Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Valdemar Carl Jørgensen

Oprindelige forfattere Ibo og SVRa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage Valdemar Carl Jørgensen, 1.4.1888-30.8.1977, læge, filosof. Født i Nyborg, død i Kbh., begravet Vestre kgd. J. blev student 1906 fra Odense og tog lægeeksamen 1914. 1918–21 var han reservelæge ved Frbg. hospitals nerveafdeling, 1921–25 ved Almindelig hospital og 1920–25 afdelingslæge ved Frbg. poliklinik for nervesygdomme. 1925 fik han anerkendelse som specialist i neurologi, og s.å. blev han 2. reservelæge ved sindssygehospitalet i Middelfart. 1926–36 var han praktiserende nervelæge i Kbh. og 1933–35 tillige overlæge ved dr. Einar Brunniches klinik i Hornbæk. 1929 havde han fået anerkendelse som specialist i psykiatri. 1936–39 privatiserede han, og 1939–41 var han reservelæge ved Skt. Hans hospital. Fra 1943 var han assistent ved seruminstituttet i Kbh. I nogle år var han repræsentant i Den almindelige danske lægeforening og medlem af bestyrelsen for Foreningen af yngre læger og 1937–38 medlem af nervelægernes neuroseudvalg. – J.s faglige virksomhed førte ham naturligt ind på psykologiske studier, og 1920 udgav han Følelseslivels Grundelementer. Med udkast til en Temperamentslære. Han vender sig her mod den traditionelle lyst-ulystteori og opstiller hypotetisk seks grundkvaliteter inden for følelseslivet ("Kvalitetshypotesen"). Undersøgelserne fortsattes med Studier over Temperamenterne og deres Sammenspil, 1921 og Hvad er Lyst og Ulyst? (Arkiv for psykologi och pedagogik, 1923). 1932 udkom Psykoneuroser og Psykoterapi. En kritisk Oversigt over moderne Forskning og Anskuelser. nogle foredrag udgivet på opfordring fra Studenterrådet. 1944 udarbejdede han for Danske kvinders beredskab et lille skrift, Praktisk Psykologi. – Under sit arbejde som nervelæge var J. ofte standset ved spørgsmålet om, hvilke etiske direktiver en læge tør give sine patienter. Det førte J. ind på moral-filosofiske overvejelser der affødte en række skrifter og artikler, som tager sigte på en moralsk nyorientering, således Livsfølelse, 1925, Erotikens Etik. Med særligt Henblik paa Monogamiets Mulighed i vor Tid, n.å., Moralbegrebet (Politiken 15.5. s.å.), En ny human Etik baseret paa to kategoriske Bud (Tilskueren 1928, I), Samfundsmoral. En nyorientering i det sociale Livs Etik, 1933, Haabet paa et retfærdigt Samfund, n.å., To Karakter-Skavanker, 1939 samt Løgn og bedrag i moralfilosofisk betragtning. 1953 der forsvarer de såkaldte protektive løgne som svar på uberettigede spørgsmål. Et større arbejde er To Bud. En Lægepsykologs Moralsystem, 1942 efterfulgt af Etiske Grundsætninger (Politiken 18.1.1943), J.s forsøg på at opstille en objektiv gyldig etik på grundlag af de to bud: "Hvad et menneske vurderer som et gode, skal han tjene" og "hvad et menneske vurderer som et onde, skal han modvirke". Teserne er mere psykologi end etik: Har manden karakter eller følger han ikke sin overbevisning? Det er i hvert fald en ensidig subjektiv etik, der ser bort fra brodden i det etiske problem om, hvorvidt en almen etisk vurdering kan opstilles og hvad en sådan vurdering bygger på. To bud handler mere om at være konsekvent end om hvad der ligger i ordene godt og ondt. En egoist er faktisk moralsk hvis han følger sine egoistiske meninger, mener J.

En gennem mange år næret interesse for Søren Kierkegaard affødte 1964 det omfattende værk Søren Kierkegaard i fem små bind, mærket af indlevelse og personlig holdning til kriserne i Kierkegaards liv. Det fulgtes 1967 af den lille studie Søren Kierkegaards skuffelser. – J.s social-moralske forfatterskab er baseret på hans praktiske lægelige erfaringer, hvilket giver det et præg af velgørende nøgternhed og sund sans. I sine ræsonnementer står J. med begge ben på jorden samtidig med at han er indtrængende optaget af de emner han behandler. Stilen fængsler ved sin klare, prægnante form og sin friske livlighed der tvinger læseren til efterprøvelse af de fremsatte tanker. J. må henregnes blandt lægestandens interessanteste, mest originale skribenter, med evne til at stille problemerne i nyt lys.

Familie

Forældre: sparekassebestyrer Jens Carl J. (1854–1930) og Else Marie Andersen (1859–1940). Gift 1. gang 21.4.1921 på Frbg. (Imm.) med Clara Lindberg Lund, født 28.7.1892 på Frbg., død 16.1.1923 på Vejlefjord sanatorium, d. af maler Søren L. (1852–1933) og Ane C. E. Lindberg (1870–95). Gift 2. gang 21.9.1926 i Vejlby ved Århus med Asta Johanne Christensen, født 18.5.1900 i Vejlby, d. af maskinmester Frederik Gotlieb C. (født 1864) og Emma Anna Johanne Olsen (født 1868). Ægteskabet opløst 1929. Gift 3. gang 5.9.1958 i Kbh. med Clara Henningsen, født 1.5.1900 i Holtug, d. af forpagter Alfred H. (død 1908) og Dorothea Hellmers (død 1935).

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Studenterne MCMVI, 1931. Hj. Helweg i Politiken 15.1.1943. Carl Jørgensen sst. 18.1. s.å. K. Grue-Sørensen i Nationaltid. 19.10.1943. Carl Jørgensen sst. 26.10. s.å. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld, S. V. Rasmussen: Aage Valdemar Carl Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292356