• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Ottosen

Oprindelige forfattere ESno og AxBorg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Ottosen, Jacob Carl Ottosen, 26.7.1864-12.5.1942, læge. Født i Elling, Hjørring amt, død i Skodsborg, begravet Søllerød kgd. Efter først at havde været ved landvæsenet studerede O. veterinærvidenskab i tre år, blev student 1889, privat dimitteret, og medicinsk kandidat 1896 hvorefter han 1896-98 studerede ved europæiske og amerikanske kursteder (særlig hos J. H. Kellogg i The Battle Creek Sanatorium, Michigan). Han praktiserede i Kbh. fra 1898, blev s.å. læge ved det under hans og adventistsamfundets medvirkning oprettede Skodsborg sanatorium og var fra 1900 dets direktør og overlæge indtil han 1936 tog sin afsked i sidstnævnte egenskab. Han oprettede 1901 en fysisk kuranstalt, Lysbadeanstalten, i Kbh. og 1920 Frydenstrand badesanatorium ved Frederikshavn hvor adventistsamfundet havde skole fra 1897. Han var medstifter og bestyrelsesmedlem af Skodsborg og omegns kommunalforening 1903, formand i hovedbestyrelsen for de samvirkende sundhedsforeninger fra 1904 og var formand i Muller-klubben 1923-29. Han blev medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks afholdsforeninger fra 1906, formand 1924-35, var viceformand i bestyrelsen for Danske afholdsvenners redningsarbejde 1906-13. Af dyreværnsforeningen Svalen og af flere vegetariske og afholdsforeninger blev O. æresmedlem. Ud fra sin nære tilknytning til adventistbevægelsen og gennem denne religiøse bevægelses krav til sund (vegetarisk) kost og fysioterapi lykkedes det O. gennem årene at opbygge Skodsborg badesanatorium til et effektivt behandlings- og rehabiliteringscenter for patienter fra hele Norden. Efter anden verdenskrig opnåede sanatoriet yderligere godkendelse som fysioterapeutskole. O. har udfoldet en stor litterær virksomhed som forfatter af tidsskriftartikler og bøger i populær-medicinsk retning, navnlig om sundhedsspørgsmål. Endvidere har han holdt en mængde foredrag om vegetarisme, afholdssagen, sygdomsforebyggelse m.m. Af bøger kan nævnes Vejen til Sundhed, 1909 (2. udg. 1916), Om Frugt og Nødder samt nogle Toldbetragtninger. 1907, Vort Undertøj. 1904(3. opl. 1913), Hærdning for Sundhed, Livskraft, Evnerigdom, 1915 (3. udg. 1935) og Den første Hjælp, 1916 (2. udg. 1927).

Familie

Forældre: sognefoged, gårdejer Otto Christian Jensen (1825-91) og Ane Johanne Christensen (1833-1914). Gift 1. gang 10.4.1897 i Sauk-Centre, Minnesota, med Johanne Pauline Norderhuus, født 15.8.1864 i Lesje, Gudbrandsdalen, Norge, død 23.8.1921 i Skodsborg, d. af gårdejer, senere farmer i USA Paul N. og Anna Belle. Gift 2. gang 5.7.1923 i Søllerød (b.v.) med kommunelærer Carla Amalie Christine Rasmussen, født 22.8.1886 i Kbh. (Johs.), død 31.3.1959 i Frederikshavn, d. af snedkersvend, senere grosserer Hans R. (1845-1911) og Hansine Margrethe Kristiane Christensen (Trudsø) (1847-1918).

Udnævnelser

R. 1927.

Annonce

Ikonografi

Mal. af D. Wallin, 1914 (Frydenstrand). Bronzebuste 1923 (ved Skodsborg sanatorium). Mal. af A. Tørsleff, 1934 (Skodsborg sanatorium). Tegn. af O. Neumann (Store Frydenstrand). Foto.

Bibliografi

Jensine Iversen i Ugeskr. for læger CIV, 1942 629. Samme i Sundhedsbl. LXII, s.å. nr. 6 11-20 23 (jfr. sst. 3-10 22-26). [Carla Ottosen]: Frydenstr. badesan., 1947. Arne Hall Jensen og Carla Ottosen: En kampens mand, 1958. Skodsborg badesanatorium 1898-1973, 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason, Axel Borgbjærg: Carl Ottosen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295396