Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Chievitz

Oprindelige forfattere Ibo og OCAa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ole Chievitz, 26.10.1883-26.12.1946, kirurg. Født i Kbh. (Garn.), død på Finseninst., Kbh., begravet sst. (Vestre). C. blev student 1903 fra Gammelholms skole sammen med Niels Bohr, han nære ven gennem hele livet med hvem han delte en intens optagethed af videnskabelige problemer. Lægeeksamen absolveredes 1909. Tidligt besluttet på at blive kirurg havde han forinden skaffet sig grundig patologisk-anatomisk uddannelse hos Johannes Fibiger og gjort kandidattjeneste hos den af C. højt beundrede Thorkild Rovsing ved Frederiks hospitals afd. C. Efter kirurgisk tjeneste 1909-10 hos E.A. Tscherning ved kommunehospitalet hvor hans første interesse for krigskirurgi blev vakt, og hos Otto Lassen i Randers samt ved fødselsstiftelsen i Amaliegade hos Leopold Meyer havde C. turnus 1910-11 hos Knud Faber og Rovsing ved det nyåbnede Rigshospital og fik derefter sin uddannelse til kirurg 1911-19 hos Rovsing som klinisk assistent, 2. og 1. reservelæge ved Rigshospitalets afd. C. og tillige som assistent ved Rovsings privatklinik. 1919 blev han afdelingslæge ved Finsens medicinske lysinstitut, hvor A. Reyn og N. P. Ernst 1913 havde begyndt behandling af den kirurgiske tuberkulose med kulbuelysbade, og 1921 overkirurg ved det på Strandboulevarden beliggende hospitals afdeling for kirurgisk tuberkulose og samtidig kirurg ved radiumstationen. Denne afdeling voksede ved C.s kirurgiske dygtighed, åbne blik for nye kirurgiske behandlingsmuligheder og sjældent alsidige lægevidenskabelige orientering efterhånden til at blive en afdeling på ca. 100 senge der også omfattede generel kirurgi og desuden forsynedes med et kirurgisk ambulatorium hvor C. med sin store kærlighed til patienterne og en fænomenal hukommelse for deres lidelser tog intensivt del i det daglige arbejde. Han kunne ikke se tilstrækkelig mange tilfælde for at udvide sin kliniske horisont. C. har givet talrige vægtige meddelelser om sine erfaringer: om kirurgisk tuberkulose, om knoglesvulster, endvidere om skjoldbruskkirtlens og biskjoldbruskkirtlens operative lidelser, om indgreb på caroticus-organet (på halsen, hvor blodtrykket reguleres). Sammen med Nobelprisvinderen Georg Hevesy offentliggjorde C. i Videnskabernes selskabs skrifter de første undersøgelser over isotopernes vandring i organismen. Som kirurg ved radiumstationen havde C. fået meget stor erfaring inden for kræftforskningen, og han udgav talrige meddelelser om de tanker han gjorde sig herom, og om de kirurgiske resultater han opnåede (tidlig diagnose af cancer, livmoderkræft, smertestillende operationer). C. var endelig medforfatter til flere afsnit i Nordisk Lærebog i Kirurgi. C.s voksende ry som diagnostiker af de vanskeligste tilfælde og hans sikkerhed som operatør medførte at han blev taget på råd af læger fra alle landets egne til afgørelse af lidelsernes art og deres behandling. Til ham søgte man når alle udveje syntes lukkede. I årenes løb havde C. fremfor nogen anden dansk kirurg samlet sig en stor praktisk erfaring i krigskirurgi. 1915-16 udsendtes han af Hærens lægekorps for at studere krigskirurgi ved lazaretter i Tyskland hvorom han senere holdt en række forelæsninger (trykt i Bibl. for Læger, 1916). Under Finlands frihedskrig 1918 var han leder af Dansk røde kors' hjælpeambulance. C. meddelte sine faglige oplevelser herfra i Hosp.tidende 1918. Han tog initiativet til atter at sende en ambulance til Finland under vinterkrigen 1939-40, og 1941 tilkaldtes han af den finske hærledelse som rådgivende kirurg. - C.s motiv til at stille sig kompromisløst til rådighed for den finske sag var hans varme og stærke følelser for et nordisk folk der kæmpede for livet. Og han skånede sig ikke. Der går frasagn om det mod og den enestående dygtighed han viste i sit kirurgiske arbejde i forreste frontlinie og om hans overlegne administration af ambulancen, en indsats båret af høj idealisme.

Da Danmark blev besat af den tyske værnemagt sluttede C. sig, drevet af sin patriotisme, til modstandsbevægelsen. Hans udæskende holdning og hans medvirken i undergrundsarbejdet førte til at de danske myndigheder arresterede ham i dec. 1942, sigtet for "grov overtrædelse af gældende lov". C. valgte selv at lade sig fængsle for at opildne modstandsviljen. Han løslodes 9.4.1943 og fortsatte sin illegale virksomhed. I febr. 1944 indtrådte han i Danmarks frihedsråd og var her, skønt han nu var over 60 år gammel, en inspirerende kraft og en klog rådgiver indtil befrielsen. Det er sagt, at "i Danmarkshistorien vil han ved sit mod, sin offervilje blive stående som en lysende skikkelse i en mørk tid." Det samme gælder Finlands historie. "Husk nu at hilse Deres store læge" sagde general Mannerheim til en dansk besøgende efter krigen. Efter besættelsens ophør udnævntes C. til dr. med. h.c. ved Københavns og Oslos universiteter. - Han var 1939 udnævnt til professor ved den kliniske, kirurgiske undervisning og udøvede ved sin enorme viden og sin stærke personlighed stor indflydelse på sine elever. Han var medlem af enkelte bestyrelser og i to år formand for Kirurgisk selskab. Under krigen blev han æresmedlem af Finlands sanitetsofficersforbund og æresmedlem af Jysk med. selskab.

C. var i alle henseender en usædvanlig personlighed, i et plan "helt for sig selv" (Niels Bohr). Alene hans omspændende faglige kunnen på talrige specialfelter og hans penetrerende diagnostiske evner har sikret ham en varig plads blandt vort lands ypperste læger. Men hertil sluttede sig hans høje menneskelige kvaliteter. Selvforglemmende og med varm styrke og med en sjælden renhjertethed stillede han sine mangfoldige evner til rådighed for sine patienter, sit land og for nordiske brødre. Streng realisme, retskaffenhed og brændende idealisme gik hos ham hånd i hånd hvadenten han ville lindre lidelse, tjene forskningen eller kæmpe mod uret og vold. Der var landesorg ved hans bortgang og han begravedes på Vestre kirkegård blandt fædrelandets navnkundige sønner.

Annonce

Familie

Forældre: lektor, senere professor, J.H. C. (1850-1901) og Paula CC. Johansen (1857-1928). -6.8.1915 i Kbh. (b.v.) med læge Ingeborg Jacobsen, født 3.2.1882 på Frbg., død 1.5.1955 i Kbh., d. af lærer, senere skoleinspektør Frithiof J. (1851-1930) og Margrethe Borregaard (1863-1947).

Udnævnelser

R. 1918. DM. 1940.

Ikonografi

Mal. af Hans Henningsen. Afbildet på Georg Jacobsens mal. 1951-53 af Danmarks frihedsråd (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

C.E. Christensen i Festskr. i anledn. af Finsens medicinske lysinstituts 25 års jubilæum, 1921 38. Radiumfondet 1912-1929, 1931 61. Jydsk medicinsk selsk.s forhandl. 1939-40. H. Lefévre: Danm. sender en ambulance, 1940. Nordisk medicin IX, 1941 274. H. Okkels, Fr. Jakobsen og H. Lefévre i Berl. tid. 27.12.1946. Loulou Lassen, C. Næsh Hendriksen og Fr. Jakobsen i Politiken s.d. Desuden nekrologer 27.12.1946 i Land og folk, Socialdemokraten, Nationaltid. og Information. Berl. tid. 1.1.1947. Fr. Jakobsen i Politiken 4.1 s.å. Niels Bohr i Ord och bild LVI, Sth. 1947 49-53. H. Lefévre i Ugeskr. for læger CIX, 1947 61-63. Johs. Meyer i Acta orthopaedica Scandinavica XVII, 1948 173-76. O. C. Mindebog, 1956. K. Meister: 9 store læger, 1960. Ib Ostenfeld: Det indre lys, 1975 171-78.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld, Otto C. Aagaard: Ole Chievitz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288214