Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Balthazar de Buchwald

Oprindelig forfatter GoNo
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Balthazar de Buchwald, Balthazar Johannes de Buchwald, 22.1.1697-20.8.1763, læge. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Helligg. kapel). Som søn af den energiske livkirurg og senere professor Johannes de B. fik de B. tidlig sin interesse for lægevidenskaben vakt. Han blev student (privat dimitteret) 1714, var alumnus på Borchs kollegium 1715-19, blev dr. med. 23.9.1720 og rejste derefter udenlands hvor han navnlig studerede fødselsvidenskab. Da han kom hjem, blev han 1725 landfysikus for Lolland-Falster med bolig i Maribo. Efter konkurrence blev han 1739 professor medicinæ efter faderens død. Dermed fulgte at han blev medlem af Collegium medicum 1740, af jordemoderkommissionen 1741 og af Videnskabernes selskab 1745 året efter at han havde publiceret sin Beretning om Qvægsygens Oprindelse og Beskaffenhed. Han havde ikke ringe interesse for jordemodervæsenet og skal stadig have undervist jordemødre. Han udgav Nye Jorde-Moder-Skole. 1725 (ny udg. 1735) der dog nærmest er et plagiat af den svenske læge J. v. Hoorns "Den swenska wälöfvade jorde-gumman" (1697), og 1749 lod han en medicinsk student oversætte Mesnards "Guide des accoucheurs" som han udgav. Som professor medicinæ synes han at have taget sig sin opgave meget let og overlod i alt fald i en årrække undervisningen i det væsentlige til sin prosektor og vikar Georg Heuermann. Hans tid optoges for en del af arbejder i Collegium medicum med en ny medicinalforordning som ikke blev til noget, og for en stor del af de voldsomme kampe mod kirurgerne, som førtes, fordi disse efter oprettelsen af deres selvstændige læreanstalt 1736 på forskellige måder svækkede det medicinske fakultets autoritet, særlig ved at den kirurgiske eksamen fratoges fakultetet. Som professor i medicin måtte han naturligvis savne hospitaler hvor studenterne kunne se syge, og han tog da også selv og gennem sine elever til orde for nytten af hospitaler, men han fik ikke noget at gøre med oprettelsen af eller indretningen af Frederiks hospital. Derimod fik han udvirket at medicinske studenter kunne få undervisning på Fødselsstiftelsen, og at de skulle eksamineres i fødselshjælp inden de kunne få fysikater (Reskr. af 2.1.1761). Han og hans hustru stiftede et legat på 4.000 rdl. for fattige studenter. - Virkelig justitsråd 1749. Etatsråd 1760.

Familie

Forældre: læge Johannes de B. (1658-1738) og Anne M. Buchwald (begr. 1735). Gift 1. gang 22.11.1724 i Kbh. (Frue) med Gunder Marie Rodriguez, døbt 28.6.1705 i Nakskov, død 31.8.1752 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst ved Trinitatis k., provst Frederik Christian R. (1668-1726, gift 2. gang 1724 med Louise de Buchwald, 1699-1756, gift 2. gang 1726 med senere finans-deputeret Michael Hieronymussen Basballe, 1687-1762) og Ida Sophie Hofman (1683-1722). Gift 2. gang 25.5.1753 sst. (Helligg.) med Johanne Dorothea Juel, f. Holst, døbt 28.9.1705 sst. (Holmens), begr. 20.4.1780 sst. (Helligg.) (gift 1. gang med amtsforvalter over Kbh.s amt, kammerråd Christian Juel, 1692-1746), d. af tøjhusskriver Jacob Nielsen (ca. 1642-1718, gift 2. gang 1707 med Hedvig Susanne Bornemann, 1686-1758, gift 2. gang 1728 med højesteretsjustitiarius Didrik Seckman, 1684- 1743), og Maria Holst (gift 1705).

Bibliografi

V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen, II, 1873 155-60. G. Norrie: Georg Heuermann, 1891. Samme: Kirurger og doctores, 1929. Samme: Theatrum anatomicochirurgicum I-II, 1931-32. Jul. Petersen: Den danske lægevidenskab 1700-1750, 1893 89-99. E. Ingerslev: Fragmenter af fødselshjælpens hist. II, 1907. H. P. Kristensen i Arkiv og museum IV, 1909-11 254-308. Kr. Carøe: Medicinalordningens hist., 1917 66f. Danm.s jordemødre, red. W. Nellemose, I, 1935 38-61. K. Bærentsen: De uorganiske kemiske monografier i Pharmacopoea danica 1772, 1970 22 178. E. Snorrason i Dansk dyrlægeforen.s medlemsblad, særnumm. 13.7.1973 25-31. O. B. Thomsen: Embedsstudiernes univ. I, 1975 291.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gordon Norrie: Balthazar de Buchwald i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287892