Johan Christian Bodendick, 26.10.1735-20.5.1818, kirurg. Født i Eckernførde, død i Rendsborg, begravet sst. Faderen der var ret velhavende underviste selv sønnen i latin og humaniora. 1754–56 var han i lære hos regimentskirurg C. M. Fecht i Flensburg, men lærte ikke meget. Han sendtes derfor 1756 til Kbh. hvor han navnlig studerede hos Georg Heuermann. 1757 blev han kompagnikirurg og kom til Holsten under mobiliseringen 1758–60, kom tilbage til Kbh., men 1761–62 atter til Holsten som regimentskirurg ved en grenadérbataljon. Derefter var han 1762–1764 prosektor hos Heuermann. 1764–73 var han kirurg hos lensgrevinde Danneskiold-Samsøe og blev 1773 livkirurg hos kronprins Frederik (VI) hvorved han fritoges for eksamen. Efter års studierejse i udlandet (Berlin, Paris, London) kom han tilbage og beholdt sin stilling som livkirurg hos kronprinsen, også efter at denne var blevet konge indtil han 6.7.1810 søgte sin afsked på grund af alder. Han fik en ganske særlig høj pension hvorpå han flyttede til Eckernførde og senere Rendsborg. Som livkirurg og kammertjener kom B. til at spille en ikke ringe rolle ved regerings-forandringen 1784 da han stærkt opmuntrede kronprinsen til at overtage regeringen. Kronprinsen var ham meget taknemmelig derfor, og dette gav sig først og fremmest udslag i at det lykkedes B. at vinde ham for planen om oprettelsen af Kirurgisk akademi. Allerede 1784 kom seks kirurger med et forslag, og 22.6.1785 udkom forordningen i alt følgende kirurgernes forslag. Han blev medlem af Coll. acad. 1786–1810 og af sundhedskollegiet 1803–1810. Kirurgisk akademis taknemmelighed mod B. kom derfor også smukt til orde da han rejste bort 1810. Man ophængte hans maleri (af Jens Juel) som han havde skænket akademiet og opstillede hans buste i det store auditorium. B.s store malerisamling, i alt 116 stk., blev købt af staten efter hans død (St. mus.). – Justitsråd 1775, virkelig etatsråd 1810.

Familie

Forældre: kirurgen Hermann Daniel B. fra Magdeburgegnen. Ugift.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel, 1789 (Kbh.s univ.). Buste.

Bibliografi

Nyeste skilderi'af Kbh. 21.10.1826. V. Ingerslev: Danmarks læger og lægevæsen II, 1873. G. Norrie: Chirurgisk adademis hist. I, 1896. A. D. Jørgensen: Regeringsskiftet 1784, 1888. V. Møller Christensen: Med. forum 22, 1969 87–89.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig