Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Brünniche

Oprindelig forfatter FrLu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Andreas Brünniche, Andreas Schytz Plum Brünniche, 25.1.1823-6.6.1908, læge. Andreas Brünniche blev student 1840 fra Vordingborg, tog medicinsk eksamen 1846 og var derefter to år kandidat ved plejestiftelsen. 1848-50 deltog han i krigen og rejste efter endt kandidattjeneste på Frederiks hospital 1852-53 i udlandet (Paris). Hjemkommen blev han 1853 koleralæge og var fra s.å. reservemedicus på Frederiks hospital hos S.M. Trier til 1856. 1857 skrev Andreas Brünniche som disputats et dygtigt arbejde om den akutte tuberkulose og blev n.å. læge ved vort første børnehospital (i Rigensgade) hvor han forblev til 1870, og hvor han som den første herhjemme holdt kliniske forelæsninger over børnesygdomme. 1862 havde han konkurreret med C.E. With og Carl Reisz om lektoratet i intern medicin, og såvel Withs valg som Reisz' senere ansættelse uden konkurrence blev Andreas Brünniche en stor skuffelse, navnlig dog det at han ikke fik nogen stilling som overlæge ved det nyoprettede kommunehospital 1863. Først 1870 opnåede han dette og beklædte overlægestillingen ved 2. afdeling til 1896. Andreas Brünniche der i sin tid havde leveret flere bidrag til C.E. Fengers Hospitals-meddelelser blev 1858 medstifter og -redaktør af Hospitalstidende (til 1860), var derefter redaktør af Bibliothek for Læger til 1870. Større videnskabelige arbejder har han ikke leveret men adskillige mindre artikler. Han var en skattet klinisk lærer og har udgivet en samling praktikantklinikker (1892). Han interesserede sig meget for hospitalsadministration og for sygeplejerskeuddannelsen og har haft adskillige tillids- og æreshverv inden for standen. - Tit. professor 1865. Etatsråd 1893.

Familie

Andreas Brünniche blev født i Skovlænge, døde i København og er begravet sst. (Ass.). Forældre: sognepræst; senere provst Andreas Brünniche (1771-1842, gift 1. gang 1796 med Anna Margrethe Suhm, 1751-1819) og Anna Agnete Plum (1780-1855). Gift 18.12.1857 i København (Trin.) med Sophie Georgia Gad, født 14.3.1834 i København (Trin.), død 27.4.1913 sst., datter af kapellan, senere biskop P.C. Stenersen Gad (1797-1851) og Sophie Georgia Clausen (1799-1875). - Far til Einar Brünniche.

Udnævnelser

R. 1870. DM. 1888. K..2 1896.

Annonce

Ikonografi

Mal. af M. T. Brünnich, 1833. Afbildet på gruppemal. af Just Holm, 1848 (Fr.borg). Træsnit 1876 efter foto. Litografi af I. W. Tegner, 1882, efter foto. Buste af L. Brandstrup, 1901 (Kbh.s kommunehospital); bronceekspl. (Med.-hist. mus.). Tegn. af Marie Christiansen, 1904. (sst). Foto.

Bibliografi

J. Brenniche: Stamtvl. over familierne Brünnich m.fl., 1910 13. E. Brünniche i Lægeportrætter fra det 19. årh., 1931-32.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. Lützhøft: Andreas Brünniche i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287844