Emil Koefoed

Emil Koefoed, Henning Emil Koefoed, 9.7.1858-18.5.1937, farmaceut, kemiker. Født i Skanderborg, død i Kbh., begravet i Hellerup. K. blev famaceutisk kandidat 1880 og tog 1881 studentereksamen, privat dimitteret, for at kunne studere kemi ved universitetet. Han blev mag. scient. 1884 og dr. phil. 1894, var assistent ved Polyteknisk læreanstalts kemiske laboratorium 1882–92 og fra maj 1891 docent i kemi for de farmaceutiske studerende. Da Den farmaceutiske læreanstalt oprettedes 1892 overtog han undervisningen i organisk kemi ved denne, som docent 1892–1902, som professor 1902–25. 1895–1930 var han direktør for læreanstalten. Hans mål var at få hele den farmaceutiske undervisning, der tidligere foregik på andre læreanstalter, samlet på ét sted, og dette lykkedes ham fuldt ud. Han gjorde et stort arbejde ved tilrettelæggelsen af studierne på den nye læreanstalt, og trods vanskelige forhold lykkedes det ham her at få skabt en virkelig videnskabelig institution. Som lærer tog han sig med stor dygtighed af undervisningen, men at der bag hans tilsyneladende barske væsen lå megen hjertelighed og varme blev ikke forstået af alle; dog fik mange af hans tidligere elever ved senere lejligheder beviser derfor. For den farmaceutiske stand kom han til at betyde overmåde meget, og hans interesse for den viste sig bl. a. ved, at han 1918–33 var formand for Det farmaceutiske understøttelsesselskab. – I sin assistenttid arbejdede K. ivrigt videnskabeligt, vandt 1887 universitetets guldmedalje og 1891 det Classenske legat for en af Videnskabernes selskab udsat prisopgave om smørrets fedtsyrer. Han offentliggjorde i disse år en række arbejder, dels i Videnskabernes selskabs skrifter og oversigter, dels i Tidsskrift for Fysik og Kemi, og disputerede 1894 på afhandlingen Om nogle Nitroso-Platinammoniakforbindelser. Han gav hyppigt i Kemisk forening referater af nyere kemisk litteratur. – Efter at have overtaget ledelsen af Den farmaceutiske læreanstalt publicerede K. ikke videnskabelige arbejder, men helligede sig pædagogiske og administrative opgaver. Til brug ved undervisningen udgav han Vejledning i den kvantitative Analyse. 1893, Lærebog i organisk Chemi, 1898, samt Nyere Lægemidler af den organiske Chemi, 1908. 1907–09 var han justitsministeriets konsulent i medicinalspørgsmål og blev 1908 medlem af medicinalkommissionen, hvorigennem han fik indflydelse på udformningen af apotekerloven af 1913. 1909–29 var han konsulent i sundhedsstyrelsen, hvilket bl.a. betød at han fik indflydelse på tildeling af apoteksbevillinger.