Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adolph Sell

Oprindelig forfatter Ibo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Adolph Sell, 23.12.1850-19.11.1921, læge. Født i Kbh. (Petri), død i Dianalund, begravet på Filadelfias kgd. S.s forældre var før hans fødsel bosat i Eckernförde, men flyttede som unge folk til hovedstaden hvor sønnen blev sat i den tyske menigheds (Skt. Petri) skole. Skolens ældste klasser gennemgik han i Borgerdydskolen på Chr.havn, men dimitteredes privat som student 1869. 1875 blev han medicinsk kandidat. Efter en studierejse til Berlin, Wien og Paris nedsatte han sig som praktiserende læge i Udby ved Kalundborg 1876, men ombyttede allerede n.å. dette virkested med Tersløse nord for Sorø. Lægeboligen her blev hans opholdssted for resten af livet, de første 20 år som udgangspunkt for en omfattende landpraksis, de følgende i alt 24 år som lægebolig for kolonien Filadelfia. Ved flere rejser, især i Skotland og Tyskland, supplerede han sin uddannelse, navnlig på sindssygeplejens område; i denne henseende blev hans bekendtskab med pastor F. v. Bodelschwinghs store filantropiske anstalt for epileptikere og sindssyge ved Bielefeld i Westphalen, kolonien Bethel, af største betydning for hans egne planer. Allerede i studieårene var S.s interesse gået i retning af nervesygdommene. Det første større udslag heraf var bogen Om Betydningen af Sindsbevægelser som Sygdomsaarsager bortset fra de egentlige Sindssygdomme men med særligt Hensyn til Pathogenesen og Ætiologien af Eclampsia parturientium, 1884. Bogen var indleveret til bedømmelse ved det medicinske fakultet, men blev ikke antaget til forsvar for doktorgraden. Dette gik utvivlsomt S. meget nær. Det store arbejde var ikke nogen ringe præstation af en travlt optaget landlæge, og det henledte på en livfuld og også original måde opmærksomheden på psykofysiologiske fænomener som tidligere ikke havde været bearbejdet i større grad. Alligevel havde bogen ikke nogen videnskabelig overbevisende karakter; S.s hovedtese, at fødekrampe må opfattes som en emotionelt betinget neurose, var grundet på ret løse postulater, og tanken har da heller ikke senere vist nogen holdbarhed; bogens værdifuldeste afsnit, sindsbevægelsernes indflydelse på de forskellige organers funktion under sunde og syge forhold, indskrænkede sig til en – ganske vist interessant – historisk og litterær redegørelse. Skriftet Vi Læger, 1886 vendte sig i heftige polemiske vendinger mod det medicinske fakultet der efter S.s mening ikke var en lægeskole, men en teoretisk-videnskabelig dannelsesanstalt, og på en respektløs og ensidig måde drog han til felts imod "materialismen" inden for lægestanden som han mente at spore alle vegne. 1888 udsendte S. Medicinsk-psychologiske Studier I-II med undertitlerne Reflexbevægelser (ubevidst vilkaarlige Bevægelser) og Arbejde og Varmedannelse. I Ugeskrift for Læger meddelte han lejlighedsvis tilfælde fra praksis og deltog desuden ivrigt i diskussioner af sociallægelig art eller vedrørende lægeetiske spørgsmål. Langt mere betydningsfuldt var det, at planerne om oprettelse af en anstalt for epileptikere var ved at modnes hos S. Det var stedse hans største ønske at udøve sin lægevirksomhed i overensstemmelse med sin personlige livsanskuelse; og hans idealisme bød ham da at virkeliggøre et praktisk arbejde i den kristne næstekærligheds tjeneste på samme umiddelbare måde som det skete i aposteltiden. Til genstand herfor valgte han kroniske nervelidende, først og fremmest epileptikerne. Han skaffede sig personligt kendskab til epilepsien ved at optage en patient med denne lidelse i sit hjem, og i løbet af 90erne begyndte han så småt at modtage epileptikere til kur og pleje, idet han erhvervede en friskolebygning i nærheden til dette formål. 1897 grundlagdes det nuværende Filadelfia på et møde af interesserede, og n.å. stod den første nye bygning færdig. Kolonien voksede ganske langsomt de næste år ved køb af omgivende jorder og opførelse af nye bygninger; til de sidste sluttede sig kirke og forsamlingshus, således at kolonien fik karakter af en hel by. Ved S.s død var der nået et patientantal af 350 epileptikere og 100 kvindelige sindssyge. Enestående var S.s administrationsevner og økonomiske sans; takket være den lykkedes det at opnå et årligt overskud på koloniens regnskab til trods for, at de private gaver ikke androg større beløb, og til trods for, at patienternes betaling var sat meget lavt (500 kr. årligt). I S.s tid modtog kolonien ikke offentlig understøttelse, heller ikke i den vanskelige krigsperiode 1914–18, og kunne således arbejde frit ud fra de principper der lå til grund for den. S. lagde megen vægt på ikke alene at skaffe patienterne et hjem, men også egnet arbejde. Ved oprettelse af talrige værksteder samt af gartneri og landbrug til dette formål blev S. foregangsmand herhjemme på arbejdsterapiens område. Det var således miljøets afpasning for de syge der var det afgørende for S.; interessen for fremskridtet i den medicinskkausale behandling trådte mere i baggrunden. S. ønskede at kolonien skulle beherskes af en praktisk, udogmatisk menigheds-ånd der viste troen ved arbejde og tjeneste. Sine meninger herom nedlagde han i et par småskrifter, Om Guds Tilbedelse og Selvforgudelse, 1890 og Kristus, Menigheden og Kirken, 1912. Sidstnævnte bog fremtræder som et slags læreskrift for koloniens medarbejdere og er stærkt gennemtrængt af S.s ejendommelighed. Menigheds-begrebet sættes i højsædet, mens der rettes hårde, Kierkegaardsk prægede anklager mod den "officielle kristendom". Ved sin absolutistiske form, sine enkle grundsætninger og den fuldkomne urokkelighed, hvormed forfatterens kristne overbevisning fremsættes, har skriftet karakter af et apostolsk sendebrev. Det slutter med en eskatologisk bebudelse af verdens nære undergang. – S. var ikke vidtfavnende i sit syn, og hans livsgerning prægedes i mange retninger af autodidaktens ensidigheder, men hans personlighed opnåede usædvanligt format ved den utrættelighed, energi og konsekvens, hvormed han planlagde og gennemførte sine mål, upåvirket af skuffelser og kritik.

Familie

Forældre: tømrersvend, senere -mester Adolph Heinrich S. (1816–87, gift 2. gang 1852 med Elise Cathrine Schutt, 1816–1916) og Barbra Jensen (1816–51). Gift 1. gang 30.9.1876 i Kbh. (Johs.) med Julie Johanne Emma Frederikke Keilgaard, født 30.9.1853 i Kbh. (Trin.), død 18.11.1889 i Tersløse, d. af tømrermester Johan Christian Sebelien (ca. 1794–1853, gift 1823 med Marie Juliane Gutzeit, 1800–45) og Johanne Caroline Bøgebjerg og adopt. af skibsmægler William Julius K. (født 1826) og Emma Juliane Wilhelmine Sebelien (født 1831). Gift 2. gang 5.1.1896 i Kbh. (Jac.) med Emma Augusta Pedersen, født 8.7.1852 i Kbh. (Frels.), død 16.4.1923 i Dianalund (gift 1. gang 1872 med læge Ludvig Vilhelm Meyer, 1847–78), d. af grosserer Peder P. (1817–1904) og Bolette Caroline Margrethe Barfred (1826–1907).

Ikonografi

Relief af P. W. Fyhn på monument, 1923 (ved graven). Foto.

Annonce

Bibliografi

A. S. i Ugeskr. for læger 4.r.X, 1884 542–47. Prof. Gædeken og Stadfeldt sst. 61 If. Jul. Petersen sst. XV, 1887 15–18. A. S. sst. 69–71. H. I. Schou sst. LXXXIII, 1921 1599f. Berl. tid. 21.11.1921. Politiken s.d. Viborg stiftstid. 26.11. s.å. Svendborg amts dagbl. s.d. H. I. Schou: Folkesanatorier for nervøse, 1928 52. Samme i Arkitekten M XXXI, 1929 121–25. Vilh. Visby: Kolonien Filadelfia, 1929 = Diakonissestiftelsens almanak 1930. Samme og H. I. Schou: Kolonien Filadelfia, 1932. Vilh. Visby i Tjeneste. Julehilsen fra de tre da. diakonissehuse, 1939 58–74. C. Skovgaard-Petersen: Min arbejdsdag i kirkens tjeneste, 1939 (3. udg. 1943) 211. Kolonien Filadelfias årsskr. 1976 8f 47f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld: Adolph Sell i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297370