Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Reyn

Oprindelig forfatter SvLom
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Axel Reyn, Axel Lauritz Reyn, 16.2.1872-22.4.1935, læge. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Garn.). R. blev student 1890 fra Mariboes skole og tog medicinsk embedseksamen 1896. Allerede n.å. blev han-assistent hos Niels R. Finsen ved hans nyoprettede lysinstitut, det sted hvor hele hans livsvirksomhed skulle falde. I hurtig rækkefølge blev han 1900 reservelæge ved instituttets hudklinik, 1906 efter en række studierejser til udlandet afdelingslæge og 1908 overlæge; fra denne sidste stilling måtte han 1932 på grund af sygdom trække sig tilbage. Han blev medlem af instituttets direktion 1927 og var dens formand fra 1933. R., der var gift med Finsens søster, var en af svogerens nærmeste og mest trofaste medarbejdere. Ham tilkommer æren for at den store og vanskelige arv blev løftet således at Finsens ideer førtes videre og hans institut voksede fra en lille begyndelse til den store og ansete institution det blev. Kun R.s nærmeste medarbejdere kan til fulde vurdere den omsigt, dygtighed og ihærdighed som her krævedes. Ved Finsens tidlige død var forventningen til lysbehandlingen spændt til et maksimum som vanskeligt straks kunne indfries. Når dette dog lykkedes tilkommer æren næsten i ét og alt R. Han gennemførte den besværlig lysbehandling af lupus vulgaris på mønsterværdig vis og med en smittende varme som greb hans assistenter, sygeplejersker og patienter i lige høj grad, og opnåede derved de fortrinlige resultater som vakte beundring verden over. Hans mest betydelige videnskabelige indsats blev her konstruktionen af Finsen-Reynlampen 1899 som i årenes løb fik en meget udstrakt anvendelse, især i udlandet, fordi den let lod sig installere. 1914 begyndte han det store fremstød som skulle få en så vidtrækkende betydning for lysterapien – bl.a. bragte han Finsens kulbuelysbad til anvendelse på den extrapulmonære tuberkulose – og skabte lysbehandlingen et arbejdsfelt af mangedoblede dimensioner. R.s mange videnskabelige afhandlinger (se Acta radiologica XIII, 1932) handlede næsten alle om emner fra lysterapiens område, nogle også om røntgen- og radiumbehandling. På begge områder var han en af pionererne i Danmark. R. var personlig en formløs mand, men forstod overalt at gøre sig gældende. Han var en stor praktisk-økonomisk og administrativ dygtighed, en levende personlighed der gjorde sig afholdt ved sit varme hjerte, sin optimisme og sin åbne interesse og tillid. Hans vitalitet hæmmedes først i de allersidste år af alvorlig sygdom.

R. beklædte talrige vigtige tillidshverv inden for lægestandens videnskabelige og kollegiale institutioner og gjorde overalt en betydelig indsats. Han var således formand for organisationen af kbh.ske læger i hud- og kønssygdomme fra dens stiftelse til 1919, for Dansk dermatologisk selskab 1921, for Dansk radiologisk selskab 1921–23, for Dansk medicinsk selskab 1928–30. Han nød stor anseelse i udlandet, var æresmedlem af talrige dermatologiske og radiologiske organisationer og medarbejder ved og medredaktør af ansete tidsskrifter. 1924 foretog han efter indbydelse en lang foredragsrejse i USA, og 1932 var han præsident for den anden internationale lyskongres i Kbh. Ved hans 60 års fødselsdag 1932 overraktes der ham to festskrifter, særbind af Acta radiologica og Strahlentherapie

Familie

Forældre: skibsfører, senere havnefoged Christen Larsen (1836–1913) og Marie Jensen (1842–1919). Navneforandring 2.3.1901. Gift 25.4.1899 i Kbh. (Jac.) med Elisabeth Finsen, født 16.7.1862 i Torshavn, død 25.1.1946 i Helsingør, d. af landfoged på Færøerne, senere stiftamtmand i Ribe Hannes Christian Steingrim F. (1828–92, gift 2. gang 1865 med Birgitte Kirstine Formann, 1840–1930) og Johanne Sophie Caroline Christine Formann (1833–64).

Annonce

Udnævnelser

. – R. 1920. DM. 1927. K.2 1931. F.M.1. 1921.

Ikonografi

Mal. af N. V. Dorph, 1929 (Fr.borg) og af Preben Knuth, 1930. Tegn. af Otto Christensen. Foto.

Bibliografi

H. Haxthausen i Acta radiologica XIII, 1932 197–201 (heri bibliografi). Samme i Ugeskr. for læger XCVII, 1935 527. A. Kissmeyer i Hospitalstid. LXXVIII, s.å. 493–96. Sv. Lomholt i Nord. medicinsk t. X., Sth. s.å. 1152f. Finsen institutet 1896–1946, red. Vilh. Møller-Christensen, 1946 432f. P. Flemming Møller: History and development of radiology in Denmark, 1968. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Lomholt: Axel Reyn i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 27. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296351