Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Morten Simonsen

Oprindelige forfattere MeHa og JVSp

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Morten Simonsen, 31.3.1921-1.2.2002, immunolog, læge. Født i Kbh. Efter 1940 at være blevet student fra Schneekloths skole påbegyndte S. det medicinske studium ved Kbh.s univ. hvorfra han blev cand.med. 1947. Turnustjenesten gennemførte han ved Ålborg amtssygehus. Fra 1948 har S. udelukkende været beskæftiget med videnskabeligt arbejde, først på institut for almindelig patologi, Kbh.s univ., og 1949–53 på institut for patologisk anatomi som videnskabelig assistent hos G. Teilum ved gigtlaboratoriet; efter studieophold i Paris og London 1954 var han igen ansat ved samme institut som universitetsadjunkt 1955–61. Han fortsatte her de allerede i Ålborg påbegyndte forsøg med nyretransplantation på hunde. Om dette arbejde handler disputatsen som forsvaredes i februar 1953 under titlen Biologicai incompatibility in kidney transplantation in dogs. Dette arbejde som udførtes mange år før nyretransplantation var udviklet inden for den humane klinik, blev af meget stor betydning ved at påvise, at afstødningen af det uforligelige nyretransplantat er et immunologisk fænomen beroende på individspecifikke og ikke på nyrespecifikke faktorer. S. gennemførte også omfattende histologiske undersøgelser af de transplanterede nyrer og viste, at i tilfælde af uforligelighed skete der en massiv infiltration og ophobning af celler i nyrebarken, særlig af lymfocyter og plasmaceller. Hans fortolkning af denne cellulære aktivitet var, at cellerne i nyretransplantatet reagerede immunologisk mod værtens antigener, en for transplantationsbiologien helt ny tankegang. Omend hypotesen ikke kunne bekræftes for de transplanterede nyrers vedkommende, fik den skelsættende betydning ved at forudsige og igangsætte undersøgelser af det fænomen som S.s navn særlig er knyttet til: "graft-versus-host (GVH)"-reaktionen, altså den reaktion som udløses i et transplantat imod værtens fremmede antigener, forudsat at transplantatet rummer celler med evne til at reagere immunologisk. I sit klassiske arbejde fra 1957, The impact on the developing embryo and newborn animal of adult homologous cells, beskriver han hvorledes injektion i et kyllinge-embryo af celler fra milt eller blod fra en voksen kylling resulterer i en række sygelige forandringer, herunder især en miltforstørrelse hos modtageren. Han foretog en detaljeret analyse af fænomenet og viste at det forudsatte, at recipienten var tolerant over for de transplanterede celler eller var reaktionssvækket, og at på den anden side donoren måtte være immunologisk moden, dvs. det indgivne cellemateriale måtte – med en senere sprogbrug – indeholde immunkompetente celler. Embryonale celler kunne således ikke give graft-versus-host-reaktion, hvilket gav ham anledning til – på dette tidlige tidspunkt af den kliniske vævstransplantations udvikling – at foreslå transplantation af embryonale celler ved behandlingen af immundefekttilstande hos mennesket.

Påvisningen af graft-versus-host-reaktionen er S.s mest betydningsfulde bidrag til immunologien, og det er hans særlige fortjeneste at han udnyttede miltforstørrelsesfænomenet til et kvantitativt assay som blev et redskab af største værdi ved udforskningen af en række grundlæggende spørgsmål i immunologien. Her kan nævnes: identifikationen af immunkompetente celler hvor netop GVH-teknikken blev afgørende ved påvisningen først i 1960erne af den lille lymfocyt som den immunkompetente celle, ligesom teknikken bidrog til at fastslå eksistensen af to funktionelt forskellige slags lymfocyter, B- og T-lymfocyter, hvor kun de sidstnævnte formidler GVH- og andre transplantationsreaktioner. Ligeledes undersøgelser over vævsforligeligheds-antigenerne som også viste, at antigenstyrken er udtryk for frekvensen af de celler som er reaktive med det pågældende antigen ved den primære respons. Endvidere en nøjere belysning af den transplantationssygdom som kan udvikles ved overførsel af immunkompetente celler, og som netop er et alvorligt problem ved behandlingen af patienter med immundefekt ved knoglemarvstransplantation.

Ved disse studier over GVH-reaktioner som S. helligede sig sidst i 1950erne og op igennem 1960erne, havde han som nævnt først benyttet kyllingen, men han gik efterhånden over til i højere grad at benytte indavlede musestammer, hvilket bl.a. muliggjorde immunogenetisk mere veldefinerede forsøgsopstillinger. Han gjorde sig bemærket som en af de mest aktive kritikere af den klon-selektions-hypotese for antistofdannelse som især F. M. Burnet har lagt navn til, og som siden slutningen af 1950erne har spillet en dominerende rolle inden for immunologien. S. kunne ved anvendelse af sit GVH-assay vise, at så relativt stor en andel som 1–2% af en lymfocyt-population kunne reagere mod et af artens stærke vævsforligelighedsantigener, hvilket kunne siges at være i strid med klon-selektions-teoriens antagelser. Bl.a. ud fra sådanne talmæssige overvejelser har han gjort sig til talsmand for at lymfocyter kunne være multipotentielle i modsætning til klon-selektions-hypotesens postulat: én lymfocyt – én antistofspecificitet.

Annonce

På grund af S.s bemærkelsesværdige forskningsresultater besluttede det lægevidenskabelige fakultet ved Kbh.s univ. i efteråret 1957 at oprette et nyt institut for transplantations- og immunbiologi med S. som leder. Hertil skulle anvendes en ledig etage i en bygning på Nørre fælled som danske forsikringsselskaber havde givet universitetet som gave. Imidlertid kunne beslutningen ikke umiddelbart føres ud i livet, da stærke interessemodsætninger inden for fakultetet og vanskeligheder med bevillinger fra ministeriet resulterede i yderst besværlige forhandlinger som trak ud i årevis. Under disse omstændigheder tog S. 1961 imod et tilbud om at blive direktør for et nyoprettet institut for transplantationsforskning i England, The Mclndoe Memorial Research Unit, East Grinstead, tilknyttet det berømte derværende kirurgiske hospital. Her fik han fuldstændig forskningsfrihed og udstrakte midler. Fra 1963 udnævntes han til Honorary Research Professor ved the Royal College of Surgeons of England.

Da det projekterede institut i Kbh. omsider kunne igangsættes 1967, kom S. tilbage og udnævntes til professor og direktør for universitetets institut for eksperimentel immunologi. Han forsatte som professor til 1991. Her udførte han udført fornyede studier over GVH-fænomenet, og omkring 1970 udviklede han sammen med en engelsk gæsteforsker, W. L. Ford, en ny variant af det kvantitative GVH-assay som udføres på mus eller rotter ved indgift af immunkompetente T-celler i bagbenet med en målbar lymfeknudesvulst til følge. løvrigt har S. igennem 1970erne påny rettet sin interesse mod kyllingens immunologi idet han sammen med medarbejdere ved instituttet har bidraget til beskrivelsen af det hos kyllingen dominerende vævstypesystem, B-systemet, kyllingens såkaldte MHC (major histocompatibility complex). løvrigt beskæftigede S. sig i stigende grad med de udviklingsmæssige aspekter af MHC, ligesom undersøgelser over sammenlignende immunologi indgik i instituttets arbejde.

S.s indsats for immunologien må betegnes som en pionerindsats af stor betydning. Med den GVH-teknik han udviklede samt hans vigtige teoretiske bidrag har han medvirket afgørende til grundlæggelsen af den moderne cellulære immunologi. Han har opnået mange tegn på anerkendelse. Således tildeltes han Pfizerprisen 1959, Thorvald Madsens mindelegat 1960, Alfred Benzons hædersgave 1965, Paul-Ehrlich-Ludwig Darmstaedter-Preis 1975. Medlem af Videnskabernes selskab 1965, af Kungl. fysiografiska sällskapet i Lund 1975. S. var formand for Dansk selskab for allergologi og immunologi 1968–72; præsident for Scandiavian Society for Immunology 1970–72; han blev i 1982 medlem af Statens lægevidenskabelige forskningsråd. 1990 tildeltes han Novo Nordisk-prisen.

Også inden for andre områder end det rent faglige har S. været aktiv. Således var han næstformand for Studenterrådet 1945–46, og siden aktiv inden for forskellige organisationer på den politiske venstrefløj, fx i landsledelsen af organisationen Fredens tilhængere hvor han 1956 efterfulgte Mogens Fog som formand. Han var senere aktiv ved dannelsen af socialistisk folkeparti.

Familie

Forældre: maler Simon Peter S. (1882–1972) og Ingeborg Sigrid Jensen (1886–1963). Gift 1 . gang 2.2.1944 i Kbh. med læge Lise Thamsen, født 22.12.1920 i Kbh., d. af læge Gunnar T. (1875–1947) og Bodil Brockdorff Møller, f. Thomsen (1889–1974). Ægteskabet opløst 1961. Gift 2. gang 12.1.1968 i Kbh. med Michèle Jeanne Goulin, født 11.5.1941 i Paris, d. af skoleinspektør Lucien Jean G. (født 1914) og Marcelle Edith Maire (født 1917).

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, J. V. Spärck: Morten Simonsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297431