Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.E. Mangor

Oprindelige forfattere ESno og GoNo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.E. Mangor, Christian Elovius Mangor, 12.1.1739-17.3.1801, læge. Født i Gentofte, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). M. blev student 1756, privat dimitteret, og studerede derefter medicin og ganske særligt fødsels-videnskab under C. Berger, til hvis bedste elever han hørte. Da han 10.5.1764 blev designeret til læge ved radesygehuset i Kristiansand, tog han medicinsk eksamen og 23.5. s.å. doktorgraden på en afhandling om obstetrisk exploration, hvorefter han rejste til Norge. Radesygehuset nedlagdes imidlertid efter halvandet års forløb, og han tog da til Kbh. hvor han begyndte at praktisere, men 1767 lod han sig udnævne til landfysicus i Viborg. Da dette fysicusembede med de lange og meget besværlige rejser blev ham for anstrengende flyttede han atter til Kbh., hvor han blev stadsfysicus og 1783 medlem af Collegium medicum og 1795 tillige dettes sekretær. Dette er i store træk M.s noget urolige liv, men hans virksomhed har sat spor alle de steder hvor han har været. I Norge interesserede han sig naturligvis særligt for radesygen, og han udgav 1793 en bog om denne sygdom og sin opfattelse af den. Der var delte meninger om sygdommens karakter, og spørgsmålet er først løst langt senere. På regeringens opfordring skrev han om radesygens behandling (1796). Formodentlig er hans interesse for Norge vakt under opholdet der, for han skal senere have haft væsentlig andel i at Norge fik sygehuse flere steder, at der skaffedes nye lægestillinger og apoteker. Da han kom tilbage til Kbh. gav han sig til at praktisere og udgav 1767 Et Land-Apothek, en populær lægebog, oversat efter J. A. Darelius' Socken-apothek och någre huscurer, 1760 (forøgede udgaver 1791, 1803 og 1826). Mens han var i Viborg fik han 1771 privilegium på at anlægge et bogtrykkeri, hvorfra bl.a. udgik et lille blad, Den Viborger Samler, som endnu eksisterer som Viborg Stiftstidende. Han virkede for oprettelse af sygehus i Skanderborg og for kirurgikater i Randers og Århus. Mens han var fysicus i Viborg søgte han om at blive professor medicinæ designatus, men dette afsloges, og det lykkedes ham heller ikke at blive overmedicus på Frederiks hospital. I Næstved var han også meget virksom, udgav Kort Underretning om Frugtsommeliges og Barselkoners Levemaade og Pleie, 1779 og 1791 (3. opl. 1830) og fik oprettet Næstveds patriotiske selskab, hvorom han skrev 1783.

Hans virksomhed i Kbh. blev af stor betydning. Han var utrættelig med reformer og fik navnlig betydning ved sin del af arbejdet for den nye fattiglov af 1.7.1799. Hele det store afsnit om sygeplejen skyldes ham, og den betegner et brud med de tidligere regler, hvorefter fattige syge ikke kunne behandles i deres hjem. Hele dette afsnit af loven er ganske fortræffeligt og er først ændret i den nyeste tid. Han fik omordnet forholdene på Almindelig hospital, idet han fik sygeafdelingen adskilt fra lemmeafdelingen, fik indrettet bad, rensningsværelser for indkomne syge, desinfektionsovn, bedre ventilation, bestemt besøgstid. Tillige fik han overlægen ligestillet med inspektoren og flere læger ansat. Han udgav en farmakopé for fattige, 1799, og han kendte alle under fattigforsorg og havde nøjagtige optegnelser om dem alle. Ligeledes havde han stor interesse for plejebørn, skrev om det Weimarske vajsenhus og børnenes fordeling i stæderne og på landet. For borgerdydselskabet nærede han meget interesse og ligeledes for skindødes redning, hvorom han skrev 1796. Han var i en del år recensent for Lærde Tidender. Som stadslæge var han tillige karantænelæge, og dette gav ham til tider et meget stort arbejde som endda var ret bekosteligt, da han selv måtte betale sin transport til skibene. Hans lønning var meget lille, og man var indstillet på at hjælpe på det ved at oprette et embede som viceborgmester for ham, men han døde inden han havde fået sin udnævnelse, og det blev hans efterfølger Jens Bang der fik embedet. - M. var en meget betydelig mand med udmærkede kundskaber, med en utæmmelig energi og med den største interesse for fattige og syge mennesker. Hans personlige væsen kommer på en smuk måde til syne i en brevveksling mellem ham og hans ene søn, Thomas Christopher (1775-1800) der også var læge, men døde kort før faderen. M. udgav den første samling Molbohistorier i 1770erne.

Familie

Forældre: sognepræst Christian Siegfried M. (1701-58, gift 1. gang 1733 med Elisabeth Saur, død 1734) og Anne Gjertrud Wienecken (1715-79). Gift 13.7.1768 i Kbh. (Petri) med Marie Elisabeth Klagenberg, døbt 7.6.1743 i Kbh. (Petri), død 26.8.1823 sst. (Helligg.), d. af renteskriver, senere kommitteret, etatsråd Valentin Nicolai K. (ca. 1709-82) og Anne Holst (1722-94).

Annonce

Ikonografi

Silhouet af B. J. Greve (Med.-hist. mus.).

Bibliografi

Brevveksl, mellem C. E. M. og hans sen i Militærlægen XXXIX, 1933 77-104. - Slægtstavlesaml., 1931 117f. K. L. Rahbek i Den danske tilskuer XI, I, 1801 137-43. Samme: Erindr. IV, 1827 394-401. R. Nyerup i Kbh.ske lærde efterretn., 1801 143f. J. H. Barens i Det skand. lit. selsk.s skr. 1806, I, 300-414 (også som særtryk s.å.). Samme i Penia I, 1806 33-58. S. Nygård i Saml. til jydsk hist. og top. 3.r.IV, 1904-05 245-54. E. Ingerslev: Mathias Saxtorph og hans samtid, 1913. G. Norrie: Af medicinsk fakultets hist., 1934. Øivind Larsen: Schiff und Seuche, Oslo 1968 124-26. C. Aaberg i Med. forum XXXIV, 1981 111-22.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason, Gordon Norrie: C.E. Mangor i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294077