• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arvid B. Maunsbach

Oprindelig forfatter ESno

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Arvid B. Maunsbach, Arvid Bernhard Maunsbach, f. 9.5.1937, læge. Arvid B. Maunsbach blev 1956 student i Stockholm og tog medicinsk embedseksamen dér. Fra 1957-59 og 1960-63 var Arvid B. Maunsbach amanuensis i anatomi ved Karolinska institutet, Stockholm, og 1966 blev han med.dr. ved dette på et arbejde om The ultrastructure of renal proximal tubule cells as related to protein absorption. 1959-60 arbejdede Arvid B. Maunsbach videnskabeligt ved University of California, Los Angeles og de følgende år dels ved Harvard Medical School, dels ved University of Calif., Los Angeles, hvorefter Arvid B. Maunsbach 1966-69 blev anatomidocent ved Karolinska institutet; 1970 udnævntes han til professor i anatomi ved Århus universitet, men 1971 var han dog knyttet til Yale University, USA. Han fratrådte som professor i 2007. 1977-80 var han prorektor og 1992-99 dekan for det sundhedsvidenskabelige fakultet.

Arvid B. Maunsbach har i sin forskning anvendt de stedse mest avancerede metoder inden for isotopteknik og enzymhistokemi, kombineret med transmissionselektronmikroskopi til udvikling og forbedring af præparationen af celler og væv ved elektronmikroskopiske undersøgelser. Hans forskning har i særlig grad været koncentreret om nyrens finstruktur, specielt bygningen og funktionen af de øvre snoede nyrekanaler med særligt henblik på cellernes stofskifteenzymholdige smålegemer (lysosomerne).

Arvid B. Maunsbach var 1968-76 sekretær, 1976-80 formand for Skandinavisk forening for elektronmikroskopi og 1975-79 formand for Nordisk forening for celleforskning, han var endvidere 1976-86 været sekretær i European Committee of Societies for Electron Microscopy. 1977 blev han medlem af Videnskabernes selskab og var 1984-92 medlem af statens sundhedsvdenskabelige forskningsråd, 1987-89 som formand.

Annonce

Han er tildelt flere æresbevisninger, bl.a. modtog han Novo Nordisk prisen 1991 og Odd Fellow ordenens forskerpris 2000. 1972 opnåede Arvid B. Maunsbach dansk indfødsret.

Familie

Arvid B. Maunsbach er født i Stockholm.

Forældre: medicinalråd Arvid Bernhard M. (1905-72) og Ruth Edman ( 1908-2002). Gift 9.9.1989 med lektor fil.dr. E. Kaarina Pihakaski, født 15.11.1940 i Uleåborg, Finland, d. af Ville Karinkata (død 1971) og Sandra Paakkari (død1974).

Udnævnelser

R. 1979. R1.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason: Arvid B. Maunsbach i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 27. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294201