Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.J. Salomonsen

Oprindelig forfatter TKemp
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.J. Salomonsen, Carl Julius Salomonsen, 6.12.1847-14.11.1924, læge, bakteriolog. Født i Kbh. (Mos.), død sst., urne på Mos. vestre kgd. S. voksede op som eneste barn i et velstillet og højt kultiveret hjem. Faderen var en anset læge og hjemmet præget af klassisk akademisk dannelse hvad der satte sig spor på S. gennem hele livet. Efter studentereksamen 1865 fra Metropolitanskolen var det næsten selvfølgeligt at han tog fat på det medicinske studium som afsluttedes med eksamen 1871. Han gjorde derefter tjeneste en tid på Almindelig hospital og som amanuensis hos faderen samtidig med at han begyndte grundlæggelsen af en stor praksis, særlig inden for en kreds af jødiske familier som han bevarede så længe hans helbred tillod ham at passe den. S.s hovedinteresse blev imidlertid hurtigt den eksperimentelle patologi, særlig bakteriologien som netop i årene omkring 1870 da S. begyndte sin lægevirksomhed var blevet grundlagt af Louis Pasteur og Rob. Koch (1843–1910). Først studerede han dog patologisk anatomi på kommunehospitalet og skaffede sig yderligere klinisk uddannelse. Herved kom han ind på undersøgelse af bakteriernes forhold ved pyæmiske processer, og dette førte ham snart ind på et større arbejde der under titlen Studier over Blodets Forraadnelse, 1877 blev udsendt som doktorafhandling. Det blev for en del udført på Fysiologisk laboratorium under P. L. Panums ledelse. Karakteristisk er det at en anmelder i Bibliotek for Læger skriver om denne i det væsentlige bakteriologiske afhandling at den var "af ren botanisk Natur" og derfor egentlig ikke berettigede til opnåelsen af den medicinske doktorgrad. Men S. selv havde større forståelse for bakteriologiens betydning for medicinen, og det blev hans største fortjeneste at han som foregangsmand indførte den medicinske bakteriologi i Danmark. I doktorafhandlingen angaves i øvrigt for første gang en metode til rendyrkning af bakterier ved benyttelsen af fast næringssubstrat.

Efter disputatsen rejste S. et halvt år til Tyskland for at studere hos patologen Julius Cohnheim (1839–84) i Breslau. I samarbejde med denne udførte han her de klassiske undersøgelser der for første gang med sikkerhed godtgjorde at tuberkulose er en specifik infektionssygdom. Dette arbejde blev offentliggjort 1878, fire år før Rob.

Koch opdagede tuberkulosebacillen. Under studieopholdet i Tyskland satte S. sig i øvrigt grundigt ind i den eksperimentelle patologi og traf mange senere berømte mænd, som fx Paul Ehrlich (1854–1915), Rob. Koch, Carl Weigert (1845–1904) o.a. Han foretog også en studierejse til Pasteur i Paris. Efter sin hjemkomst blev S. prosektor ved kommunehospitalet (1877–79), og samtidig begyndte han som privatdocent at undervise i bakteriologien hvis livlige udvikling i disse år han fulgte med glødende interesse. 1883 blev der oprettet en beskeden stilling for ham som midlertidig docent i medicinsk bakteriologi ved Kbh.s univ. der dermed var det første universitet der fik en selvstændig lærestol i bakteriologi. Samtidig fik han overladt et kælderrum i Botanisk haves museumsbygning, og her samlede han en kreds af unge læger og studerende som med iver og interesse fulgte hans forelæsninger og demonstrationer samt det kursus i bakteriologisk teknik som han her påbegyndte.

Annonce

1893 oprettedes et professorat i almindelig patologi som S. kom til at beklæde, og han fik nu bedre laboratorieforhold i det gamle kemiske laboratorium i Ny Vestergade hvor instituttet for almindelig patologi fik lokaler indtil det 1910 flyttedes til den nye moderne indrettede bygning på Juliane Mariesvej. S. var indehaver af professoratet til 1920 da han tog sin afsked. Han virkede således i næsten en menneskealder som en højt skattet lærer for de medicinske studenter i almindelig patologi der foruden bakteriologi bl.a. omfattede læren om menneskets dyriske snyltere, parasitologien. Til brug for undervisningen udarbejdede" han forskellige "Erindringsord" foruden en Bakteriologisk Teknik for Medicinere, 1885 som kom i flere oplag og blev oversat til fremmede sprog. – S. havde stor interesse for alt hvad der i tilknytning til hans fag havde hygiejnisk betydning, og han arbejdede bl.a. for en reform af koppevaccinationen som førte til at man afskaffede al såkaldt human vaccine og gik over til kun at benytte animal vaccine fra fuldstændig sunde kalve. Større betydning fik det da han i begyndelsen af 90erne i en lille afdeling af sit institut optog en fremstilling af serum mod difteri der førte til at det senere så betydningsfulde seruminstitut blev oprettet 1902. S. blev direktør for Statens seruminstitut hvor det daglige arbejde dog blev ledet af Th. Madsen der 1910 selvstændigt overtog direktørstillingen samtidig med at S. flyttede ud til det nye institut ved Rigshospitalet hvor han nu i ødet væsentligste helligede sig undervisningsopgaver, ligesom han 1909–10 var universitetets rektor. Han interesserede sig også for epidemiologi og udgav bl.a. Epidemiologiske Theorier i den første Halvdel af det 19. Aarh., 1910. Han havde i det hele megen interesse for medicinens historie og var på mange områder en kundskabsrig, ja lærd mand. 1907 var han medstifter af Medicinsk-historisk museum og fra 1917 formand for Dansk medicinsk-historisk selskab. 1921 udgav han Medicinske Silhouetter efter sin egen samling af lægesilhouetter. Han var meget interesseret i kunst og skrev (til dels i polemik med professor Oluf Thomsen) 1919 og 1920 to afhandlinger om de kunstretninger som dengang var moderne, og som han betegnede med ordet dysmorphisme, hvormed han ville antyde, at de måtte opfattes som udslag af sygeligt forandret sjælstilstand hos kunstnerne. En samling af S.s taler, foredrag og essays udkom 1917 (Smaa-Arbejder). S. spillede en fremtrædende rolle i det offentlige liv og høstede på mange måder anerkendelse. 1891 blev han medlem af Videnskabernes selskab og blev desuden medlem af flere udenlandske selskaber. Han blev dr.med.scient. h.c. ved Victoria universitetet i Manchester 1905 og dr.med.h.c. ved Kristiania universitet 1911. Sine sidste år var han plaget af en kronisk sygdom, en stadig tiltagende slidgigt der til sidst næsten helt berøvede ham førligheden.

Familie

Forældre: læge Martin S. (1814–89) og Eva (Emma) Henriques (1814–96). Gift 18.4.1880 i Kbh. (Mos.) med Ellen Pauline Henriques, født 9.5.1857 i Kbh. (Mos.), død 17.8.1920 på Frbg., d. af grosserer Aron Ruben H. (1824–1908) og Fanny Fürstenberg (1829–1914).

Ikonografi

Mal. af A. Jerndorff ca. 1880. Afbildet på mal. af Tycho Jessen, 1893, fra det gi. seruminst. (Fr.borg) og på P. S. Krøyers mal. af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Vidensk. selskab), hertil skitse. Buste af Elise Brandes, 1901 (Kbh.s univ.; seruminst.). Træsnit af H. C. Olsen, 1903. Relief af L. Brandstrup, 1908, efter dette medalje af G. Jensen s.å. Karikatur af Alfred Schmidt, 1910. Tegn. af Kai Dessau, 1915. Mal. af H. Vedel, 1917, og skitse hertil. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1923 (Kgl.bibl.). Klippet silhouet (Fr.borg). Afbildet på mal. af Aksel Jørgensen, 1929 (Studentergården, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1877 63f. – Oluf Thomsen sst. nov. 1925 75–81. B. Bang i Ugeskr. for læger LXXXVI, 1924 913–15. Vilh. Jensen i Hospitalstid. LXVII, s.å. 741–46. Samme i Naturens verden IX, 1925 1–6. Th. Madsen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhånd. 1924–25 59–75. Klaus Bro-Jørgensen i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979 især 335–38. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tage Kemp: C.J. Salomonsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296846