Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.E. Fenger

Oprindelige forfattere HLars, NNeer og FrLu

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.E. Fenger, Carl Emil Fenger, 9.2.1814-21.9.1884, læge, politiker. Allerede i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvorfra C.E. Fenger dimitteredes 1829, lagde man mærke til hans ualmindelige evner; hans lærer, matematikeren C. Svenningsen, skrev om ham at ingen af hans tidligere elever kunne "komme i rimelig Sammenligning med ham", og at der af ham aldrig kunne blive noget middelmådigt. Til klassekammeraterne hørte A. Buntzen (1811-80), V. Birkedal,Martin Hammerich og C.C. Hall; med de to sidste især vedligeholdt han et trofast venskab. Med den varmeste interesse kastede han sig over det medicinske studium og dyrkede tillige andre fag, især kemi, men nøjedes med at tage kirurgisk eksamen 1835. Derefter var han kandidat på Frederiks hospital et år og foretog så i selskab med sin ven, nationaløkonomen C.J.H. Kayser, en treårig udenlandsrejse, først til Berlin hvor han studerede kirurgi og medicin, derfra over Dresden og Halle til Wien. Herhen droges mange for studiet af den patologiske anatomi som K. Rokitansky netop da havde skabt en glimrende æra. C.E. Fenger sluttede sig især til hans begavede elev Kolletschka. Han studerede også her fødselshjælp og gynækologi. Derfra tog han til Zürich, hvor den fra Tyskland bortviste berømte kliniker J.L. Schönlein stod i sin største glans. Det blev dog især Paris der fængslede ham; der blev han halvandet år. I medicinen herskede her den banebrydende patologisk-anatomiske skole hvis strengt naturvidenskabelige, logisk-eksakte tendens passede fuldt til C.E. Fengers særlige anlæg. Han uddannede sig hos fysiologen F. Magendie og hos klinikere som G. Andral og A.A.L.M. Velpeau, men særlig dyrkede han medicinsk statistik, for hvis udvikling P.C.A. Louis, J.B. Bouillaud og J. Gavarret netop dengang brød nye baner og førte studiet videre i almindelig statistisk og kameralistisk retning. Efter et kortere ophold i England, hvortil den franske skole var overført i reformeret skikkelse, kom han 1839 tilbage til Danmark. N.å. tog han den medicinske licentiatgrad netop ved en statistisk afhandling (om alderens og årstidernes indflydelse på de forskellige sygdomme) der også i udlandet vakte opmærksomhed; i Ugeskr. for Læger (1839 I 305-15 321-25) publicerede han Om den numeriske Methode der medførte et skarpt og berettiget angreb fra regimentskirurg M. Djørup der om metoden skrev at artiklen "indeholder adskilligt godt og adskilligt nyt; kun skade, at det gode ikke er nyt og det nye ikke godt". Kirurgien havde dog stadig hans hovedinteresse, og 1840 blev han reservekirurg ved det kirurgiske akademi, 1841 ved Frederiks hospital og 1842 dr.med. ved en afhandling om den da på hospitalerne epidemisk herskende sårrosen. Under overkirurgen Gundelach Møllers tiltagende sygdom varetog C.E. Fenger fra 1844 i ni måneder med overordentlig dygtighed hans ansvarsfulde stilling og publicerede i den tid også flere betydningsfulde kirurgiske afhandlinger i tidsskrifterne.

Imidlertid var der ved universitetet blevet brug for hans evner, om end i en fra kirurgien fjern retning. Efter konkurrence med den allerede dengang ansete videnskabsmand A. Hannover var han enstemmigt indstillet til lektoratet i det specialfag der havde arbejdet sig frem til en fundamental betydning: den patologiske anatomi med den dertil knyttede almindelige patologi. Hans udnævnelse betegner et vendepunkt i dansk medicins historie; ved den fik den gamle, især af Ole Bang repræsenterede dogmatiske patologi det afgørende knæk, den nye, strengt videnskabelige medicin kom til sin ret. Både som universitetslærer og som meget aktivt medlem af lægeselskabet Filiatrien der repræsenterede de moderne anskuelser virkede C.E. Fenger energisk for medicinens reform efter de udenlandske impulser. 1845 blev han ekstraordinær, 1850 ordinær professor. Fremdeles dyrkede han den medicinske statistik og offentliggjorde i Det kgl. medicinske selskabs skrifter en række mønsterværdige arbejder især vedrørende dødelighedsstatistikken. Heller ikke sit gamle yndlingsfag forsømte han. Vel mislykkedes en aktion, iværksat af studenter og yngre læger for at få ham til klinisk lærer i kirurgi i stedet for anatomen A.V. Stein hvis mangelfulde kirurgiske uddannelse man ikke respekterede, men C.E. Fenger fik lejlighed i krigsårene som overkirurg ved flere militære lazaretter til at give nye beviser for sin kirurgiske dygtighed.

1851 oprettedes der på Frederiks hospital en ny medicinsk afdeling, knyttet til den kliniske undervisning, og skønt medicin ikke havde været C.E. Fengers egentlige fag, blev han overlæge her og fik således nu en gerning der passede til hans tilbøjelighed som fortrinsvis gik i retning af handling og aktualitet og ikke var helt tilfredsstillet i den tidligere stilling. Den nye virksomhed gav ham fuld lejlighed til at udfolde alle sine glimrende evner og skaffede ham både som læge og som klinisk lærer et navn og en autoritet der stillede ham på en enestående plads i det lille medicinske som i det store samfund. I skarp modsætning til sin forgænger Bangs hippokratiske, inspiratoriske metode indprentede han sine disciple nødvendigheden af den nøjagtigste, mest detaljerede undersøgelse af de syge med benyttelse af alle for hånden værende naturvidenskabelige hjælpemidler. Hans kliniske foredrags fængslende form og logiske stringens, hans lige så humane som overlegne ånd samlede om ham en bestandig større skare af beundrende disciple der satte den største ære i at arbejde efter mesterens forbillede, efter den rationelle naturvidenskabs empirisk-skeptiske, men altid positive forudsætninger.

Annonce

Skønt C.E. Fenger ikke med forkærlighed arbejdede ved skrivebordet, var han dog i disse sine medicinske glansår også litterært meget virksom, og de seks bind Hospitalsmeddelelser som københavnske overlæger udgav 1849-53, støttede han ivrigt. 1856 udgav han selv som en fortsættelse heraf et tykt bind med værdifulde bidrag fra forskellige hospitaler, men dog især hans egne om cardialgi, Brights sygdom og zona samt hans elevers arbejder; det har for en del haft blivende betydning, omend hans fejlagtige "gjenlydsfænomen" efter østrigeren J. Skoda i teorien viste sig at bero på manglende fysisk kunnen. 1859 publicerede han i Hospitalstidende en større afhandling Bidrag til Oplysning om vor Tids therapeutiske Bevægelse der fremkom som et svar på et angreb af hans fakultetskollega A. Buntzen der stillede sig på det gamle hippokratiske standpunkt og bebrejdede ham at han indpodede sine disciple den moderne, alt for kritisk-skeptiske ånd. C.E. Fenger gør da udførlig rede for sit standpunkt i en fremstilling der må betegnes som ligefrem klassisk og illustrerer forfatteren som en realistisk lægepersonlighed der går ind for den understøttende, afventende behandling. Det centrale i afhandlingen, der vakte stor opsigt også uden for medicinske kredse, går ud på at lægekunsten skal være den "ærlige Kunst, der gav, hvad den selv troede var godt, men ikke gav den en Sten, som bad om Brød." Også sit kirurgiske initiativ fik han lejlighed til at vise 23.3.1853, idet han på en patient med kræft i spiserøret udførte en gastrostomi (anlæggelse af en åbning på mavesækken). C.E. Fenger måtte mene at denne operation ikke var udført af nogen før (Hospitalsmedd., 1853 VI 417), den var dog kort forinden gjort af Sedillot i Strasbourg, men meddelelsen derom var yderst kort i en beretning fra et medicinsk selskab.

1849 var han blevet valgt ind i folketinget, men måtte 1852, da han blev overlæge, opgive mandatet, hvilket var sat som en betingelse; til gengæld overtog han forskellige andre offentlige hverv i en vis forbindelse med sin lægevidenskabelige autoritetsstilling. Hans levende interesse for veterinærvidenskaben førte til at han sammen med H.C.B. Bendz fik kaldt det veterinære sundhedsråd til live, af hvilket han blev et virksomt medlem, og til en udvidelse og omorganisation af veterinærskolen hvor han 1863 tvang forstundervisningen ind under skolen. Efter den nye landbohøjskoles oprettelse 1856 blev han dennes direktør og vedblev at være dette. Han var i kommissionen til blindeinstituttets reorganisation og fra 1857 i dets bestyrelse. Under koleraepidemien 1853 var det ham i forening med Emil Hornemann og fire andre fremragende læger der dannede den bekendte "Lægeforening" som under de officielle myndigheders afmagt tog styret for Københavns hygiejniske forhold og satte epidemien skranker ved effektive foranstaltninger der fortsattes senere. Hygiejniske, sygdomsforebyggende bestræbelser lå ham altid meget på hjerte og måtte gøre det så meget mere som han i sin nøgterne skepsis ikke ventede sig meget af sygebehandlingen. 1853 blev han medlem af sundhedskollegiet og var her som overalt hvor han var med, den fornemste ledende kraft.

Trods C.E. Fengers omfattende virksomhed som overlæge, universitetslærer og praktiserende læge og hans mange vigtige hverv med tilknytning til faget følte han sig stærkt draget mod politik. Hans levende interesse for offentlige anliggender og lyst til at være handlende og medbestemmende førte ham ind i politisk arbejde under det nye konstitutionelle statsstyre. Han var ungdomsven med førende liberale som C.C. Hall, D.G. Monrad og Orla Lehmann og sluttede sig til de nationalliberale, omend med visse forbehold. Hans flerårige studier i Preussen, Østrig, Schweiz, Frankrig og England havde givet ham en vis kosmopolitisk indstilling og han havde mere til overs for helstaten end sædvanligt blandt nationalliberale. Han valgtes til folketinget for Københavns 9. kreds 1849 og vakte opmærksomhed under valgkampen ved at betegne en deling af Slesvig som en mulighed der kunne blive at foretrække for at undgå større onder og ved at gå ind for tvangsafløsning af fæsteforholdet, dog med fuld erstatning til godsejerne. I folketinget gjorde han de finansielle spørgsmål til sin specialitet og blev ordfører for finansudvalget. Hans fænomenale arbejdsevne og knappe, klare og saglige argumentation gav ham ubetinget førstepladsen blandt de nationalliberale i alle finansielle sager. Det arbejde der 1850-52 under C.E. Fengers ledelse blev gjort i folketingets finansudvalg under medvirken af bl.a. Monrad, A.F. Tscherning og C.N. David, fik grundlæggende betydning. Grundig detailbehandling, streng sparsommelighed med statens midler, minutiøs kontrol med administrationen og hyppige indgreb på dens område blev de vigtigste karaktermærker. Over for administrativ selvrådighed som krigsminister C.F. Hansen forsøgte optrådte C.E. Fenger med megen myndighed. "Det vil ikke let kunne falde os ind", sagde han, "at disputere med Ministeren om Udvalgets Kompetence til at bedømme et Budget, men jeg vil minde Ministeren om, at der hos Tinget ligger en Magt, som ikke behøver at trættes om sin Kompetence". Kom der ikke næste gang et budget, præget af "Orden og Sandhed", ville han ikke vige tilbage for en nægtelse af det. Navnlig på sparepolitikkens område faldt C.E. Fengers synspunkter ofte sammen med Tschernings og bondevennernes. I sparsommelighed med embedslønninger og militærudgifter gik han ofte videre end hans nationalliberale meningsfæller kunne følge ham.

Af hensyn til sin virksomhed som professor og overlæge søgte C.E. Fenger ikke genvalg 1852, men dec. 1855 valgtes han i København til rigsrådet hvor han som finansekspert jævnlig stødte sammen med finansminister C.G. Andræ, en hård og autoritær natur som han selv. Over for den holstenske opposition viste han en ikke ringe imødekommenhed, men fulgte dog Hall da kundgørelsen af 6.11.1858 ophævede fællesforfatningen af 1855 for Holstens og Lauenburgs vedkommende, og indtrådte 6.5.1859 i ministeriet Hall som finansminister. Det betød afslutningen på C.E. Fengers karriere som læge og universitetslærer. Han tilhørte nu fuldt ud det politiske arbejde og repræsenterede 1861-76 Københavns 9. kreds i folketinget. C.E. Fengers fremragende dygtighed som finansminister blev ikke bestridt fra nogen side. Hans kolleger bøjede sig i reglen for hans autoritet på det finansielle område. Mindst sympati fandt han nok blandt det store tal af nationalliberale rigsdagsmænd. Han var principfast og forstod til fuldkommenhed den kunst at sige nej, ikke mindst i spørgsmål om lønninger og forsvarsudgifter. Hans væsentligste lovarbejde var toldloven af 1863. Han var af princip frihandelsmand, og det prægede loven, selv om han af hensyn til den holstenske industri bibeholdt en større beskyttelse end de mest frihandelsvenlige brød sig om. C.E. Fenger nærede en vis skepsis over for ministeriets slesvigske politik og kunne under ministerkrisen december 1863 ikke deltage i fordømmelsen af Monrads færd. Han ville have været villig til at fortsætte som finansminister i Monrads ministerium hvis Hall var indtrådt som udenrigsminister. Da Hall afviste dette demissionerede C.E. Fenger også, men han indvilligede i at overtage direktoratet for finansministeriet under Monrad som finansminister. Under det følgende ministerium Bluhme førte C.E. Fenger i Wien efteråret 1864 de vanskelige forhandlinger om fredsslutningens finansielle vilkår og fik dem mildnet en del.

1870 indtrådte C.E. Fenger som finansminister i ministeriet Holstein-Holsteinborg. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig hørte han til den fløj i ministeriet der hældede til en alliance med Frankrig som Tysklands sejre hurtigt gjorde til en illusion. C.E. Fenger var stadig den i venstre bedst anskrevne minister, men i den indflydelsesrige godsejergruppe i landstinget var han ikke velset, og dannelsen af det forenede venstre medførte et vist modsætningsforhold til ham. Hans betydeligste lovgivning var oprettelsen af Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten, senere Statsanstalten for Livsforsikring. Foråret 1872 indgav han sin demission, da han havde sat sin stilling ind på en forlængelse af den overordentlige indkomstskat som han havde været med til at gennemføre efter krigen, men som nu blev nægtet overgang til 3. behandling i folketinget. Ministeriet anvendte ham dog senere på året som sin repræsentant i forhandlingerne om den nordiske møntkonvention og 1874 som delegeret ved den grundlæggende internationale postkonference i Bern. I øvrigt viede C.E. Fenger der 1868 var indvalgt i Københavns borgerrepræsentation og 1875-83 var Københavns finans- og hospitalsborgmester, sin indsats til kommunale opgaver. Det skyldtes hans fremsynethed og energi at København fik to epidemisygehuse, Øresunds- og Blegdamshospitalet, at Skt. Hans hospital blev udvidet og kommunehospitalets sygepleje reformeret, at byen fik offentlige slagtehuse, og at den fik sin særlige folketælling. Men helt var han dog ikke i besiddelse af sin gamle kraft, sin uantastelige overlegenhed og klarhed. En betydelig vilkårlighed, en vis ensidighed og mangel på kritik viste sig således i oprettelsen af en "blandet afdeling" på kommunehospitalet som han mod andre sagkyndiges protest gennemtvang 1870, men selv måtte annullere 1875. En for stor lemfældighed, han mod sædvane havde vist over for en økonomiforvalter der kort efter måtte indrømme større besvigelser, blev anledningen til voldsomme angreb både i borgerrepræsentationen og i pressen fra de talrige uvenner, hans sparsommelige finansstyre og jævnligt hensynsløse optræden havde skaffet ham. Vel forsvarede C.E. Fenger sig med vanlig dygtighed, men angrebets karakter krænkede ham dybt og forbitrede hans sidste år. – Etatsråd 1858. Gehejmeråd 1866.

Familie

C.E. Fenger blev født i København (Frels.), døde sst. (Johs.) og er begravet sst. (Ass.). Forældre: sognepræst Rasmus Fenger (1761-1825) og Martha H. Meinert (1775-1856). Gift 11.9.1846 på Frederiksberg med Ida Louise Plockross, født 13.12.1827 sst., død 12.12.1882 i København (Trin.), datter af fabrikant, kaptajn Nicolai Christian Plockross (1791-1872) og Sophie Frederikke Thalberg (1797-1877). – Bror til Johs. Ferd. Fenger og P.A. Fenger.

Udnævnelser

R. 1852. K. 1864. DM. 1864. S.K. 1873.

Ikonografi

Afbildet på Marstrands mal. 1836 af lægegruppe (Fr.borg), malet forarbejde dertil samt tegn. af samme ca. 1840. Mal. af Constantin Hansen, 1854. Litografi 1859 af E. Fortling efter foto. Træsnit s.å. Litografi af I.W. Tegner, 1860, efter foto, kopieret i træsnit s.å. Mal. af Constantin Hansen, 1860, og på sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg); tegnet forarbejde dertil. Træsnit 1870 og 1872. Mal. af H. Chr. Jensen ca. 1874 (Fr.borg). To træsnit 1884, det ene af A. Bork. Afbildet på E. Henningsens mal. 1896 af naturforskermødet 1847 (Kbh.s univ., Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. III, 1949 337; IV, 1958 23 285. – III. tid. 30.10.1859. C. St. A. Bille sst. 5.10.1884. Jul. Petersen: Hovedmomenter i den medicinske lægekunsts hist. udvikl., 1876. Samme i Ugeskr. for læger 4.r.X, 1884 301-09. D. G. Monrad: Tale over C.E. Fenger, 1884. Hospitalstid. 3.r.III, 1885 25-27. [S. C. Lehmann] i Bibl. for læger 6.r.XV, 1885 183-86. A. E. Brede sst. CLXIV, 1972 39-53. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890 49f. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II, 1892-1916. Alma Bock (f. Fenger): Min far og hans hjem, 1914. D. G. Monrads deltagelse i begivenhederne 1864, udg. Aage Friis, 1914 158. Marcus Rubin: Nogle erindr., 1914. A. F. Krieger: Dagbøger I-VII, 1920-25. J.W.S. Johnsson: Kbh.ske medicinske selskaber 1772-1922, 1922 198-211. Alb. Olsen: Studier over den da. finanslov 1850-64, 1930. E. Schmiegelow i Hospitalstid. LXXIX, 1936 1-22. Kbh.s hospitalsvæsen 1863-1963, ved Sigurd Jensen, 1963 50-54 121 245. E. Snorrason i Kulturminder, 1969 37-68. – Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, N. Neergaard, Fr. Lützhøft: C.E. Fenger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289400