Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Fabricius-Møller

Oprindelig forfatter ESno
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johannes Fabricius-Møller, Johannes Tolstrup Fabricius-Møller, 11.1.1885-31.5.1968, overkirurg. Født i Vejle, død i Århus, begravet sst. Navneforandring fra Møller nov. 1904. F.-M. blev student 1903 i Vejle og studerede derefter polyteknik et par år, men det medicinske studium fik hans interesse og 1911 blev han læge. Under de følgende års grundige kirurgiske uddannelse ved københavnske hospitaler (Kommunehosp., Sundby hosp.) nåede F.-M. også 1913-15 at være prosektor i normal anatomi og 1917 i patologisk anatomi, hvilket senere skulle komme den århusianske medicinerundervisning tii gode, da han i årene 1933-36 blev leder af normal anatomisk institut ved Århus universitet. 1922 disputerede F.-M. om Experimentelle Studier over hæmorrhagisk Diathese fremkaldt ved Røntgenstraaler, et originalt arbejde over røntgen-bestrålingens deletære virkning på organismen; det skulle senere vække berettiget interesse i anledning af atombombens skadelige virkninger på den levende organisme. I maj 1927 udnævntes han til overkirurg ved Århus amtssygehus hvor hans energi og utrættelige arbejdsglæde medførte en stor videnskabelig og alment oplysende produktion ved en af landets største kirurgiske afdelinger. Han kom til at yde en banebrydende pionergerning inden for behandlingen af skjoldbruskkirtlens sygdomme, ligesom han fornyede principperne for knoglebrudsbehandling og fik indført principperne for aktiv mobilisering af patienter med årebetændelse i benene. Hans interesse for mere skånsom kirurgisk behandling af gravide og aborterende kvinder bragte ham ind på et af universiteterne forsømt område: seksualundervisningen. Fra 1934-55 var han lærer i seksualhygiejne ved Århus universitet og fra 1944 publicerede han de instruktive håndbøger Kønslivet, 1944, Seksuelle Spørgsmål.

Svar og Råd, 1949, Samliv før ægteskabet, 1949, En ærlig Kønsmoral, 1953 samt Kvinderne og kønslivet, 1959. Hans indsats på dette oplysende område blev båret af hans personlige humanitetsfølelse; hans åbenhed og kontaktevne blev af stor betydning for den opvoksende ungdom i disse år hvor han ved offentlige foredrag, tidsskriftartikler og kronikker fik sat et tabuemne i etisk belysning. Han blev derfor medlem af Århus sundhedskommission 1937-44, af svangerskabskommissionen af 1950, af bestyrelserne for Jysk medicinsk selskab 1932-35, Århus lægekredsforening 1932-38, Dansk kirurgist selskab 1934-39 og Århus studenterforening 1937-38. Fra 1939 varetog han styret af Mødrehjælpen i Århus, Skanderborg, Viborg og Randers amter og blev på grund af sin administrative dygtighed rådgiver ved opførelsen af anatomisk institut i Århus, af nye sygehuse i Århus, Maribo, Odder samt af den nye kirurgiske afdeling på Diakonissestiftelsen i København. – I kraft af sin menneskelighed og sin faglige originalitet kom F.-M. til at sætte stort præg på sine medarbejdere gennem årene, ligesom hans åbne skribent- og foredragsvirksomhed om seksualhygiejne var med til at frigøre hans generations opvoksende unge.

Familie

Forældre: læge Jakob Ludvig M. (1851-1941) og Anna Amalie Tolstrup (1857-1927). Gift 16.10.1923 i Kbh. (b.v.) med læge Tofa Castenschiold, født 27.4. 1894 i Tjæreby, Sorø amt, død 27.9.1956 i Århus, d. af proprietær Christian Ludvig C. (1856-1927) og Karen Margrethe Lind (1867-1937).

Annonce

Ikonografi

Mal. af J. L. Goldmann ca. 1917. Foto.

Bibliografi

V. Oram i Ugeskr. for læger CXXX, 1968 1220.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egill Snorri Hrafn Snorrason: Johannes Fabricius-Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289326