenter, hvortil kom nogle arabiske manuskripter han havde fået af en af sine elever C. Cramer der deltog i den "Arabiske Ekspedition" (se Carsten Niebuhr) men døde undervejs. Disse samlinger skulle efter hans død overgå til universitetet, mod at hans hustru af andet ægteskab, som han for øvrigt i sine sidste år levede adskilt fra i samme hus, skulle have pension. Ved Kbh.s brand 1795 ødelagdes hans professorbolig, og alle hans samlinger gik tabt. Hustruen fik dog pensionen. En måned efter branden døde K. Han havde ved sine private kurser tjent betydeligt, og han testamenterede universitetet 12 000 rdl. til et professorat i fysik. Der kan ikke være tvivl om at K. var en fremragende lærer ved universitetet, umådelig arbejdsbegejstret og flittig, alligevel blev han så godt som glemt, og først langt ind i det følgende århundrede blev hans fortjenester atter fremdraget. Med Egill Snorrasons disputats C. G. Kratzenstein and his Studies on Electricity during the Eighteenth Century, 1974, blev hans fysiske eksperimenter taget op til ny vurdering.

Familie

Forældre: overlærer ved Borgerskolen, senere borgmester Thomas Andreas K. (1684–1765) og Marie Elisabeth Mannessen (1690–1760). Gift 1. gang 8.5.1754 i Kbh. (Petri) med Anne Margrethe Hagen, født 1733 i Kbh., døbt 5.1.1734 sst. (Petri), død 24.12.1783 sst. (Petri), d. af apoteker Bernhard H. (1696–1747) og Anne Margrethe Cøllner (1714–48). Gift 2. gang 26.9.1784 i Hamburg med Anna Marie Thuun, født 30.8.1753 i Hamburg, død 13.6.1827 i Kbh. (Petri), d. af købmand Andreas T. (1721–57) og Catharina Schiebeler (1725–1808). – Morfar til C. G. Kratzenstein Stub.

Ikonografi

Stik af J. Haas, 1758, og af P. Haas, 1781, efter tegn. af P. Ipsen; stik efter sidstnævnte af P. Haas, 1782.

Bibliografi

Niels Nielsen: Matematiken i Danm. 1528–1800, 1912 118–21 (bibliografi). – V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen II, 1873 397–99. C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. II, 1, 1873 294–308. P. L. Panum: Bidrag til kundskab om vort medicinske fakultets hist., 1880 72–100. C. C. A. Gosch: Bemærkninger til Panums Bidrag..., 1881 58–107. Jul. Petersen: Den danske lægevidenskab 1700–1750, 1893 255–58. G. Norrie: Chirurgisk akad.s hist. I-II, 1896–1923. Samme: Af medicinsk fakultets hist. I-II, 1934–37. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-II, 1915–30. C. Nyrop i Pers. hist. t. 4.r.IV, 1901 180 184 190f 194. E. Snorrason: C. G. K., 1974. J. F. Billeskov Jansen i Weekendavisen 3.5.1974. – Papirer i Kgl. bibl. P. L. Panum: K. (manus, i Medicinsk-hist. museum).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Christian Gottlieb Kratzenstein i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292976